Læsetid: 4 min.

Læserbreve

Læserbreve trykt i dagens Information
15. februar 2007

Koldkrigere

Disse koldkrigere påstår på den ene side at have 'vundet' Den Kolde Krig. På den anden side opfører de sig som hysteriske tabere. De vil have omkamp, genoptaget kampe, revurderet kampe. Altsammen ting man ville forvente af en dårlig taber - ikke af en vinder.

Gorm Petersen
Hornslet

Blokpolitik her og der

Deadline, DR2, tirsdag d. 13.2.07: Pia Allerslev medlem af venstre klager over, at S og R skulle føre blokpolitik på Rådhuset i København. Hvad er det nu, der karakteriserer den siddende Venstreregerings politik i Folketinget, Pia?

Ib Jensen,
Søborg

Danskernes miljøbevidsthed

Information bragte d. 12.2. en artikel om en undersøgelse af ACNielsen om danskernes miljøbevidsthed sammenlignet med andre lande. Der er så vidt jeg kan se tale om en helt useriøs undersøgelse. Radioavisen forelagde den for adjunkt Mark Ørsten, journalistuddannelsen på RUC, som påpegede, at udvælgelsen af deltagere ikke så ud til at være repræsentativ. Man havde kun kontaktet ca. 500 personer pr. land og disse var fundet via en 'consumer-survey' på nettet - hvilket må betyde, at det kun er personer, som har netadgang, og som har en særlig interesse i at indgå i sådanne forbrugerpaneler. Undersøgelsen viste bl.a., at der i Rusland og Kina var 98 procent af de udvalgte, der kendte til klimaforandringerne - hvilket burde få alarmklokkerne til at ringe hos en seriøs undersøger. Blandt de danskere, der blev spurgt, svarede 30 procent, at klimaproblemet er "very serious" og 54 procent, at det er "fairly serious". Altså i alt 84 procent finder det alvorligt. Men ACNielsen konkluderer, at kun 30 procent finder det alvorligt. På denne baggrund valgte Radioavisen ikke at dække undersøgelsen. Desværre har andre medier haft ligeså ringe kritisk sans som ACNielsen.

Og så går det helt galt, når ACNielsen spørger, om klimaforandringerne 'kun' er menneskeskabte, eller de både skyldes mennesker og naturlige årsager. 41 procent af danskerne mente, at klimaforandringerne udelukkende skyldes mennesket, mod 49 procent af europæerne generelt. Ivar Michaelsen udtaler så, at dette skulle skyldes en 'Lomborg-effekt'. Det rigtige svar jo, at der er både menneskelige og naturlige årsager, men at den menneskelige er den dominerende.Det er rystende, at AIM kan lave en sådan undersøgelse uden blot minimalt at sætte sig ind i sagen.

Christian Ege Formand for Det Økologiske Råd

Apropos Israel-kritik og antisemitisme

I artiklen 'Er jødiske kritikere af Israel antisemitter?' i Information (12.2.) citerer Burcharth en progressiv amerikansk rabbiner, Michael Lerner, for at skrive, "at Israels politik over for palæstinenserne er umoralsk, irrationel, selvødelæggende, (-) og en alvorlig hindring for verdensfreden."

"Problemet," skriver Lerner, "er, at amerikanske jøder ikke tør lufte disse synspunkter af frygt for at blive kaldt antisemitter."

TV2-Lorry bragte 13.10.06 et indslag, 'Jødehad', hvor en Israel-kritisk demonstration i København sidste sommer blev sat i sammenhæng med en række antisemitiske overgreb. Men demonstrationen var en protest mod Israels angreb på Libanon og de palæstinensiske selvstyreområder og nævnte ikke ordet 'jøde' overhovedet.

På baggrund af en klage fra demonstrationens arrangører slog Pressenævnet i en kendelse af 29.1.07 fast, at det "kan være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende" at sammenkæde Israel-kritik med antisemitisme, og under henvisning til medieansvarsloven pålægger Pressenævnet TV2-Lorry at bringe de klagende parters genmæle.

Alice LarsenValby

Radioaktivt nedfald?

Danmark blev nævnt sammen med Polen,Tjekkiet og Storbritanien som de lande, der sammen med USA diskuterede opstilling af et missilforsvar.Det nævnte den amerikanske forsvarsminister ved en sikkerhedskonference forrige søndag i München.

Hans begrundelse var at kunne opspore og tilintetgøre fjendtlige atomraketter fra Iran og Nordkorea.

Den danske forsvarsminister, der blev dekoreret af Rumsfeld, har givet flg. argumenter, at missilforsvaret "vil kunne sikre et effektivt forsvar af det danske kongehus" og at det "vil give industrien muligheder for at etablere højteknologisk samarbejde med det amerikanske forsvar eller med amerikansk forsvarsindustri".Han nævner også at det vil kunne lægge "en beskyttende ring" om f.eks. de olympiske Lege.

Forslaget blev mødt med folkelige protester i Tjekkiet. I Danmark er der larmende tavshed. Betyder det, at kongehuset og erhverslivet er vigtigere end de talrige ofre,der vil blive ramt af radioaktive nedfaldsdele fra eksploderende atomraketter, måske fra et forebyggende atomangreb?

Kai Dalsgaard udenrigspolitisk ordfører for De Grønne

En ambitiøs klimapolitik

Det er godt at regeringen nu omsider er kommet op i gear og støtter at EU skal reducere sit eget CO2 udslip med 30 procent inden 2020.

Regeringen svigtede ellers fælt i de indledende forhandlinger før jul hvor både miljø- og energikommissærerne kæmpede for at EU skulle forpligte sig til en reduktion på 30% i CO2 udslippet inden 2020. Det er det reduktionsniveau som EU selv vurderer som det nødvendige hvis der skal være en rimelig chance for at holde den globale opvarmning på under +2 grader C i dette århundrede. Inden jul gav Tyskland, England og Sverige offentligt støtte til målet om 30 procents reduktion, men Danmark tav og lagde dermed sin stemme i modstandernes vægtskål.

Det er svært at vide om Danmarks tavshed var afgørende, men normalt lyttes der til Danmark i den slags spørgsmål. Og givet er det at det kompromisforslag som kommissionen kom med den 10. januar, var svagere end det de ansvarlige kommissærer gik efter; det forpligter kun EU til en CO2-reduktion på 20 procent. Den endelige beslutning træffes på forårstopmødet i marts så det er nu regeringen skal op i omdrejninger. Det er ikke nok at sige 30 procent inden 2020 - der skal kæmpes for det med fuld musik. Så er der en chance for at hente det spildte ind - og leve op til ånden i regeringsgrundlaget hvor der står at man vil arbejde for "en ambitiøs klimapolitik i EU"!

Anne Grete Holmsgaard, klima- og energiordfører, SF, og Margrete Auken, SF's medlem af Europaparlamentet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu