Læsetid: 8 min.

Læserbreve

Læserbreve bragt i dagens Information
Debat
22. maj 2007

Statsministeren er hurtig - under tiden

Det tog kun Anders Fogh Rasmussen 8 dage at finde grund til at afkræve Ny Alliance svar på, hvordan man ville financiere en skattelettelse. Og det er da overraskende hurtigt i betragtning af, at han endnu ikke har fundet grund til at spørge sine egne om, hvordan man præcist definerer et råderum til en beskeden skattenedsættelse. Jeg tillader mig derfor at foreslå, at vi indtil videre omdøber det eufeministiske udtryk til det mere almindeligt anvendte udtryk: Syltekrukke.

Hans Børsting
Birkerød

Udviklingsbistand og gældsslettelse.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs kommenterede 16. maj Informations artikel fra den 14. om gældsslettelse. Hun forsvarer den praksis Danmark og en række andre lande har fulgt. Det er korrekt, at det er tilladt efter OECD-DACs regler, men det er bestemt ikke i overensstemmelse med ånden i Monterrey aftalen fra 2002. Det er trist, at Ulla Tørnæs går så meget i forsvarsposition mht. at forsvare indregningen af gældseftergivelse. Danmark er ikke den største 'synder' i den sammenhæng. Men vi kan derved medvirke til at give 'dårlige' undskyldninger til de EU-lande, der ikke lever op til deres forpligtigelser. Det er der grelle eksempler på som påvist i CONCORD-rapporten 'Vent med bifaldet'. (Se Information 11. maj). Det er også uforståeligt, at Udenrigsministeriet helt ukritisk udsender en pressemeddelelse om, at de gamle EU-medlemslande med 0,42 pct. af BNI samlet mere end lever op til det samlede mål for 2006 på 0,39 pct., når faktum er, at fire lande: Spanien, Grækenland, Portugal og Italien ikke levede op til minimumsmålet på 0,33 pct. i 2006 selv uden gældseftergivelse, og at yderligere tre lande: Tyskland, Frankrig og Østrig falder uden for, hvis gældseftergivelse fraregnes. Hvorfor ikke gøre Danmark til foregangsland, der sammen med ligesindede, kan presse de andre EU-lande til at leve op til deres forpligtigelser ?

Per Bo
koordinator, EU-NGO Platformen

Dyre døde spisefisk

Når spisefisk er så dyre herhjemme, så skyldes det blandt andet, at fiskerne poå grund af de stramme kvoteregler 'er nødt til' at smide tonsvis af de gode spisefisk, der er kommet i nettet, døde ud i havet igen til ingen verdens nytte. Det var i hvert fald, hvad en gemytligt smilende fiskehander forklarede den interesserede lyttende tv-reporter Mik Schack i Mik Schacks hjemmeservice på DR2 søndag . Dette ufattelige miljø- og ressourcesvineri lader åbenbart til at være daglig praksis!

Konklusion: Enten bør der strammes alvorligt op på reglerne, eller også er det kontrollen, der i dette tilfælde svigter totalt.

Søren Blaabjerg
Hørning

Er Per Stig Møller både døv og blind?

Per Stig Møller siger til Information 19. maj 2007, at Saddam Hussein fik en hel verden til at tro på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Hvis Per Stig Møller dog bare havde kigget ud af vinduet den 15. februar 2003 og hivet sine ørepropper ud, kunne han måske have fået på fornemmelsen, at ikke alle delte hans opfattelse.

Udenfor Christiansborg stod nemlig 40 - 50.000 mennesker, der demonstrerede imod krigen i Irak og ikke mindst grundlaget for den. Hvis han endvidere havde tændt for enten radioen eller fjernsynet den dag, ville han have hørt og set, at millioner af mennesker på verdensplan var på gaden for at demonstrere imod krigen.

Hvor er det dog usmageligt af Per Stig Møller at underkende alle disse menneskers opråb!

Jonas Anker Aalborg og Charlotte Paaske Rasmussen
København V

Anders Fogh er det egentlige problem

Alle oppositionspartierne kæmper om, hvem der kan være bannerfører i kampen mod Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard. Partiernes erklærede formål er at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse. En vigtig pointe, der drukner i debatten, er blot, at det er Anders Fogh, der er den egentlig grund til Dansk Folkepartis magt.

Det er Anders Fogh, der er problemet - ikke Pia Kjærsgaard og præstebrødrene. Anders Fogh er manden, der indførte skattestoppet, den utiltalende udlændingepolitik og den nedbrydende folkeskole. Ingen partier, heller ikke Dansk Folkeparti, får lov at diktere Anders Foghs politik. Dansk Folkepartis indflydelse skyldes ene og alene Anders Foghs vilje. Derfor skal der arbejdes for, at afskære både Fogh og Kjærsgaard fra indflydelse.

Manu Sareen
folketingskandidat i København (DRV)

Flere af de lange køretøjer tak!

Nu sker det igen. Vi står overfor en problemstilling som kan løses på forskellige måder. De vil begge koste dyrt, det er sikkert, men der kan også tjenes på dem begge.

Spørgsmålet er hvilken løsning, der skal vælges. Skal det være den, som passer ind i vores planer om at sænke CO2-udslippet, eller skal det være den, som om fem år, ifølge Vejdirektoratet, vil skabe samme problem som nu? Hvis den sidste løsning vælges, hvad så om fem år?

Hvad med nogle flere af de køretøjer hvori man lovligt kan tale i mobil, imens man transporteres? Dem der lugter bedre og ikke forårsager så ubehageligt mange ulykker? Hvad med en løsning, som på trods af forsinkelser og samvær med fremmede mennesker, kan transportere os sikkert og energirigtigt ind i fremtiden?

Siri M. Schmidt
Valby

Grynt fra et næsehorn

Det er endnu engang lykkedes for Georg Metz at afsløre et af regeringsmedlemmerne som et næsehorn uden sans for selvkritik, endsige for humor.

Beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen protesterer (19. maj) mod at Metz sammenligner forbud mod at offentligt ansatte kvinder nægter at give håndtryk til mænd med et muligt forbud mod at bære solbriller. Han kan slet ikke se at begge dele er lige uvæsentlige og latterlige.

Finn Helles
Charlottenlund

Wundt, Mann og Sønderjylland.

Cand. Mag. & Mag. art. Orla Christiansen fra Åbenrå, som jeg fornyelig har debatteret med i JydskeVestkysten, har rettet en kritik af min klumme: 'Konfrontationens nødvendighed' (Information 12. maj). Christiansen er af den opfattelse, at situationen i Sønderjylland i 30'erne, hvad angår nazismen, ikke adskilte sig nævneværdigt fra resten af landet, hvilket er et overraskende synspunkt og i øvrigt noget vrøvl. En af de bedste kendere af Sønderjyllands historie i 30'erne er den legendariske Askov lærer Richard Andersen, som i 1968 skrev det læseværdige værk: Danmark i 30'erne - en historisk mosaik (Gyldendal).

I kapitlet: 'Sønderjylland' pp. 257-286 fremgår det hos Andersen, at kampen mod nazismen i Sønderjylland var anderledes end i resten af landet, hvilket bl.a. var betinget af tilstedeværelsen af det tyske mindretal (nazificeret).

Det spillede endvidere også en rolle for den politiske udvikling i Sønderjylland i 30'erne, at Slesvig-Holsten var en af nazismens absolutte kerneområder. Slesvig-holstenerne arbejdede således ihærdigt på en grænseændring og intervenerede derfor også politisk i Sønderjylland.

Hvad angår min vurdering af Max Wundt og Thomas Mann, så tager den afsæt i den liberale historiker von Krockows værk: Tyskland 1890-1990 pp. 75-85 (Gyldendal).

De tyske krigsmål er opridset hos von Krockow. Du kan derfor Orla Christiansen hos Krockow få vished om, at man ønskede Belgien og dele af Frankrig indlemmet i kejserriget Tyskland.

Thue Kjærhus
højskoleforstander

Nordbrandts bogstavelighed

Sært nok: Har man først erhvervet sig et navn, er éns meninger om hvadsomhelst pludselig interessante for medierne, selv om de er åbenlyst ukvalificerede.

Som nu Henrik Nordbrandt, der oftere og oftere stiller sig op som 'religionskritiker', f. eks. i Information 19.-20. maj: "Til daglig tænker folk fuldstændig logisk, de lever et logisk liv, der hænger sammen. Men lige pludselig er de villige til at slutte sig til folk, der er psykopater, og som siger de mest vanvittige ting - profeter som Jesus og Muhammed eller diktatorer som Stalin og Hitler".

Ja, kunne man tilføje, eller digtere som Henrik Nordbrandt! Hør bare: 'Det er svært at overliste månen: / Den bestemte rækkefølge / af døre, man skal igennem / for at komme til at se den fra bagsiden / er næsten uoverskuelig / - Og så risikoen for at begå et fejltrin / pludselig at komme ud på en trappe / hvor vinden blæser kødet af ens tænder.'

Hvordan kan mennesker, hvis "tilværelse er baseret på empirisk forskning og erkendelse", finde mening i læsningen af sådan en gang vrøvl?

Jamen det er jo poesi, vil man nok svare. Men det er bibelen også: at bibelen er litteratur og skal læses som sådan, har kristne vidst og praktiseret i hundredvis af år. Men Henrik Nordbrandt har ikke fattet det endnu. Hvorfor skal vi så høre på ham?

Bjarne Troelsen
lektor

Levende lig

Den glimrende Carsten Jensen har det undertiden med at være temmelig kategorisk. Nu begraver han venstrefløjen, som efter hans mening er stendød. Men det er her, man skal passe lidt på, idet nogle af ligene stadig synes at trække vejret.

Jeg har de seneste år fulgt en række folketingsdebatter på tv. Og i forbindelse med Foghs løgne, fortielser og arrogante nysprog omkring Irak-krigen er der fra SF og Enhedslistens side blevet stillet hundredvis af spørgsmål til statsministeren. Disse forsøg på at afdække dybereliggende problemkomplekser er imidlertid prellet af på Fogh, fordi vi i denne blokpolitikkens æra har haft en så steril front trukket ned gennem det politiske landskab. Venstrefløjen, som på dette område desværre har stået ret alene, har dog virket ganske pågående og levende.

Ret skal være ret, Carsten. Og du bør først begrave dine medmennesker mortis causa.

Henning Mortensen
Sondrup

Skattestoppet kuldsejlet

Ny Alliance har med sit skatteforslag placeret sig solidt til højre for regeringspartierne. At partiet ikke anviser finansiering, ændrer ikke ved, at de rørte vande har bragt skattestoppet til kuldsejling. Nu er både konservative og Venstre klar til at moderere 'skattestoppet'.

Det logiske svar fra Socialdemokraterne må være et farvel til 'skattestoppet' og vilje til, sammen med de radikale, SF og Enhedslisten, at gå ind for en egentlig skatteomlægning med lavere skat på arbejdsindkomster, finansieret ved højere ejendomsskatter. Det vil være en socialt retfærdig skattereform, hvor VK-partiernes og Ny Alliances skattereform vil blive en foræring til den rigeste tiendedel af befolkningen.

Ib Christensen
fhv. MEP og MF

Carsten Jensens nye parti
Uhadadadada - sikke en skideballe hr. Jensen (Information 19. -20. maj). Der er kun et at gøre: du blir sgu nødt til at danne dit eget parti. Hva med 'Ny Selvgodhed.dk'.

Hans Henrik Clemensen
medlem af SF

Eksamensburka?
Det har vakt opsigt og forargelse, at lektor Klaus Kjøller fra Københavns Universitet har gentaget den gamle sandhed, at de kvindelige studerendes udseende og kropssprog ved en eksamen kan spille en rolle for resultatet. Forslaget om indførelse af en eksamensburka ligger lige for.

Jan krag jacobsen
lektor

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her