Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
3. januar 2007

Dræb budbringeren

I oldtidens militaristiske Grækenland fortælles det, at budbringeren blev dræbt, såfremt han kom med dårlige nyheder til de styrende.

Nu gentager historien sig: Saddam Hussein er gjort tavs, så han ikke kan berette om sit samarbejde med USA, først som CIA-agent og senere som den der på USA's vegne skulle bekæmpe iranerne og kurderne. I erindringen står tilbage de hjertelige håndtryk som Reagans udsending Donald Rumsfeld udvekslede med Saddam Hussein.

Nu er hovedvidnet med sine mange forbrydelser gjort tavs. Så travlt har man haft med at fortie, hvordan man i sin tid samarbejdede om de fælles fjender, at man ikke ville fremlægge denne sag i en retfærdig international rettergang. Fra at være et internationalt spørgsmål er det småliggjort til et indre irakisk anliggende. Det fremtidige hovedvidne er kvalt ved hængning før afklaringen.

Kai Dalsgaard
Ulfborg

Ynkelig hævn

Den 30. december blev Saddam Hussein henrettet ved hængning. Det var ynkeligt at se magtens mænd på umandig vis likvidere en forsvarsløs mand til ære for pøbelens hævngerrighed. Og så oven i købet skåle på det bagefter.

Når rusen har lagt sig, henstår adskillige retsopgør, uden at Saddam Hussein kan udtale sig. Vi kommer også til at mangle Saddams udsagn med hensyn til USA's rolle i forbindelse med Iraks krig mod Iran.

Det ligner situationen i Rumænien efter likvideringen af Ceausescu, hvor der også manglede et retsopgør, og hvor de gamle apparatnijker fortsatte i apparatet.

Eksekveringen af dommen hindrer også en proces mod fred og forsoning, som det er sket i Sydafrika; thi ingen vil jo tilstå angre eller søge amnesti, hvis de risikere dødsstraf. Tværtimod vil Saddams håndlangere forsvare sig til sidste blodsdråbe med endnu flere ofre til følge.

Det tjener den irakiske præsident til ære, at han ikke ville underskrive dødsdommen. Man må håbe, det irakiske parlament vil indse, at man ikke kan opnå et reelt retssamfund samtidig med at have dødsstraf.

Viggo Kallenbach
Århus V

Tiden efter Saddam

Jørgen Steen Nielsens artikel om krigsspillet Desert Crossing (den 30. december) er særdeles interessant læsning. Artiklen bekræfter den udbredte fornemmelse, at Bush simpelthen ikke havde en plan for tiden efter afslutningen af de egentlige krigshandlinger i Irak.

I den forbindelse dukker spørgsmålet op, om hans krigskammerat Fogh for sin part havde konkrete planer for denne fase af operationen? Spurgte han overhovedet i USA, om sådanne planer forelå, før han sendte danske soldater i krig? Hvis ja - hvilke svar fik han så? Og hvis ikke - handlede han så ikke utilgiveligt letsindigt med danske soldaters liv og helbred?

Hvilke tanker gør statsministeren sig, når han læser om general Zinnis krigsspil? Men statsministeren læser måske slet ikke Information? Han ophøjede i efteråret i Folketingets spørgetid sin egen beslutning om ikke at lytte til DRs P1 til intet mindre end et udslag af visdom. En visdom, der - sådan måtte man forstå det - går ud på at slippe for at blive konfronteret med begavede analyser, man kunne blive klogere af.

Den risiko løber Fogh jo også ved at læse Information.

Jørgen Lehrmann Madsen
Thurø

Hævnen er opnået - hvad nu?

Nu er så den politiske dom mod Iraks tidligere præsident eksekveret, med det forventede resultat, at volden i Irak stiger yderligere.

I den forbindelse er det endnu en fornærmelse mod alle verdens muslimer, at Saddam Hussein blev hængt kun fire timer før starten af muslimernes hellige offerfest Eid al-Adha. Det vil svare til at henrette krisgforbryderne Fogh, Bush og Blair fire timer, inden de skal spise kalkun (ande)steg juleaften.

Hævnen er opnået - men hvad vil I gøre nu, I vestlige blodtorstige og dobbeltmoralske ledere? Hvem er den næste offer for jeres korstog? Måske Ahmedinejad? Abbas? Musharaf? Mubarak? Eller hvilken som helst anden tilfældig muslimsk leder, der tør sige jer imod?

Sacir Camo
Hjørring

Apropos demokrati

Bush, Blair og Fogh har fået gennemført deres form for demokrati i Irak, og Saddam er blevet henrettet.

Israel har besluttet nye bosættelser i de besatte områder. Israel myrder palæstinensiske ledere uden rettergang.

Ville det hjælpe at gennemføre samme slags demokrati i Israel?

John Ekebjærg Jakobsen
Valby

Fordel karaktererne på forhånd

For nogle måneder siden gjorde jeg mig morsom over, at undervisningsministeriet har fastsat kvoten for den højeste karakter - 12 - til 10 procent. Min dårlige fantasi strakte ikke til, at samme ministerium skam også havde kvoterne for de øvrige karakterer liggende.

Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud? Det må da være en smal sag at fordele karaktererne på de enkelte elever på forhånd. Det vil betyde en tiltrængt lettelse af lærernes arbejdsbyrde.

Erik Voss
Kolding

Vi har forsømt at sikre os

Efter Anden Verdenskrig havde vi i Danmark 250.000 tyske flygtninge. De var koncentreret/indespærret i store lejre. Poul Henningsen skrev, at han havde hørt, at vi ikke behandlede dem ordentligt. Han blev dømt af Højestret for injurier. Ingen fattede, at hans budskab var: Et demokrati har pligt til at interessere sig for dem, som de spærrer inde.

For mig er der en tydelig parallel til filmen Den hemmelige krig. Alle har haft travlt med at vaske deres små hænder og med at kalde filmen for perfid. Jeg har set filmen og oplevede, at dens budskab var: I et demokrati har vi pligt til at følge op/sikre, at de fanger som vore soldater tager, bliver behandlet efter Genevekonventionens vedtægter.

Krigsminister Fogh har være overbevist om, at det bliver de. Han har ikke været foruroliget over, at både Rumsfeld og Bush direkte har udtalt, at det kunne man ikke love 100 procent, at det kom lidt an på...

Filmen handler om, at vi har forsømt at sikre os.

Sten Hegeler
Frederiksberg C

Myter om mig og DF kan dementeres

For at myterne ikke skal vokse ind i himlen, vil jeg gerne dementere Torben Kroghs påstand om, at jeg "til en nærtstående partifælle" skal have sagt, at jeg ikke længere kunne stå inde for at skulle skrive under på "indlysende ubegrundede afslag" om opholdstilladelse i Danmark. Det er ganske enkelt utænkeligt, at jeg skulle have formuleret mig sådan. Og jeg er sikker på, at den såkaldte "partifælle" ikke findes eller er blevet misforstået. Jeg er ikke blevet tvunget til at skrive under på noget som helst. Det er en myte.

Tidligere har Information bragt ligeså frit opfundne påstande om, at jeg ikke skulle kunne fordrage at forhandle med Pia Kjærsgaard. Da jeg aldrig har forhandlet med Pia Kjærsgaard og i øvrigt altid har respekteret hende på lige fod med alle andre politikere, må jeg også dementere denne påstand.

Derimod er det rigtigt, at jeg skændtes med Jesper Langballe om handikappedes muligheder for at få statsborgerskab. Jeg fik min vilje, men er ikke stolt over min udtalelse om, at man "fandme ikke skulle tro, du var præst." Ikke på grund af bandeordet, men fordi man aldrig skal kræve mere af præster end af andre. Det er uluthersk og lige så forkert, som når visse præster tager kristendommen til indtægt for deres egne synspunkter og hæver sig op over menigheden som farisæere.

Bertel Haarder
undervisningsminister (V)

Apropos 'eksperterne'

Tak til Sherin Khankan for en usædvanligt præcist og velformuleret kommentar, hvor hun gør opmærksom på, at det ikke er alle islamkritikere, der også er 'eksperter' (Etisk talt den 30-31. december 2006).

I disse tider hvor der er utroligt mange sjove eksperter til stede i radio og fjernsyn, når talen falder på islam, er denne passage rigtig god at blive klog af:

"... eksperten fødes ikke på en dag- (...) Eksperten må med sved og tårer kæmpe sig gennem årelange studier der sætter ham ind i det virvar af komplicerede sammenhænge og nuancer, der gør det svært at være kategorisk. Ofte udstyres den, som elsker sin videnskab eller sit undersøgelsesobjekt, med en form for ydmyghed og ærefrygt overfor de dybder og revner, som er fyldt med uopdaget lys og viden, og som i sidste ende gør videnskaben tålelig og mindre forfængelig."

Lad os huske disse sætniger fremover.

Peter Wandel
stud. mag. nærorientalsk arkæologi, København N

Israels tyveri

I Information den 27. december kunne man i en lille note, "Ny bosættelse efter hjertets ønske," læse, at "Det israelske forsvarsministerium har i denne uge godkendt en ny bosættelse i Jordandalen, som er den østligste del af Vestbredden. Hermed får 20 familier, der for halvandet år siden blev rømmet fra en af Gazastribens mest ideologiske bosættelser, igen lov til at bygge permanente huse på besat område."

Noten, der var gemt lidt ad vejen, burde have været slået stort op under overskriften "Israelske bosætteres tyveri af palæstinensisk jord." Siden Oslo-aftalen i 1993, der startede den såkaldte 'fredsproces', og frem til i dag, har Israel mere end fordoblet sin jødiske befolkning på Vestbredden (fra 95.000 til 240.000) og hermed frataget palæstinenserne store dele af deres jord og ejendom. Det betyder, at palæstinenserne lever i små usammenhængende enklaver, der er adskilt fra hinanden af israelske bosætterblokke, bosætterveje, sikkerhedszoner og kontrolposter.

Det er denne befolkning, der i dag straffes med en økonomisk boykot af såvel EU som USA, fordi den på demokratisk vis valgte en 'forkert' regering.

Alice Larsen
Valby

En fornærmelse, Pind

Søren Pind laver i sin kommentar "En intellektuel kraftpræstation" (Fab Four den 29. december) en pinlig og sørgelig fejl.

Tænk at det i 2006 stadig kun er en mand, der savnes til at udføre en intellektuel kraftpræstation. Har Søren Pind helt fortrængt, at kvinder også kan tænke, når han skriver, at "I dag savner den danske debat en mand, der atter kan samle hele det borgerligt-liberale Danmark i et intellektuelt let tilgængeligt, men alligevel dybtgående skrift om, hvad den borgerlige kulturkamp skal medføre."

Helt ærlig, Søren Pind, jeg kan ikke forstå det som andet end en fornærmelse?

Gunilla Kurdahl
stud. mag., København S

Gribende nytårstale

En gribende nytårstale af landsfaderen. Som min 13 årige søn bemærkede: "Nu mangler han bare at slutte af med ordene, 'Gud bevare minimalstaten.'"

Bo Elberg Jørgensen
Hørsholm

Ich bin ein Konservativ

Hånden på hjertet. Hvor mange af os ville for alvor takke nej til både ministerbil, fed gage og pension, når alt hvad vi skulle gøre til gengæld var, at undlade at udtale os politisk på anden måde, end at erklære os enige med Dansk Folkeparti?

G. Petersen
Hornslet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her