Læsetid: 5 min.

Læserbreve

Læserbreve bragt i dagens Information
26. marts 2007

Indfør grønne afgifter på børn!
Disse opfordringer til at der skal fødes flere børn! Det vil som sædvanlig alene indebære at en allerede privilegeret klasse med i forvejen overforbrugende børn og forældre vil få endnu flere privilegier, og at overforbruget - såvel som uligheden - vil stige. Regeringen burde føre ansvarlig miljøpolitik og indføre grønne afgifter på børn.

Ejlar Hældere Væhr
Valby

Jeg taler da gerne med Signe!

Signe Brandt Andersens kronik i Information den 21. marts var kilde til stor moro og en del forundring. Den retorikstuderende unge kvindes hang til at tegne Hitler-overskæg på mennesker, der repræsenterer DF, er et helt dybdepsykologisk studium værd. Det udspringer formodentligt af en totalitær tænkning.

Jeg vil i øvrigt gå lidt i rette med Signes teori om højtuddannede og hvem de hader. Min personlige erfaring er, at højtudannede humanister, på det jeg lidt provokerende vil beskrive som 'føleuddannelserne', i højere grad end andre 'hader' DF. Samtidig bider jeg mærke i, at Signe mener, at der var tale om, at 'vi' mobbede nogen under Muhammed-krisen. Det var dog en mærkværdig udtalelse Der var ikke nogen 'vi', der mobbede og der var ingen, der blev mobbet. Der var til gengæld nogle dybt reaktionære islamiske fundamentalister, der følte sig krænket på en afdød mands vegne, på trods af den såkaldte profet Muhammed, har et så åbenlyst blakket generalieblad: Muhammed tog sig bl.a. en niårig kone og var en inkarneret kriger, som også stod bag udslettelsen af en jødisk stamme og prædikede en ufattelig intolerance overfor ikke-muslimer. Dette emne og mange andre emner vil jeg gerne invitere Signe til at drøfte med mig over en bid mad. Med eller uden tændte stearinlys.

Har du mod på det Signe?

Kim Eskildsen
cand. scient. pol., medlem af Dansk Folkeparti

Pia Kjærsgaard har jo ret

Det er sjældent, at jeg er enig med Pia Kjærsgaard, men hun har jo ret, når hun peger på det problematiske i at vedtage en særlov for en gruppe irakiske flygtninge, der har fået behandlet deres sager af både Udlændingeservice og Flygtningenævnet, men som alligevel nægter at rejse tilbage på trods af afslag på asyl. Betyder det at alle flygtninge fremover skal have lov at blive i Danmark, bare de længe nok nægter at rejse tilbage? Hvis ja, er alle asylansøgere i realiteten sikret ret til at forblive, og vi kan så ligeså godt droppe behandlingen af deres sager i diverse nævn, og give alle opholdstilladelse med det samme. Men er dette ønskeligt? Og er det ønskeligt at medierne og kendte mennesker skal have status som en slags overdommere?

Til gengæld har hun ikke samme klarsyn, når det drejer sig om Ungdomshuset. At medierne skulle være på de unges side i denne sag, er jo det rene glade vanvid, når man ser hvordan sagen er blevet totalt fordrejet i kommunens og politiets favør. En langt alvorligere sag er retsvæsenets behandling af de fængslede. Den 19. marts bragte Information en hårrejsende beskrivelse af disse forhold i en kommentar af Lars-Henrik Olsen. Hvorfor er der larmende tavshed i medierne om denne sag. Jeg vil opfordre den samlede presse til at vågne op, og hjælpe med til at kaste lys over og få stoppet dette vanvid, der åbenbart har grebet dele af den danske dommerstand.

Inger Hansen
Vanløse

Derfor må DF skiftes ud

Hvis nogen skule være i tvivl om Regeringens energipolitik, er der god grund til det. For på den ene side har miljøministeren sørget for at få det kommende klimatopmøde til Danmark. Men på den anden side er Regeringens faste støtteparti fuldstændige upåvirket af de globale klimaforandringer. 22. marts kunne man således i Information læse, at Dansk Folkeparti kraftigt har antydet, at partiet vil blokere for at afsætte de nødvendige penge på finansloven til det kommende klimatopmøde. Hvis Regeringen ønsker at gøre op med de fem spildte år på miljø- og energiområdet og i stedet skabe en ambitiøs energipolitik er det nødvendigt, at Fogh afbryder samarbejdet med Dansk Folkeparti. For hvordan skal Regeringen blive enig om en ambitiøs energipolitik med et parti, der såvel i ord som i handling demonstrerer sin holdning om, at menneskeskabt global opvarmning er en uvidenskabelig teori, og en satsning på vedvarende energi og energibesparelser for at begrænse udledningen af klimagasser derfor er grotesk.

Det er således ikke kun Regeringens hulemænd, der siden 2002 har slagtet dansk energiforskning og udviklingen af vedvarende energi, som er en hindring for Regeringens energistrategi. Også Foghs manglende erkendelse af, at en ambitiøs energipolitik ikke kan forenes med et fortsat samarbejde med Dansk Folkeparti.

Kim Mortensen
mf, energiordfører (S)

Laver LO barn på de offentligt ansatte?

LO har meldte ud, at man ønsker at klare kvalitetsreformen ved et snuptag med treparts forhandlinger. For mig at se burde LO have været sig bevist, at de langt fra repræsenterer de offentligt ansatte alene. Store væsentlige grupper som lærer, pædagoger, sygeplejersker, politibetjente er ikke en del af LO. Her har vi en lang tradition for at have en tæt dialog med hinanden om, hvordan vi samlet varetager de ansattes interesser. En dialog der ikke mindst er med medlemmer og tillidsfolk. Det er nemlig her sådanne initiativer i sidste ende skal forankres og mærkes. Derfor burde det også være oplagt at man samarbejder inden man kommer med et udspil til regeringen/arbejdsgiverne.

For mig at se burde anerkendelse, inddragelse og indflydelse være et faktum i den offentlige sektor. Men det skal være mere end varm luft. Der skal være en konkret forbedring af vilkårene for at udføre et professionelt pædagogisk arbejde. Kravet for os er, mindre dokumentations krav og administrative opgaver, og ikke mindst et bedre arbejdsmiljø. Ordene kvalitet og reform er taknemmelige. Vi frygter, at man blot blander de slidte kort endnu engang - og fortsætter spillet derefter. Derfor e r det relevant at spørge; Er LO og regeringen ved at lave barn på de offentlige ansatte, uden at have overvejet hvad fadderskabet har af konsekvenser? Og er vi iøvrigt enige om hvad barnet skal hedde?

Henriette Brockdoff
formand BUPL Hovedstaden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu