Læsetid: 4 min.

Læserbreve

Læserbreve bragt i dagens Information
Debat
30. marts 2007

Rød næse

I denne weekend går Humor mod Aids ud i det gode danske vejr med røde næser og hvide kitler. Vi er et ekstraordinært svar på en ekstraordinær epidemi - og i år fokuserer vi på de elendige sundhedssystemer, som flertallet af verdens hiv-smittede må leve med.

I de fattigste lande er epidemien værst. Der mangler sundhedspersonale overalt, og det er efter vores opfattelse ingen naturnødvendighed. Vi mener, det skyldes de dårlige råd fra Den Internationale Valutafond, IMF. Råd som u-landene er nødt til at følge, for hvis IMF trækker sig ud af samarbejdet med et u-land, risikerer landet at miste millioner af dollars i bistandshjælp fra andre donorer.

En regering i et u-land kan ikke tillade sig at slå den slags hen med en hånlatter. Det er således mere reelt at sige, at IMF dikterer budgetternes sammensætning med sit benhårde fokus på inflationsbekæmpelse. Også selv om flere undersøgelser har vist, at selv en inflation på mellem 10 og 20 procent ikke behøver at påvirke væksten negativt.

Men IMF insisterer, og det begrænser u-landene, så de ikke får råd til det nødvendige sundhedspersonale. Danmark har en plads i Valutafondens bestyrelse - det er på tide at vi bruger den til at sige fra over for fondens misbrug af sin magt over u-landenes økonomier.

Med rigtig behandling og pleje kan hiv-smittede leve længere og dermed tage sig af deres børn, tjene penge og bidrage til væksten i samfundet. Derfor tillader vi os at le hånligt af IMF's økonomiske kvalifikationer- og tildele dem en rød næse!

Mattias Söderberg
Humor mod Aids

Drøm og Virkelighed

I weekendens leder begiver Informations chef- og medredaktør sig ud på en bodsrejse. De vedkender sig Informations fortidige EU-kritiske linie, men overgiver sig nu til den europæiske drøm. Så langt så godt. Det er deres valg

Samtidig skal to fremtrædende medlemmer af den EU-skeptiske linie - som igennem et langt livs saglige indsigt og veldokumenterede synspunkter har nuanceret og påvirket den virkelighed vi må leve med i dag - hænges ud som 'fodslæbende danske venstrefløjs demagoger'.

Skal den 'stil' holdes må de to redaktører kaldes 'uvidende drengerøve'.

Deres hallelujabegejstrede historiefortolkninger kan de stikke skråt op!

Med modeord som mission og globalisering bringer de den dybt seriøse diskussion om EU-s muligheder og faldgruber ned på et ugebladsplan som end ikke et 50 års jubilæum berettiger til.

Jeg er sikker på at der er mange læsere, der gerne - som jeg - vil stifte bekendtskab med hele spektret af EU-holdninger i Information - inklusiv de skeptiske.

Otto Fabricius
Lundeborg

Regeringens logik

Ifølge regeringen kan irakiske flygtninge ikke få opholdstilladelse, fordi forholdene i Irak er blevet bedre. Ifølge samme regering skal de afviste irakiske flygtninge have særbehandling fordi forholdene er blevet værre. Logik?

Ifølge regeringen skal andre afviste flygtninge, der ikke kan sendes hjem, ikke have samme særbehandling. Ifølge regeringen befinder de irakiske flygtninge sig i en speciel situation. Logik?

John Ekebjærg Jakobsen
Valby

Skuffet over Information

Jeg er meget skuffet over, at Information næsten ikke har beskæftiget sig med den grusomme behandling af de mange mennesker, som blev varetægtsfængslet i forbindelse med urolighederne omkring ungdomshuset. Mange af disse mennesker, især børn og unge blev udsat forfærdelige ydmygelser under anholdelserne, under deres ophold i politiets varetægt og under deres lange ophold i fængslerne.

Hvad er det for en avis, der den 27. marts, beskæftiger sig med 'Myter og kendsgerninger om Theresienstadt'. Det er noget, der skete for 60 år siden, mens der skrives retshistorie for øjnene af jer, lige nu. Giver det ikke indtryk, når en stor samling af landets bedste forsvarsadvokater siger, at der er alvorlige retsmæssige problemer i forbindelse med fængslingerne? Er Information blevet et historisk tidsskrift, der ikke vil beskæftige sig med nutiden?

Jeg har altid opfattet Information som det bedste talerør for folk, der var mishandlet i det danske samfund. I har været frontkæmpere mod uretfærdighed. Men i denne sag er I tavse.

Måske vågner I først, når forsvarsadvokaterne engang i efteråret offentliggør deres rapport om urimelighederne. Fem af de vilkårlige varetægtsfængslinger har forsvarsadvokaterne nu indklaget til prøvelse i Højesteret.

Det er beskæmmende, at Information ikke tager den sag op. Det er ikke Information værdigt. - En skam at Leif Blædel ikke er på avisen længere.

Lars-Henrik Olsen
forfatter

Den 'grønne' regering

Inden vi alle sammen falder om i svime over, at regeringen er blevet en lille smule mere energipolitisk bevidst, skal vi jo huske, at det overhovedet intet har at gøre med god økologisk overbevisning.

Regeringen har simpelthen sammen med USA opdaget, at omkostningerne ved at erobre olie kan være meget høje og prøver så at dække sig ind ved at skaffe energi på anden vis. Det har intet med økologi at gøre.

Jens Mose Pedersen
Lyngby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her