Læsetid: 8 min.

Læserbreve

Læserbreve bragt i dagens Information
Debat
22. marts 2007

Skoene klemmer

Det må selvfølgelig være pinligt at et barn på fem år skal gøre en opmærksom på, at man går i for små sko.

Leif Grage

Valby

Tyraniens vilkår

Det er langt lettere at handle under tyranniets vilkår end det er at tænke

Hannah Arendt

Klimaændringer og fødevareproduktion

Uha da. Det er gået helt galt på side 11 i Information 20. marts, 'Global opvarmning mindsker høstudbytte'. Efter min bedste overbevisning er der stort set intet i artiklen som kan underbygges med anerkendte data.

Lad os tage de vigtige ting først. Påvirker klimaforandringerne det globale høstudbytte? Spørgsmålet er ikke helt simpelt, og desværre fremgår det ikke af artiklen, hvad det er for tal, som forskerne ser på. Ordet høstudbytter benyttes. Hvis der menes 'hektarudbytter', kan det ikke udelukkes, at visse områder har oplevet faldende hektarudbytter visse år.

Men verdens samlede høstudbytte stiger år for år og har gjort det længe. Globalt set der nu mere mad til rådighed pr. person i verden, end nogensinde tidligere. At fødevarer så er skævt fordelt er en helt anden sag, som især skyldes fattigdom og krige; men det er ikke artiklens emne. Jeg har ikke FAO's statistikker ved hånden, men det er helt usandsynligt, at verdensproduktionen af fødevarer skulle være faldende. Heller ikke, hvis vi ser på de udvalgte afgrøder. Her er der for øvrigt sket lidt kiks i oversættelsen: Humle er blandt de vigtigste kornsorter i artiklen?! Humle er ikke en fødevare; det er et råstof til ølbrygning. Mon der har stået barley, som betyder byg?

Det er også gået galt med lommeregneren. "... tilbagegang i produktionen af hvede, majs og humle (!) der svarer til 40.000 t per år eller 283 mia kr". Det er godt nok noget dyrt korn - ifølge min lommeregner ca. 7000 kr per kg.

Vi bør være særdeles bekymrede for klimaændringer, men det har meget lidt med verdens fødevareproduktion at gøre.

Hans Folke, geograf

Tonedøv Bush

Midtvejsvalget viste, at amerikanerne er krigstrætte og uenige i præsidentens Irak-strategi. Alligevel valgte Bush med sin oprustning mere af samme skuffe.

Jeg holder meget af USA. Tilhører en generation, hvor man ikke som rygmarvsreaktion afviser alt transatlantisk. Europa skylder USA evig tak for indsatsen under Anden Verdenskrig, under store dele af Den Kolde Krig og i nyere tid på Balkan, hvor EU i 1990-erne begik forfærdelige undladelsessyn-der i egen baghave. I 1988-92 førte Bush den Ældre forstandig udenrigspolitik - og i Clinton-æraen var det befriende let at identificere sig med USA.

Men George W Bush er politisk tonedøv. Farlig for sine omgivelser og de få tilbageværende allierede. Tænk hvis Bush havde brugt den massive sympati, som strømmede USA i møde efter det bestialske 9/11-terrorangreb, til at gå helhjertet ind i Israel-Palæstina-konflikten, som mere end noget andet er rod til ufred og fanatisme i Mellemøsten. En konflikt, som kaster skygger i resten af verden i form af terror, frygt for terror og indskrænkning af frihedsrettigheder i Vesten i et omfang, man næppe havde troet muligt for 10 år siden.

I stedet valgte Bush den Yngre - uden FN-mandat og plan for at 'vinde freden' - at kaste sig ud i en uligevægtig, privat familie-vendetta overfor Saddam og det Irak, som gik i krig med hans far.

Bo Sandbergøkonom, cand. polit.

Sæt dog licensen op

Forargelsen over budgetoverskridelserne i forbindelse med DR's koncerthus vil ingen ende tage. En generaldirektør, en bestyrelsesformand, en finansdirektør med flere, er blevet fyret. Selv Kenneth Plummer, som i denne sammenhæng må siges at være uden skyld, har været trængt.

Måske er det tid til at mane til besindighed. Efter min hukommelse har vi ikke haft større (halv)offentlige entrepriser siden 2. verdenskrig, som ikke har overskredet budgetrammer og tidsfristerne - bortset fra Øresundsbroen. Budgettet er skredet, men der har ikke været indikationer af uregelmæssigheder, eller millioner, der er forsvundet i den blå luft.

Til gengæld kan nationen glæde sig til et nyt koncerthus - et visionært projekt tegnet af Jean Nouvel - en af verdens mest berømte og originale arkitekter. Alt tegner til, at vi vil få endnu et prægnant pejlemærke for den nationale identitet.

At nationen som helhed ved en ret beskeden licensforhøjelse kunne være med til at række en hånd til koncerthuset og DR, afviser kulturministeren, og heri støttes han af over 60 procent af danskerne. Jamen, jamen, er Danmark da stadig en brugsforening i stedet for et kulturland. Vil man virkelig ikke yde denne hjælp, når alternativet er massefyringer af medarbejdere, som angiveligt ingen andel har i budgetoverskridelserne i DR.

En mistanke om, at kulturministeren ved sin stejle afvisning, samtidig kan slippe af med de 'venstreorienterede' medarbejdere i DR, som han på det seneste har langet ud efter, er naturligvis helt uberettiget. I den konservative kulturelle horisont skal Danmark åbenbart fortsat være en købmandsbutik, hvor skatterne holdes nede og hvor man sætter tæring efter næring.

Ole Witt-Hansen
Greve

Fogh skal retsforfølges

For nylig udtalte chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol, Luis Moreno-Ocampo, at Bush og Blair kan retsforfølges, hvis Irak tiltræder straffedomstolen, hvad dog er usandsynligt, så længe der sidder et amerikansk støttet quislingstyre i Bagdad. Men efter besættelsen er det anderledes, også for danske krigsforbrydere.

Fogh skal retsforfølges, og ingen straf vil være for hård.

Carsten Kofoed
København N

Lubbe og Muhammed

Marinus van der Lubbe blev korrekt dømt (til døden) for ene at have antændt Rigsdagen i Berlin, antyder Henrik Okkels konspiratorisk den 21. marts. Af retssagen dengang i 1933 fremgik, at van der Lubbe ikke kunne have handlet alene. Hans medsammensvorne blev imidlertid ikke afsløret. Efter krigen blev sagen taget op igen, idet van der Lubbes insisteren på egen skyld skete efter tortur, og dommen ændret til otte års tugthus. I 50-året for guillotineringen af van der Lubbe fastholdt den vesttyske forbundsdomstol i en kendelse ophævelsen af dødsdommen.

I øvrigt er tortur-tilståelsen fra nutidige Khalid Sheikh Muhammed ikke ny. Den indgikfor knap et år siden - 27. marts 2006 - i sagen mod Zakarias Moussaoui for at skulle have været flykaprer den fatale september-dag, men ikke blev det. Khalid Sheikh Muhammedes 56 sider lange forklaring har siden været tilgængelig i retsreferatet fra sagen. Den sensationelle lancering i forgangne uge faldt sammen med årsdagen for starten på 2. Golfkrig og legitimerer en forbindelse mellem 9/11 og denne.

Jan Søttrup
København K

Ny universitetslov - også for ledelsen

Et af de emner, der har været tematiseret meget og længe i forbindelse med reformen af det danske universitetssystem, er de forpligtelser, der påhviler den enkelte forsker. Nu skulle det være slut med nulforskere og lektorer, der bare gik og passede sig selv. De ledelsesmæssige forpligtelser har der derimod ikke været så meget blæst om.

Det faktum at ledelserne ikke længere er valgt af kollegerne, men er ansat og i mange tilfælde kommer udefra, har fremstået som en mærkelig udefineret garant for handlekraft og problemløsning. Men for tiden ser vi desværre, at mange af de professionelle ledelser med alle deres beføjelser, har glemt, at en af kerneopgaverne er personalepleje.

De ansatte på Humaniora på KU oplever lige nu, at deres nye ledelse tilsyneladende negligerer en af sine fornemste opgaver: at forsvare medarbejderne mod uhensigtsmæssige krav og detailreguleringer, der kommer ovenfra. I stedet kan man læse i gårsdagens avis, at dekanen mener, at de ansatte nok bare er på vej væk, fordi de er blevet lokket af bedre stillinger på andre universiteter. Det vidner ikke om god personaleledelse. Vi kan simpelthen ikke leve med, at arbejdsforholdene på universiteterne ikke er attraktive. Arbejdsmiljøet udgør grundlaget for at forskerne kan levere forskning og undervisning på højeste niveau. Hvis forholdene på universiteterne ikke er attraktive, er det ganske enkelt utænkeligt, at vi kan fastholde og tiltrække de dygtigste folk, og så bliver forestillingen om forskning og undervisning i verdensklasse et hult politisk budskab. Det er ingen tjent med.

Ingrid Stage
Formand for DM - fagforening for højtuddannede

Medielicensen - et columbusæg

Medie-.. hvad var det nu lige for en opfindelse? Brugerbetaling for noget, man ikke bruger; et columbusæg i en tid med skattestop.

Vi bor i Midtjylland - så langt ude på landet, at end ikke DR2 og gratisaviserne kan nå os. Vi har længe ikke set fjernsyn og fik med stort besvær fortalt licenskontoret, at vi derfor ikke ville betale for TV, men gerne for radio, selvom også P1 er ved at kvæle lytterne i genudsendelser og reklamer og 'skarpe' debatprogrammer, der ligesom mange fjernsynsprogrammer er entropi - tom energi og varmedød. Licenskontoret skrev adskillige gange og helt uforskammet, at sortseeri var kriminelt. At nogen ikke vil se fjernsyn, og at man kan underholdes uden at se på mennesker, der er betalt for at se ud, som om de morer sig, er mistænkeligt.

For få år siden var 'hjemmearbejdspladser' det magiske løsen. Godt for familien og godt for bondelandet. Så kunne man bo herude ha' home- det ene og det andet; det papirløse kontor, rationelt og billigt og svært at leve uden. Næsten for godt til at være sandt!

Politikerne bruger fjernsynet for at blive kendt. Det er public service. Men så kan de jo selv betale. Tvungen brugerbetaling på noget, man ikke bruger, kan ikke være brugerbetaling. Det er maskeret skat, og med et skattestop, skal den vel ikke betales? Det vil være lovstridigt!

Palle Kousgaard
Forfatter, civ. ing.

Et bevaringsværdigt folk

Blot en lille kommentar til Uffe Rasmussens Synspunkt fredag 16. marts: I Danmark er det naturligt, at enhver kvinde føder de børn hun ønsker at føde. Det gælder i som uden for ægteskab. Forudsætningen er, at børnene kan forsørges, hvilket er tilfældet. Barnets tarv står over alt andet i vort samfund. Da vor statsminister Poul Hartling, for år tilbage, mødtes med Mao, Kinas store rorgænger, drøftede de verdens befolkningsproblemer.

Da Mao hørte om Danmark, med fem millioner mennesker, fortæller anekdoten, at han udbrød:

"Det er i sandhed et bevaringsværdigt folk."

Mao havde næppe forestillet sig det kinesiske et-barns-system indført i Danmark. Når det drejer sig om Verden som helhed, har jeg stor forståelse for synspunktet:

"Der er ikke plads til flere børn" så længe der fødes børn til sult, nød og elendighed.

Kinas et-barn-system er det væsentligste bidrag noget land nogensinde har givet til løsning af verdens befolkningsproblemer. Mange andre initiativer kunne tænkes i overensstemmelse med hvert enkelt lands historie og kultur.

Kurt Francis Madsen
Lektor. cand. polit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her