Læsetid: 8 min.

Læserbreve

Læserbreve bragt i dagens Information
15. maj 2007

Galatheas seksuelle feltstudier

Uanset om det viser sig, at beskyldningerne om feltstudier udi prostitution på det danske ekspeditionsskib Galathea, er korrekte eller ej, bør det alligevel være anledningen til atter at stille krav om etik for offentligt udsendte. I SF vil vi ikke acceptere, at udsendte danskere medvirker til en udnyttelse af kvinder i prostitution.

Det er beskæmmende, hvis statsfinansierede projekter går hånd i hånd med, at de udsendte skal have noget på den dumme på bekostning af mennesker på et langt lavere økonomisk levetrin.

SF vil have, at der skal etableres en etisk kodeks, der forbyder køb af sex i udsendelseslandet for alle udsendt af den danske stat eller andre offentlige myndigheder.

Balder Mørk Andersen
formand for SF's ligestillingsudvalg

Pigerne og drengene
Karina Søby Madsen skriver en replik til kronikken den 19. april (om at drenge har dårligere vilkår for uddannelse end piger), at hun er træt af at høre på historien om, at der er for mange kvinder i institutions- og skolelivet. Hun spørger derfor, om det ikke er tid til at opgive denne diskussion, og i stedet koncentrere sig om, hvordan vi kan undgå at videreformidle forældede normer for, hvad der er accepterede drenge- og pigenormer - f.eks. at drenge ikke behøver hjælpe lige så meget til som piger, og at piger heller evil sidde og læse en bog end at klatre i træer. Denne tilgang er selvfølgelig tiltalende, men i praksis ikke realistisk. Virkelighedens verden er jo, at drenge i 80 procent af tilfældene har sværere ved at sidde stille end pigerne i klassen, at de heller vil klatre i træer end at læse bøger, og at det i dag ofte betragtes som et forstyrrende element i skolegangen, at de i højere grad har denne adfærd. Irritationen blandt de voksne, som omgiver drengene, kan blandt andet resultere i dårligere karakterer,og dermed dårligere vilkår for videre uddannelse.

Situationer viser sig allerede helt ned i børnehavealderen. I et velplanlagt attack med en legekammerat klipper min femårige dreng og en kammerat en dag ophængte balloner ned fra børnehavestuen forud for en fest - uden pædagogernes tilstedeværelse. De kvindelige pædagoger omtaler episoden som en ret alvorlig drengestreg, men den mandlige pædagog omtaler den som "en humoristisk ballade, der jo skal til engang imellem for frække drenge". Episoden omtales dog på intet tidspunkt af ham som et egentligt problem.

At der er langt flere drenge, der har svært ved at sidde stille i skolen, er vel kun et problem i det omfang institutions- og skolelivet i samarbejde med lærere ikke magter at give dem de rammer, som gør, at de 'på trods' alligevel fatter interesse for læring. Og forstået i denne sammenhæng er det bestemt sikkert, at flere mænd i pædagogiske erhverv sikkert vil hjælpe i retning af at skabe mere plads til at forbedre disse rammer."

Charlotte Meyer Henius og Mads H. OdgaardFrederiksberg

Overflødigt Melodi Grand Prix
Kan man sammenligne æbler, pærer, ferskner og bananer. Jo, det kan man da godt, men det giver bare ikke nogen fornuftig mening. På lignende måde med Melodi Grand Prix. Der har aldrig været for fem eurocent mening i dette nonsens, det være sig aldrig så populært. Det gælder ikke mindst i øjeblikket, hvor det musikalske nærmest har udviklet sig til at være en betydningsløs biting sammenlignet med den overdrevent opstyltede garniture, de grimasserende teatralske attituder og det chauvinistiske islæt.

Overhovedet giver det ingen mening at afholde afstemningskonkurrencer på det kunstneriske område - i al fald ikke, hvor der ikke er tale om et nødvendigt valg, som alle derefter må indrette deres smag efter, men hvor enhver ret problemfrit kan vælge, hvad man personligt bryder sig om at lytte til, se på osv. og så lade andre om at følge deres smag.

Søren Blaabjerg
Hørning

Den rette tro
Det var dog utroligt som ateister så som Christian Braad Thomsen i et læserbrev i Information den 14. maj har det med at gøre krav på den rette læsning af bibelen. Bibelen hverken kan eller skal læses bogstaveligt, da det nye testamente består af mundtlige overleveringer fra menneske til menneske og altså ikke er Guds ord og derfor ikke kan tages som udtryk for en absolut sandhed. At Thomsen så ikke vil erkende at hans citat er hentet fra en lignelse, er jo decideret latterligt.

En ting, der provokerer mig voldsomt ved den såkaldte 'militante ateisme' er det snæversyn, den har det med at medføre. Og så er det da pudsigt, at religionsbekæmpere læser Bibelen mere fundamentalistisk end de kristne selv.

Jakob Kofod
Nørrebro

Endnu en feminist uden humor?
Det er ikke så tit, man kan blive i tvivl, om man er i gang med at læse Information eller mandebladet M! Den 11. maj var en beklagelig undtagelse. Bagsiden handlede om, hvor fatalt det er, at et forskningshold har påvist en sammenhæng mellem oralsex og kræft. At det er da en bommert at lade nogen forske i det: for så får kvinder jo en undskyldning for ikke at levere varen! Og oralsex er jo selvsagt en af alle mænds største glæder, synes skribenten at mene. I stedet mener skribenten, at man burde forske i det skadelige ved forspil og nusseri efter sex - også kendt som det, kvinder selvfølgelig elsker, og som mænd jo helst vil slippe for. Hvad sker der for kønsstereotyperne/afstumpetheden under dække af humor i Information? Man kan jo altid beskylde en feminist for bare ikke at have humor, men i dette tilfælde kan jeg ikke forestille mig nogen intelligent læser more sig.

Lise Frøhlke
studerende

Flere scanninger - samme udstyr
Hvorfor er der ikke en journalist, der fanger påstanden i radioens nyheder om tyske hospitalers større antal scanninger pr. dag med det samme udstyr som på de danske hospitaler ?

Jørgen Hvid
Brædstrup

Radikal alliance, naturligvis

Et eller andet sted er det befriende for partiet Det Radikale Venstre, at Naser Khader tonede rent flag og stiftede Ny Alliance. Det var godt for de radikale, og det skal nok blive godt for folkestyret al den stund, at mange frustrationer nu kommer op til overfladen i den politiske virkelighed.

Dette gælder ikke kun Det Radikale Venstre, men så sandelig også såvel Venstre som de konservative. Og Dansk Folkeparti må også - med dette vink med en vognstang - få nogle tanker, nogle andre tanker, end det hidtil har haft på indtil flere områder.

I Det Radikale Venstre er tiden også kommet, hvor man bør standse op og spørge, om den hidtil valgte strategi for den rigtige politik, var den mest hensigtsmæssige. Det var den ikke.

Det var rigtigt at melde Marianne Jelved ud som radikal statsministerkandidat, hvilket parti ønsker ikke sin formand som statsminister? Men det var for akademisk at gøre det ultimativt.

De radikale, langsigtede mål er naturligvis ultimative - i den radikale ideverden, men i den virkelige verden er dialogen, det samarbejdende folkestyre, simpelthen vejen. Og dialog sammen med ultimative krav giver ingen resultater.

Det budskab, den politik, der ligger i den anden vej, blev meldt for kantet ud af Marianne Jelved, der kom for meget støj på ledningen, og fokus blev fejlagtigt fæstnet på personen Marianne Jelved.

Det var synd for politikken, der lå bag, det var synd for Marianne Jelved, for nu kan hun kun trække sig og overlade vinduespladsen til en anden.

Vinduet til såvel udsyn som indsigt omkring den radikale politik bør pudses nu, og det kan Marianne Jelved ikke. Det kunne naturligt være Margrethe Vestager, men Marianne Jelved vil fortsat være en naturlig og uundværlig kompetence i den politiske, radikale alliance i partiet.

Bent Nordheimmedlem af Det radikale Venstre

Ny Alliances Europapolitik

Ny Alliance har gode muligheder for at bringe Europa-politikken fremad. Med to Europaparlamentsmedlemmer, nemlig Gitte Seeberg og Anders Samuelsen, og med Naser Khader som tidligere talsmand for Nyt Europa i front, har vi i Nyt Europa store forventninger. Vi forventer, at Ny Alliance vil komme med forslag til mere demokrati i EU, til at bringe EU ud af dødvandet omkring forfatningstraktaten, ny dynami i økonomi og miljø, en stærkere global rolle og til, at vi hurtigt får afskaffet de danske forbehold.

Kære Gitte, Anders og Naser. Hvornår kommer jeres udspil. Der har ikke været meget i presssen om jeres Europapoltitik. I skal have tid til udforme politikken, men vi venter spændt.

Søren Keldorff
Nyt Europa

Statistisk folkeparti

Nu vi alligevel har gang i de store rokader med radikale, konservative og folkeparti-vandringer og med stiftelse af - indtil videre - ét nyt politisk parti, vil undertegnede gerne ride med på bølgen med følgende forslag: - et politisk parti, som i nær tilknytning til et analyseinstitut (på Finansloven!) udformer sin politik således, at den altid er i overensstemmelse med et flertal i befolkningen.

"Den holdning er der ingen stemmer i!" er en udtalelse, som Pia Kjærsgård er citeret for i et aktuelt medie.

Jeg vil gå et skridt videre - fra holdninger til meninger.

Et parti, som ikke blander særligt kompetente eller vidende folk fra diverse - i lovgivningsmæssig sammenhæng - relevante fag, uddannelser, forsamlinger, enkeltpersoner, råd, udvalg eller lignende ind i diskussioner og overvejelser, men som for hver sag simpelthen laver en valid folkeundersøgelse, med et rimelig bredt udsnit af den stemningsberettigede - (om igen: den stemmeberettigede) - del af befolkningen, med segmenter og diverse, som man nu gør i den slags sager - og som på baggrund af disse undersøgelser udformer sit politiske program fra sag til sag - som sagt altid med et befolkningsflertal i ryggen. Mere demokratisk kan det ikke blive. Folket mener - folket taler!

Et sådant parti kunne meget dækkende kalde sig: Statistisk folkeparti - og som udviklingen er i dansk politik (og for så vidt også i udenlandsk), må man kunne forvente en stærk tilslutning til et sådant parti.

Desværre er jeg selv travlt optaget af mit såkaldt liberale erhverv som rektor for et pædagogseminarium i Gladsaxe - men jeg synes jeg ville give ideen videre og håber, at der er nogen, der kan tage den op.

Personligt ville jeg måske ikke selv stemme på et sådant parti, men jeg har på den anden side gennem lang tid vænnet mig til at være i mindretal, så det ændrer ikke på min opfattelse af, at der vil være stemmer i det foreslåede.

Sten Haxø
seminarierektor

Kød ikke problemet

Forsidehistorien i Information den 14. maj var, at kødproduktion forurener og udleder drivhusgasser, og derfor bør vi allesammen blive vegetarer.

Det lykkes Information at skrive en lang artikel om problemstillingen uden at nævne befolkningstallet med et ord.

Mennesket er en kødspisende art, og det er usundt for os at leve af mel og mælk. Problemet er ikke vores kost, men vores antal. Jorden har ikke ressourcer til at ernære seks-otte milliarder mennesker.

Hvis vi var halvt så mange mennesker, kunne vi hver især spise dobbelt så meget kød.

Lad os få befolkningstallet på dagsordenen!

Sju G. Thorup
cand.scient.

Ja, Gwynne Dyer!
Jeg har altid ment, at når man ikke kan pålægge en gud ansvaret, må man påtage sig det selv - som person, som chef, som regering - og man kan ikke henholde sig til at paradiset venter 'de elendige'.

Else Wåle
Helsingør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu