Læsetid: 4 min.

Læserbreve

Læserbreve bragt i dagens Information
Debat
28. marts 2007

Bertel Haarder ødelægger folkeskolen

Undervisningsminister Bertel Haarder har pålagt lærerne at lave elevplaner. Han mener, arbejdet kan foregå inden for den tid, lærerne allerede har afsat til evaluering – de skal gøre det samme, som de altid har gjort, bare skrive lidt ned om det, så de får nul ekstra tid til opgaven.

Hvis lærerne på Klarup i Aalborg Kommune skal lave elevplaner efter bekendtgørelsen, skal de i gennemsnit lave ca. 120 elevplaner to gange om året. Det at skrive en kvalificeret elevplan tager mindst 15 minutter svarende til 8 arbejdsdage.
Men det er ikke hele arbejdet. Lærerne er blevet pålagt en løbende, detaljeret, dokumenteret evalue-ring af den enkelte elev i forhold til trin- og slutmål omfattende alle aspekter ved undervisningen.

Et minimalistisk bud på omfanget af denne opgave kan være: Hvis læreren får 1 minut pr. elevplan pr. uge i 40 uger hertil tager opgaven 4800 minutter eller 10 arbejdsdage. Dermed bliver det samle-de tidsforbrug 18 arbejdsdage.
Læreren med dobbelt så mange elevplaner – og han findes – skal bruge 36 arbejdsdage.
Bertel Haarder fastholder sit nul. Han vil ikke bøje af. Det er lærerne, der klynker. Men det er sådan, vi kender ham.

Det er nu, nogen skal få ham på bedre tanker. Ellers ødelægger han folkeskolen. Det er snart for sent.

Karsten Bräuner
Aalborg

SF og EU

Tak til Anne-Grete Holmsgaard (AGH) for at holde liv i den europæiske debat. Det er rart, at der blandt fremtrædende SF’er er folk med internationalt udsyn. Debatten afslører imidlertid også, at der i SF er problemer med at formulere en politisk strategi for hvordan markedskræfter kan tøjles. Trine P. Mach (SF’s hovedbestyrelse) affejer således AGH’s udmelding med, at ØMU’en er en liberalistisk konstruktion.
At afvise ØMU’en ud fra en teoretisk analyse, vidner om politisk handlingslammelse. Virkeligheden er, at der på nuværende tidspunkt er betydelige kræfter i EU, der arbejder på at ændre ØMU’en. En politisk kamp, Danmark (og SF) ikke er en del af på grund af ØMU-forbeholdet. Det vi eneste vi reelt beholder ved at stå udenfor ØMU’en, er retten til at eksportere økonomiske problemer til vores nabolande. Lad os i stedet arbejde for en politisk kontrol med det indre marked og markedskræfterne. Her kan ØMU’en måske være et af redskaberne.

Claus Knudsen
medlem af SF’s Internationale Udvalg

CO2-kvoter – hvorfor og hvordan?

Jørgen Steen Nielsen har i nogle oplysende artikler vist, at hele CO2 kvotesystemet er præget af misbrug og økonomisk spekulation bl.a. fordi det er forbundet med de såkaldte CDM- og JL-projekter. Via dem kan I-landene supplere den hjemlige indsats med klimaprojekter i U-lande. Men der mangler en mere grundlæggende diskussion af hele kvotesystemets målsætning og indretning.

Hvem skal have ejendomsretten til at forurene? Hvem skal forvalte den? Og Hvordan bør det opkrævede provenu bruges? Sådan som systemet nu er indrettet, mangler det en mere klar ide, gennemskuelighed og folkelig forankring. Nu gives virksomhederne gratis kvoter til at forurene, hvorefter disse indskrænkes, således at de stimuleres til energieffektivitet.

Anderledes udformet kunne det blive et væsentligt instrument i en stor økologisk og social omlægning. Atmosfæren er vores alles fællesejendom, en fælled, der bliver forurenet. Forureningsrettighederne skulle derfor gives til en fællesfond, som midlertidig udlejede disse rettigheder til private virksomheder.

Indkomsten ved lejen kunne herefter fordels til dækning af dele af de offentlige udgifter samt udbetales som en individuel dividende, der langsomt kunne erstatte det nuværende overførselsindkomstsystem. Sådanne visionære tanker finder man både på græsrodsplan og blandt enkelte fremtrædende miljøpolitikere i USA.

(Commons: http://www.onthecommons.org/ - The Sky Trust Initiative: http://www.usskytrust.org/index.htm).

Erik Christensen
Aalborg

Verdenspoesi, hurra!

Den 27. marts udkom Arthur Rimbauds Illuminationer på forlaget Gyldendal i Erik Knudsens oversættelse. ’Ildglimt af indsigt’ er overskriften til Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af bogen på dagen. I sidste afsnit står der: »Hvis der er retfærdighed til, vil vi snart på en særlig stand i bogafdelingen i Illum se Illuminationer stillet frem med kæmpemæssige fotos af Knudsen og Rimbaud. De længe leve. Hurra«.
Man tror, man læser forkert... Tiden vil vise om, der er retfærdighed til for Knudsen og Rimbaud! Tales der nemlig om bogaktuel verdenspoesi, udkommet i dansk oversættelse, er der ikke retfærdighed til: I oktober udkom Shuntaro Tanikawas En Chagall og et blad på forlaget Arena. Der er åbenbart ikke retfærdighed til, fordi bogen er ikke anmeldt i Information. Og Tanikawas, mit eller Midori Fischers kæmpemæssige fotos hang heller ikke nogen steder.

I december udkom Issas Dugdråbeverden på Husets Forlag, oversat indirekte fra japansk af Arne Herløv Pedersen. Denne bog har fået samme uretfærdige skæbne som En Chagall og et blad.

Man fristes til at tro, at denne mediefortielse skyldes, at Tanikawa og Issa er ikke-vestlige digtere fra verdenspoesien. Ja, at førnævnte digtsamlinger fra Arena og Husets Forlag ikke er medieværdige. Mon ikke Tanikawa og Issa er flere hurra’er værd!

Susanne Jorn
forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her