Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Tosset Man skal høre meget, før ørerne falder af, men det er måske alligevel en god ide at løbe risikoen og høre efter, når folk taler. For...
Debat
9. januar 2007

Tosset

Man skal høre meget, før ørerne falder af, men det er måske alligevel en god ide at løbe risikoen og høre efter, når folk taler.

For eksempel statsministeren, når han hører om amerikansk tortur i Afghanistan: "Det må ikke finde sted. Jeg bliver stikhamrende tosset, hver gang, der kommer den type informationer frem. Det er med til at miskreditere den mission, som de internationale koalitioner er i gang med."

Læg mærke til, at statsministeren bliver stiktosset hver gang den type informationer kommer frem. Det er ikke torturen, der ophidser ham, men afsløringen af den.

Læg også mærke til, at han taler om de internationale koalitioners mission.

Det siger vist alt om mandens moral.

Peter Laugesen
Braband

Naiv Fogh

Jeg læste forleden, at Anders Fogh Rasmussen er "stikhamrende tosset" over at høre om amerikanernes behandling af danske Afghanistan-fanger.

Endnu en gang har min bedømmelsesevne svigtet mig. Jeg har hidtil - ganske fejlagtigt, viser det sig -- anset vor statsminister for at være udspekuleret, men indser nu, at han blot er uskyldsrent naiv.

Carsten Kjær Andersen
Mols

Fingrene væk fra vores ø

En flok rablende skøre ingeniører fra Dansk Ingeniørforening foreslår i fuldt alvor, at der skal bygges en broforbindelse fra Jylland til Sjælland.

Broen skal selvfølgelig bruge en stor del af den sydlige del af Samsø til fire-sporede motorveje og dermed ødelægge Samsøs status som ø, hvor det er færgerne der hersker.

Herovre vil vi ikke have nogen bro smasket hen over vores smukke ø, og at velanset landsforening kan finde på den slags unoder, må skyldes, at der kun tænkes i penge og prestigeprojekter. Ingeniører, skam jer langt væk.

Jens Øster-Mortensen
Brundby mark, Samsø

Demokrati og antidemokrati

Diskussionen om Ungdomshusets fremtid kan reduceres til spørgsmålet, om samfundet kan forvente, at miljøet vil respektere lovlige politiske beslutninger i fremtiden. Optøjerne den 18. maj 1993, hvor besætterne gik amok, fordi de ikke brød sig om udfaldet af en folkeafstemning, viser tydeligt, at husets brugere kun respekterer politiske beslutninger, hvis de får det udfald, de ønsker. Miljøet viste den 16. december, at det stadig reagerer med ekstrem vold, hvis politiske og juridiske beslutninger går dem imod.

Det er grunden til, at Socialdemokraterne selvfølgelig kun kan indgå i en dialog med miljøet, hvis de autonome forlader Ungdomshuset fredeligt, for ellers vil samfundet finansiere et miljø, der prøver at påvirke den demokratiske beslutningsproces med hæmningsløs vold, både når det gælder Danmarks fremtid i Unionen og noget så ligegyldigt som et musikhus' fremtid.

Det er ufatteligt, at de fleste venstreorienterede har forståelse for de unges adfærd. Er det venstreorienteret, at udløse voldelige optøjer, fordi man ikke bryder sig om folkets vilje, som den kommer til udtryk i vores mest demokratiske institution, folkeafstemninger? Er det venstreorienteret at bruge hæmningsløs vold til at presse folket til at finansiere sin legeplads?

Jakob Schmidt-Rasmussen
København S

Hellere ked af det end depressiv

PsykiatriFondens reklamespot på tv viser en kvinde til fest, som er dødtræt af at genhøre og genhøre sin mands vandede vittigheder og dødkeder sig over de andres forcerede munterhed og tilsyneladende helst vil befinde sig alle mulige andre steder.

Men nej! Hun er uden tvivl depressiv - og får tilbudt en afdækning af depressionens grad af alvorlighed målt på en 10 punkts skala via henvendelse til Fonden. Lykkepilleautomaten står henne i hjørnet - sammen med en kognitiv terapeut, der kan lære hende at tænke lykkenormalt.

Og hvorfor skulle man ikke købe diagnosemodellen? Det er langt lettere at lade sig indrulle i kassen 'jeg har en depression' og få offerforståelse, overbærenhed/støttende medlidenhed fra omgivelserne - samt en simpel biokemisk forklaringsmodel - end at komme til beslutningen, at det tomme facadeliv gider man ikke leve længere, og at kærligheden til vittighedsidioten er stendød.

Forbrugerrådet burde gribe ind over for den slags problematiske reklamer, der sælger psykiatri som var diagnoser økologisk vaskepulver.

Depressions-reklamen har ikke har en dyt med forebyggelse at gøre. Det drejer sig om at udvide markedsandelen for managementspsykiatriens produkter - med medicinalindustrien klappende i baggrunden og uforståeligt - med en række samfundsspidser som PsykiatriFondens forblindede aktører.

Niels Peter Agger
cand. psych., Frederiksberg

Dødsstraf

Det er fint, at flere og flere lande tager afstand fra dødsstraf, og at debatten nu er i gang igen. Men hvordan indgår 'krig' i den debat? I krigene i Irak og Afghanistan eksekveres dødsstraf for hundredtusindvis af mennesker uden retssag og dom, langt de fleste sandsynligvis uskyldige.

Efter sigende på grund af ugerninger begået af to personer og deres håndlangere. Hertil kommer tilintetgørelse af tilværelsen for dobbelt så mange. Hvem debatterer det på de bonede gulve?

Dorte Valentin Sørensen
Bagsværd

Danmarks omdømme skadet

Informations lederskribent skriver den 6.-7. januar, at sagen (kendskab til systematisk tortur af krigsfanger) er alvorlig, fordi den skader Danmarks omdømme i udlandet. Det kan da godt være.

Men én ting synes at være mere alvorlig: Sagen (og flygtninge-/indvandrersager, karikatursager, fødevaresager og alt det andet, der håndteres afvisende, løgnagtigt og bedrevidende af den danske regering) skader Danmarks omdømme inde i den enkelte dansker. Ofte hører man udtalelserne som "jeg er ikke længere stolt af at være dansker," "på rejser er jeg hørt op med at sige, at jeg kommer fra Danmark" og "jeg bærer ikke længere Dannebrog på min rygsæk."

Mange danskere oplever i disse år et identitetstab. Ikke et nationalitetstab, som Dansk Folkeparti kunstigt kæmper for at undgå. Men et personligt holdningsmæssigt identitetstab, fordi Danmark er i fuld fart bort fra den demokratiske, humanistiske måde at tænke og handle på.

Jeg kan mærke det inde i mig selv. Og det er en alvorlig sag.

Finn Schousboe
Stenløse

Pinlig emeritus

I de historiske udredninger, som jeg i en del år har beflittet mig med, har jeg haft to værdi-præmisser: en social og en demokratisk. Den førstnævnte har gjort mig forhadt blandt Venstre-folk og den sidstnævnte blandt venstrefløjs-folk.

Begrundelsen for venstrefløjens hadefuldhed har bl.a. været min kritik af kommunismen. Hadefuldheden nåede et højdepunkt, da jeg kritiserede DR for i foråret 1987 at give Ebbe Reich og Bjørn Erichsen mulighed for over syv aftener i bedste sendetid at bringe en tv-serie, hvor den røde tråd var en beklagelse af, at danske arbejdere i så overvældende grad valgte den reformistiske - dvs. socialdemokratiske - vej, frem for den kommunistiske - for nu at sige det så kort, som det er nødvendigt i et læserbrev.

I den anledning fik jeg mulighed for at invitere en række venstrefløjs-historikere til et debatmøde på LO's kursusejendom Højstrupgård. Mon venstrefløjshistorikeren professor emeritus Claus Byld kan huske, hvem jeg bad om at indlede mødet? Selv fik jeg derimod aldrig nogen invitation fra venstrefløjen til at uddybe min kritik af tv-serien. Denne fløj har været ligeså uinteresseret i at diskutere med mig som Venstre - af en eller anden grund.

For nylig kritiserede jeg bla. kultur-radikalisternes kommunisme-affinitet i mellemkrigs-tiden i en kronik om PH (den 14. december). Det har nu over to omgange fået Claus Bryld til at besvære sig over mit partitilhørsforhold.

Dels fordi jeg efter hans mening dømmer ikke-socialdemokrater til "evig fortabelse" (læserbrev den 19. december), dels fordi jeg skulle mene, at S altid har gjort "det rigtige" (den 29. december). Således foranlediget skal jeg gerne bryde sammen og tilstå, at jeg så langt foretrækker reformismen for kommunismen.

Pladsmangel hindrer mig desværre i at kommentere Brylds til det yderste pinlige begrundelse for DKP-oppositionen mod S. Det kan han være glad for!

Henning Tjørnehøj
Birkerød

Dronningen live

Jeg glæder mig hver lørdag til at læse intermetzo, hvor statsministeren så godt som hver gang - også den 6.-7. januar - får tørt på.

Ved sidste nytårsskifte husker jeg, at Georg Metz havde det meget vanskeligt med, at dronningen i sin direkte transmitterede nytårstale begik så mange fejl. Så hun burde, mente han, indtale sit manuskript, så fejlene på forhånd kunne være rettet.

Denne gang er Metz, hvad dronningen angår, knap så angrebslysten, men han sidder dog også i år med livet i hænderne, rystende nervøs for, at hun atter skal begå fejl.

Jeg ser helt anderledes på det. Jeg synes, at det er flot, at dronningen taler direkte til os, og at det er helt fint, at hun demonstrerer, at hun er et menneske, der ikke er fejlfrit. Jeg har ind imellem truffet mennesker, der om sig selv mente, at de i alt væsentligt var fejlfri. Det har været en pestilens at gøre deres bekendtskab.

Som trofast abonnent gennem ca. 50 år har jeg lyst til at ønske Information godt nytår og takke for en meget levende og vedkommende avis, det gælder ikke mindst weekendavisen den 6.-7. januar. Særdeles underholdende og informativ var Thomas Bobergs rejsebeskrivelse fra Marokko

Niels Hansen
Risskov

Radikal taktik

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten ønsker, at der - hvis oppositionen vinder næste valg - bliver iværksat en uafhængig undersøgelse af forholdene omkring danske soldaters udlevering af fanger til tortur i amerikanske fangelejre i Afghanistan.

Ifølge Naser Khaders udtalelser til Information den 6. januar er de radikale - meget overraskende - mere forbeholdne. Men de radikale er vel mindst lige så meget imod krænkelser af menneskerettighederne som de øvrige oppositionspartier?

De radikale bør klart stille etableringen af en sådan uafhængig undersøgelse som et ultimativt krav i forhold til en kommende regering. For det er da utænkeligt, at de ellers så principfaste radikale kunne indgå i en kommende VKR-regering og i denne forbindelse forhindre, at der bliver iværksat en undersøgelse af, om V og K er medansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne?

Ole Thorbek
Værløse

Forglemmelse?

Er statsministeren træt? Da forældre over det ganske land demonstrerede for at sikre samfundets børn gode opvækstbetingelser, var hans reaktion som bekendt: Ballademagere!

Når VU hånd i hånd med højrenationalister fra Dansk Front og Dansk Folkepartis Ungdom demonstrerer - er landsfaderen tavs. Tankevækkende, ikke?

Ib Jensen
Søborg

Apropos asylansøgere

Hvis en asylansøger har boet i Danmark i et år, bør vi behandle hende/ham som enhver anden borger i Danmark, alt andet er uanstændigt.

Mogens Otto Nielsen, Kirstine Nielsen og Jytte Cramer
Hjallerup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her