Læsetid: 4 min.

Læserbreve

Læserbreve trykt i dagens Information
Debat
16. februar 2007

Grøn atomkraft?

Rosenbaum mener (Inf. den 10. feb. 07), at atomkraft er både vedvarende og CO2-neutral. Men hele brændselscyklus fra uranmalmen brydes, til de udtjente værker er brudt ned, bruger masser af energi.

Mængden af uran i rige forekomster er lille. Når den er brugt, må man bruge fattigere malme, og de kan blive så fattige, at der går mere energi til udvindingen, end der kan produceres på atomkraftværket. En livscyclusanalyse (www.storm-smith.nl) viser, at grænsen er en koncentration af uran (U3O8) på ca. 0,02 procent. De samlede kendte reserver af uran (rigere end 0,02 procent) kan kun dække verdens nuværende samlede el-forbrug i 4 - 5 år! Så vedvarende energi bliver det aldrig. Langt størstedelen af den energi, der bruges i a-kraftens brændselscyklus er olie. Altså er atomkraften langt fra CO2-neutral. Igen er det uranmalmens lødighed, der er afgørende. Ved 0,02 procent uran i malmen producerer a-kraft lige så meget CO2 som gasfyrede værker med samme el-produktion.

Troels V. Østergaard
mag.scient.

Patriarkalsk - et minusord

Bente Holm Nielsens synspunkt den 13./2. kan vanskeligt debatteres, fordi det er temmelig uforståeligt og inkonsekvent. Jeg tror nok hun mener, at kvinder er bedre til at tage vare på børn end mænd er, men det pakkes ind i så mange fine ord, at meningen er dunkel. Jeg vil dog anholde ét punkt. Vi har en værdi - følelsesmæssig kontakt til egne børn - hvor mænd er dårligere stillet end kvinder. Det berørte lovforslag tilstræber "en mere ligelig fordeling af børn i fædres favør". Lovforslaget vil derfor gavne mænd mest, og det 'beviser', mener Holm Nielsen, at lovforslaget er patriarkalsk. 'Patriarkalsk', fungerer her tydeligvis som minusord. Der tilføjes andre minusord som 'backlash' og "retur tilbage til en tid . . ". Så kan ingen feminister længere være i tvivl om hvad de skal mene. Argumentationskæden siger i sin essens, at hvis et forslag gavner mænd, så er dette i sig selv et argument imod forslaget - selv hvis det skaber større lighed. I nogle tilfælde fremtræder feminismen som en bevægelse, der går ud på at opgejle et bundløst had til halvdelen af jordens befolkning (nemlig mændene). Holm Nielsens indlæg giver lidt af den fornemmelse.

Kåre Fog
Veksø

Kreativ bogføring

De nuværende redaktører hos Gyldendals Store Danske Encyklopædi nægter at se problemet. Det er ikke kritisabelt, at det ikke længere står at læse i 'landets samlede hukommelse', at statsministeren allerede længe inden krigen i Irak var mere end god til at misinformere folketinget. Endda i en sådan grad, at han måtte gå af som skatteminister. Heldigvis har det alternative leksikon, Wikipedia.org, bedre styr på historien. Her skrives om Anders Fogh Rasmussen: "Skatteminister i Poul Schlüters regering: 10. sept. 1987-19. nov. 1992, 18. dec. 1990-19. nov. 1992. Tillige økonomiminister. Fogh Rasmussen trådte tilbage efter en sag om såkaldt 'kreativ bogføring' i skatteministeriet. Statsminister fra 27. nov. 2001 ."

Erik Mortensen
cand.mag.

Skibsfartens energiforbrug - igen

I Information 13. februar påpeger Ralph Sylvestersen nogle tilsyneladende uoverensstemmelser i opgørelsen af skibsfartens energiforbrug. Da mit svar af 9. februar tilsyneladende ikke var klart nok, skal jeg hermed uddybe det. Danmarks Statistik har brugt den samme opgørelsesmetode i en årrække, og den stemmer med internationale retningslinjer for nationalregnskaber. Fra rederierne får vi oplysninger om udgifter til bunkring af olie. Ud fra verdens-markedsprisen på olie kan vi beregne mængden, der er bunkret, og skibenes energiforbrug i joule kan beregnes. I 2004 var det 325 PJ, og i 2006 kan det foreløbigt anslås til 450-500 PJ. Energiforbruget beregnes altså ud fra købet af olie, og ikke ud fra skibenes bruttotonnage (BT).

Den dansk opererede flåde, som bunkringsudgiften er indberettet for, anslås at omfatte 18-20 mio. BT. Her medregnes udenlandske rederiers danske datterselskaber. Til gengæld er danske rederiers udenlandske datterselskaber ikke med, da de er med i andre landes opgørelser. Danmarks Rederiforening opgør handelsflåden til 40 mio. BT, men heri er danske rederiers udenlandske datterselskaber medtaget. Hvis energiforbruget opregnes ud fra dette tal, bliver det samme for-brug medregnet både i udlandet og i Danmark. Når jeg sidst svarede, at "Så meget forurener skibsfarten ikke", var det ganske rigtigt en relativ betragtning - nemlig set i forhold til det fejlagtigt opregnede energiforbrug. Om forureningen objektivt set er stor eller lille, er en diskussion, vi helt overlader til politikerne.

Peter Rørmose
Specialkonsulent i Danmarks Statistik

Populistiske og urealistiske forslag

Morten Messerschmidt. MF (DF) ønsker ifølge Information 10/2 en folkeafstemning om tyrkisk medlemsskab af EU.Men det er da helt uaktueltmed en sådan afstemning, da det jo varer adskillige år, før Tyrkiet kan optages. Og desuden burde vi så have haft afstemningen i 2002, før topmødet i København, hvor Tyrkiet blev godkendt som ansøger. Der havde været mere grund til en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skulle deltage i Irak-krigen.

Dengang erindrer jeg intet forslag fra Morten Messerschmidt. Men der kan vel sagtens scores points på at fremsætte populistiske forslag, selv om de er komplet urealistiske.

Hans Børsting
Birkerød

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her