Læsetid: 8 min.

Læserbreve - ham Gud...

Læserbreve bragt i dagens Information
12. april 2007

Det totalitære er lige om hjørnet

I kronikken 7. april leverer Henrik Bang-Møller (HBM) en relevant kritik af den rationalisme, der reelt er religionserstatning. Totaliseres fornuften, er det totalitære lige om hjørnet.

HBM kritiserer helliggjort ateisme, kulturradikalisme, marxisme og videnskab. Men han tager ikke sin ellers fornuftige fornuftskritik alvorligt nok.

Begreber som 'danskhed', 'ytringsfrihed', 'marked' og 'demokrati' kunne tilføjes til listen over religionserstatninger. De behandles ofte som var de hellige væsner, vi ikke kan behandle politisk. Kritikken handler ikke om at

afvise disse begrebers, også positive, betydning for vores kultur, men om at fornuften må kritisere sine egne produkter, skal vi undgå totalitarismen. Når HBM kører kristendommen i stilling som eneste valg mellem totalitær og besindet fornuft, totaliserer sognepræsten sit eget perspektiv til den store Sandhed, vi andre tvivlere blot må underlægge os for ikke at blive totalitære.

Der er givetvis en sammenhæng mellem et kristent fokus på menneskets begrænsethed og udviklingen af fornuftens selvbesindelse. Men opgøret med religionens dominans var også hoveddrivkraft for muligheden for denne kritiske selvbevidsthed, der efterlyses. Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem kristen livsanskuelse og erkendelsen, at mennesket er begrænset.

Søren Engelsen
studerende

Sprog til livsfortolkning

Avisens påskeleder mener at folkekirkens medlemmer 'burde, burde ' gå i kirke i påsken.

Det er at forveksle kvantitet med kvalitet. Hvorfor dog sådan en moralsk pegefinger?

Som et af de folkekirkemedlemmer der er med hver gang der bare er lejlighed til det, spørger jeg i ramme alvor. Jeg kommer der kun, fordi jeg finder indhold i mine stunder der. Lederteksten knækker fuldstændig over efter indledningen, når der står "En logisk konsekvens, når kirken således er tømt for indhold (-)"

Er kirken 'tømt for indhold', fordi flertallet af dens medlemmer ikke kommer? Er ledertekstens troværdighed afhængig af hvor mange der læser den? Har rigets tilstand, beruset af magthavernes flertalsregime, påvirket lederskribenten, så at denne mener at det også i kirkelig henseende alene er antallet af besøgende der bestemmer?

Når et eneste menneske bliver stukket ned i Aalborg, så er det en verden der går under.

Når en fremragende dygtig person gør sig gældende i astronomi og får Rosenkjærprisen, så fryder mange sig. Det gør jeg også.

Og når jeg ser en hob mennesker demonstrere for en slutløsning, så gruer jeg og tænker ikke at de er sandere end hin enkelte, der ikke deltager. Enhver tid har mest lyst til overflade; det kan man tjene mest på. Religionerne giver sprog til livsfortolkning.

Marianne Olsen
Lektor

Gudetro og de vise

Mod gudetroen kæmper selv de vise forgæves! I hvert fald i Information, der jo tror på en gud i hjernen.

Man skal åbenbart ikke opfatte dagbladet Information som en forkæmper for den klare argumentation. I efteråret 2006 bringer Berlingske Tidende en artikel om fundet af Gud i hjernen.

Det kunne man kun opfatte som et tilfælde af utrolig tankeløshed, men tre måneder senere kan Information bringe den samme nyhed på forsiden, med en stort opsat artikel om den samme lidet overraskende undersøgelse af scanninger af religiøse - forsinket, men garneret med mange religiøse kommentarer. I DR's tv blev emnet præsenteret mere koldblodigt.

Information brillerer med mest religiøst nonsens.

Den 7. april i år fuldender Information billedet ved at genoptrykke en artikel fra Kristeligt Dagblad af Henrik Bang-Møller; artiklen er dog forlænget med en prædiken, så den kan fylde en kronik. Det genoptrykte indeholder kun pådutninger og postulater, prustede-len kun meningsløs tale, men argumenter er fraværende.

Den slags er Information med til at udbrede uden substantiel debat - med krig, aidsudbredelse og selvundertrykkelse til følge. Vil Information gøre noget for at udbedre skaden, eller handler det mere om forretning?

Ove Møbjerg Kristensen
Frederiksberg

Hund i et spil kegler

Det er for mig som teolog og præst på mange måder langt sjovere at skrive i dagbladet Information end i de andre aviser. For i navnlig Information udfylder mine indlæg tilmed den opgave, som vist nok jægere i England bruger gravhunden til, når de er på jagt: at jage ræven ud af sin hule, hvorefter den vilde jagt kan indledes.

Således jages også den skarpsindigt analytiske professor, Niels I. Meyer, ud af sit hermetisk tilknappede univers og bruger hovedparten af sin spalteplads til at ærgre sig over, at Information overhovedet kan finde på at lægge avispapir til mine indlæg. Det er det Frederik Stjernfeldt og Søren Ulrik Thomsen kalder for 'negativ opbyggelighed'. Det er nu engang Niels I. Meyers hedenske gudstjeneste, hvor han kun kan høre sin ekkoet af hans egen prædiken.

På linje med Niels I. Meyer ymter også andre scientister og ateister sig og vånder sig dybest over, at Information ikke længere fungerer som deres negativt opbyggelige menighedsblad ligesom i de glade 70'ere. Når alle disse betonstøbte scientister og ateister på et tidspunkt kommer til klarhed over, at også deres anskuelse er religiøs og dermed må affinde sig med den usikkerhed, som altid vil være forbundet med vores menneskelige perspektiver, så er vi nået rigtig langt i en ægte og inspirerende dialog.

Men det har åbenbart lange udsigter

Henrik Bang-Møller
sognepræst i Skagen

Forherligelse af kokainmisbrug

Da rubrikken trods alt fylder, og intet i avisen bør være ligegyldigt, er jeg nødt til at komme med en reaktion på bagsiderubrikken FOLK for 7.-8. april og stille spørgsmål til, hvor grænserne for indholdet i

rubrikken går. Jeg vil meget gerne vide med hvilken hensigt ordene om Keith Richards' "sniffen sin fars aske og kokain" bringes, da jeg ikke forstår hvorfor Information finder det tilpas vigtigt at viderebringe den slags.

... og, ja, jeg er også moralsk forarget over den forherligelse af sniffen kokain samt uintelligente måde at omgås kremerede personer på.

Hans Houmøller Rødovre

Brutal diskrimination sker andre steder

Nu skal vi igen lægge ryg og skyldfølelse til en rapport fra OSCE, der beskriver hvor forfærdeligt diskriminerende, vi er, ikke mindst mod muslimer, og naturligvis med den diskret skjulte dagsorden, at vi skal gøre endnu mere for de stakkels, diskriminerede mindretal. Med den form for tak for det store arbejde, almindelige danskere og offentlige institutioner gør for at få integrationen til at fungere i hverdagen, er det en forbløffende ringe tak, vi får.

Det værste er egentlig rapportens proportionsforvrængning. Generelt bliver muslimer og muslimske organisationer behandlet i tråd med loven, både dens bogstav og dens ånd. Det er på ingen måde tilfældet i store muslimske lande, hvor kristne og andre mindretal er udsat for en knusende diskrimination, officielt så vel som uofficielt. Det hører vi bare ikke ret meget om, ikke mindst fordi det kan være farligt at sige højt.

Uafhængige organisationer som CompassDirect og mange andre har udførlige rapporter om, hvor slemt det er. I stedet for at prøve at gøre sig til herre over den danske regerings politik i Muhammed-krisen ville OSCE gøre meget mere gavn for langt flere mennesker ved at fokusere på de mindretal, der virkelig bliver udsat for en brutal behandling. Det ville være en værdig opgave, som Europa kunne stå sammen om at løfte.

Henrik Ræder Clausen
Brabrand

Bliv ved Metz

Gudrun Heilbuth angriber 11. april Georg Metz for at konstant angribe Dansk Folkeparti og ligefrem være perfid over for Pia Kjærsgaard. Jeg vil opfordre Metz til at fortsætte og gerne intensivere angrebet på Dansk Folkeparti og alt hvad det står for af snæversynethed, dumhed og direkte ondskab. I øvrigt er det ikke rigtigt at Metz koncentrerer sine angreb om Dansk Folkeparti. Han har et godt øje til alt hvad der foregår af dumhed i dansk politik i disse mørke år, og der er brug for giftige bemærkninger - man må jo hyle med de ulve man er iblandt.

Finn Helles
professor, dr.merc.

Kan vi vente på ligestillingen?

Ligestillingsministeren har holdt mange møder på det seneste.

Ud af dem er der kommet både visioner om oplysningsarbejde, handlingsplaner og andet godt fra det bundløse hav af politiske skumsprøjt. Men skal vi skabe andet end sprøjt og krusninger på overfladen, må vi politikere turde tage mere ansvar, og iværksætte flere initiativer, der virkeligt sætter vandene i bevægelse.

Regeringens vision er ifølge den selv, "at kvinder og mænd skal opfattes ligeværdigt og har lige mulighed for at vælge det liv, de ønsker", og den fastslår, at vi alle har et ansvar for, at ligestillingen lykkes, både som enkeltpersoner og virksomheder gennem personalepolitik.

Lige nu er 78 pct. af medarbejderne i den offentlige sektor kvinder, og alligevel er kun 90 ud af 98 kommunaldirektører mænd.

Hvis vi ønsker ligestilling ikke om 100 år, men om 10 eller 20, så må vi arbejde mere aktivt for det.

I Det Radikale Venstre mener vi, at man fra politisk side med en række initiativer.

Som eksempelvis med barselsorlov øremærket til mænd, måltal for antallet af kvindelige ledere i det offentlige og større udpegning af kvinder til råd og nævn bør tage et ansvar for, at ligestillingen bliver en bølge, der skaber ringe i vandet - ikke bare en krusning på overfladen.

Lone Dybkjær
ligestillingsordfører for Det Radikale Venstre

Papirnusseriet breder sig

Hjemmehjælperne udfylder skemaer i stedet for at hjælpe. Lærerne laver elevplaner i stedet for at undervise. Pædagogerne udformer udviklingsplaner i stedet for at udvikle. Socialrådgiverne bruger kun en femtedel af deres arbejdstid på at hjælpe dem, der har været udsat for en 'social begivenhed'.

Hjemmehjælperne, lærerne, pædagogerne og socialrådgiverne oplever mere og mere mistillid og kontrol; det giver dårligt arbejdsmiljø

- og hedder New Public Management. I 1972 opfandt Mogens Glistrup det dejligt danske papirnusseri.

For sådan angreb pæne og mindre pæne borgerlige det offentlige også før Glistrup: Det var bureaukratisk med bunker af meningsløse skemaer og formularer, udbredt slendrian og dovenskab - og kommunalarbejderen lænede sig til sin skovl og drak bajere!

Anders Fogh Rasmussen har i sin politik og i sine udtalelser tilsyneladende taget afstand fra de meninger, han gav udtryk for i sin Minimalstats-bog fra 1993. Men det ser mere og mere ud til, at centraliseringen og den øgede fokusering på skemaer, evalueringer, kontrol & papirnusseri netop har den skjulte dagsorden at miskreditere den offentlige sektor så meget, at Fogh Rasmussen på den lange bane kan få flertallet til at gå ind for sine synspunkter fra 1993.

Det er bare smart, Anders!

Henrik Okkels
Hornslet

Tågehorn
Hvis man nu satte præsten i Skagen, Henrik Bang Møller, ud på Grenen på en tåget aften, ville han formentlig kunne forhindre et par grundstødninger.

Hans Bredahl
Roskilde

Biler for brød
Den seneste FN-rapport om klimaet forudser hungerkatastrofer som følge af tørke og oversvømmelser. Som svar på udfordringen har Præsident Bush satset på et program for ethanol til biler, som vil kræve 30 pct. mere end USAs årlige produktion af hvede, majs og soja.

Tørk Haxthausen
Sandvig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu