Læsetid: 8 min.

Læserbreve

Læserbreve bragt i dagens Information
Debat
14. februar 2007

12. febr. refererer Ville en undersøgelse, der viste at nok publicerede kvinder færre forskningsrapporter end mænd, men de blev til gengæld citeret oftere. Overskriften var imidlertid ikke : Kvindelige forskere citeres oftere - men det sædvanlige : Mandlige osv. Kvinderne kunne man så finde i teksten, om man nu læste mere end den skæve overskrift !

Helga Berg,
pensioneret læge

Tag emnet lidt mere seriøst

Hans Engell mobber handicappede, skriver bagsiden 9. februar. Det er da helt fint at hænge Engell ud. Man skal ikke mobbe de handicappede! Men hvad med at tage emnet op lidt mere seriøst?

Information har ikke skrevet meget om konventionen om handicappedes rettigheder, som FN vedtog i december. I skrev lidt om handicappede børn i folkeskolen. Men problemet har flere aspekter.

Handicappede har ikke frit lægevalg, da de færreste klinikker er handicaptilgængelige - selvom læger lever af syge mennesker! Hvor mange arbejdspladser ansætter handicappede?

Hvad med Information? Hvad gør I, hvis I får en ansøgning til et ledigt job fra en handicappet? Og hvad med alt 'det sjove'? Tilsyneladende hersker den opfattelse, at handicappede ikke er interesseret i film, teater, musik, etc.

Konventionen har til formål at sikre handicappedes deltagelse i samfundet. Pressen skriver meget om indvandreres integration i samfundet. Hvornår er der sat fokus på handicappedes integration i samfundet?

Da Danmark snart får mulighed for at ratificere omtalte FN-konvention, foreslår jeg, at I skriver nogle artikler der kommer hele vejen rundt om handicappedes problemer i det danske samfund og bl.a. spørger politikerne, hvad de gør for at fremme handicappedes rettigheder i Danmark.

Mette Hald Hundewadt
Frederiksberg

Forskerløn

Den 7. februar beskrev Information hvordan forskere ikke producerer flere publikationer med et økonomisk incitament. I flere tilfælde gik publikationsraten endda, ned da ny løn blev indført.

Jeg giver de interviewede forskere ret i, at man ikke går ind den offentlige forskningsbranche for pengenes skyld, og småbeløb er derfor ikke er et realistisk grundlag for motivation. Grunden til at bonusordningen kan have den modsatte virkning er, at publikationer og forskning er motiveret af forskerens egen stolthed og prestige. En sådan ordning gør publikationer til en materiel og dermed frivillig ting.

Det er vigtigt, at lønsystemer tager hensyn til den unikke situation, vi forskere er i. I stedet for en høj løn (som man kunne få i det private erhvervsliv) har vi en frihed til at forske indenfor valgfrie emner.

Den virkelige gulerod for publikationer er, at man med præsentation af resultater er med til at skabe værdier indenfor ens forskningsområde og at man derved får anerkendelse som forsker. Mange af vores publikationsfora er så prestigefyldte, at man som forsker måske formår at publicere et par artikler der i sin livstid. I så fald er det jo ikke nogen motivation at få penge ud af det.

Tænk på Nobelprisen. Det er nok de færreste forskere som stræber efter at få Nobelprisen for pengenes skyld.

Louise Barkhuus
Ph.d. University of Glasgow

Et dansk forbund af Israelkritiske jøder?

Ifølge Independent (Information 7. febr. 2007) så har over 100 prominente britiske jøder, heriblandt Nobelpristager Harold Pinter og historikeren Eric Hobsbawm, dannet et forbund, som vil arbejde for at danne en modvægt til den ukritiske støtte til den israelske regeringspolitik for at tydeliggøre overfor ikke-jøder, at man ikke støtter det synspunkt, at 'de eneste gode jøder er jøder, der står last og brast med Israel uanset hvad.'

Står alle danske jøder last og brast med Israel uanset hvad?

Det er der mange, der ikke gør. Det fremgår bl.a. af interviewet med Morten Thing, (Information 5-.6. august 2006). Af interviewet fremgår også, at mange jøder ikke tør komme frem med denne kritik offentligt. Man risikerer ubehagelige opringninger, breve, trusler, e-mails fra andre jøder - og ikke blot fra landsmænd

Men tavsheden tjener ikke Israels - endsige jødernes sag. Tværtimod. Alle danske jøder bliver uretfærdigt taget til indtægt for Israels politik som besættelsesmagt, - en politik, der har skabt afsky verden over. Ikke blot de danske jøders interne tavsheds- og trusselspolitik, men også deres trusler på brødet overfor kritiske journalister, er beskæmmende for den debat, der er livsvigtig for et demokratisk samfund.

Et dansk forbund af Israelkritiske jøder kunne måske løse op for denne knude.

Poul Milberg
Bagsværd

Undladelsessynd

Information er i mine øjne landets bedste avis, det er noget med nogle meget samfundsengagerede skribenter der gør det, nogle som vil ind og beskrive virkeligheden i al dens råhed og kraft.

Men avisen sover nu også i timen på nogle punkter.

Tag nu det her modkulturstema som avisen har bragt, hvor det virker som om avisen har svært ved at byde på noget særligt, og nogle derfor mener at der ikke findes nogen rigtig modkultur.

Jeg har både overfor kulturredaktør Peter Nielsen og Palle Weis gjort opmærksom på Oskar Borgman Hansen, afgået afdelingsleder i filosofi ved Århus universitets bøger (C.A. Reitzels forlag). Så vidt jeg er orienteret uden reaktion, kun med en mail som svar, men intet i avisens spalter.

Ingen af dem jeg har læst har formuleret et bidrag til en konstruktiv modkultur (og medkultur) så klart.

I skal nok til at handle, hvis I vil rette op på denne undladelsessynd, manden er i 80'erne.

På P1 inviterede de i efteråret Oskar Borgman Hansen ind i programmet Eksistens og lod ham gøre rede for Rudolf Steiners Frihedens Filosofi, en bog, som manden har arbejdet med i årtier, det var ren optur.

Oskar B. Hansen har også arbejdet intenst med samfundsspørgsmål, Ejvind Larsen kender ham, måske han kan hjælpe jer lidt på vej.

Ulrik Asmussen
Lærerstuderende

Bange for folkets røst

Anne Grete Holmsgaard (SF) fremfører i Information Weekend en række fremragende argumenter for tyrkisk medlemsskab af EU. Og alligevel vil hun ikke lade dette spørgsmål - som optager danskerne kraftigt - komme til folkeafstemning. SF`eren argumenterer bl.a. med at "en folkeafstemning om Tyrkiet vil komme til at køre på myter."

Det er dog en foragt for den danske vælger, der for en gangs skyld - rosværdigt - ikke er pakket ind i alskens floskler. Konsekvensen af Anne Grete Holmsgaards indskrænkede holdning til demokratiet er, at alle de vælgere, som er imod Tyrkiets medlemsskab af EU, ved kommende folketingsvalg må stemme på enten Dansk Folkeparti eller Enhedslisten. Dette i håb om, at disse to partier tilsammen kan få flertal i Folketinget, således at Danmark i EU's Ministerråd kan nedlægge veto mod Tyrkiets optagelse i EU.

Folkeafstemninger er et ganske fremragende demokratisk instrument. Det giver mulighed for de politiske debattører at få afprøvet deres argumenters validitet over for hele folket.

Grundregel nr. 1 i et demokrati er jo: Intet over og intet ved siden af folket! Dette bør Anne Grete Holmsgaard og måske andre politikere lige få repeteret.

I øvrigt tror jeg, at der vil være et dansk flertal for tyrkisk medlemsskab af EU.

Kjeld Lykke
København Ø

Den ultimative hån

Torsdag aften havde alle danskere igen mulighed for, at se hvilket stort arbejde vor regering gør, for at sende uønskede elementer ud af landet.

TV2 viste os hvordan syge og nedbrudte mennesker udvises - ikke fordi vi ikke har råd til at hjælpe dem. Ikke fordi vi ikke kan hjælpe dem og måske helbrede dem. Ikke fordi vi ikke har brug for deres arbejdskraft, hvis de skulle blive raske, men fordi regeringen har brug for Dansk Folkepartis stemmer, for at beholde magten.

Denne gang var det dybt traumatiserede mennesker fra Kosova, som vi sender tilbage til et borgerkrigshærget land.

Danmark har gjort det før og hvis regeringen og dets støtteparti får lov, vil de gøre det igen.

Der står allerede flere irakere klar til at blive sendt tilbage til krigshelvedet og historien vil gentage sig, indtil befolkningen klart siger fra.

Vi burde egentligt skamme os, men det viser sig desværre ikke i stemmeboksen, hvor fremmedfrygten sikrer de nationalistiske partiers politik. Nøjedes vi så med at sende uønskede ud; men nej: Det ministerium som sender dem ud kalder vi, med ægte dansk humor, for Integrationsministeriet - den ultimative hån !

Kirsten Gorell Aae, Merete H. Jakobsen, Jacob R. Jacobsen
Fredericia

Kulørt tryksværte

Jeg har fået minimeret min lyst til, at røre ved Information. Den er jo ikke andet end tryksværte nu! Avisen er blevet så sjasket til med forurenende, klamt kulørt tryksværte, at jeg får associationer til Ekstra Bladet, når jeg ser på Information. Og når I vælger dét, så har I fravalgt noget andet. Og jeg er seriøst bange for, at det fravalg går implicit ud over indholdet.

Åh hvilken skam. At selv avisen Information nu forsøger, at efterligne de andre. Ensretningen og ensartetheden har på mystisk vis fået grebet om det, jeg troede og håbede kunne være en af de sidste velbevarede institutioner, som var uafhængig. Men det er I ikke.

Så slet det 'uafhængige' på forsiden og indrøm, at I nu også ligger under for den populistiske samfundsskabte ensretning, der desværre buldrer af sted i vores lille DK, ud i alle kroge, også der hvor man mindst (ringe?) venter den.

Sidsel Kjær Andersen
Charlottenlund

Snydt igen

Af Informations omtale af Den Store Danske Encyklopædi ser jeg, at værkets redaktør fastslår, at den såkaldte 'netudgave' er identisk med bogudgaven, når bortses fra visse politisk dikterede rettelser.

Jeg har imidlertid købt værket med en skriftlig garanti for, at det ingensinde ville blive udbudt til en lavere pris end den, jeg har betalt. Men når nu netudgaven er identisk med bogudgaven, må dette nødvendigvis indebære, at værket udbydes til en lavere pris, hvilket er en overtrædelse af af den garanti, der tidligere er udstedt.

Jeg skal derfor, på egne og andre køberes vegne, kræve kompensation. Jeg har betalt 20.000 kr. for et værk, der nu stilles til rådighed for alle andre for et, i denne sammenhæng, latterligt lille beløb.

Vis mig venligst vej til kasse 1.

Hans Bredahl
Roskilde

I Darfur

I Darfur fortsætter myrderierne, fordi et racistisk diktatur får lov til at gemme sig bag deres territorielle suverænitet.

I Darfur fortsætter myrderierne, fordi ofrene er sorte.

I Darfur fortsætter myrderierne, og det internationale samfund har kun symbolik at give.

I Darfur fortsætter myrderierne, og de vestlige lande læner sig tilbage og ser på, mens det sker.

I Darfur fortsætter myrderierne, mens vesten udkæmper en unødvendig krig. I Darfur fortsætter myrderierne, mens vestens bekymringer er andet steds.

I Darfur gøres der ikke noget fordi at alle mennesker åbenbart ikke er lige meget værd.

Mads Munch Hansen
Slagelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her