Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
31. maj 2007

Lad aggressoren betale

I artiklen 'Hårdere straffe er en rygmarvsreaktion' 29. maj konstateres det at længere straffe ikke påvirker antallet af voldssager i nedadgående retning. Det eneste tilbageværende argument for at opretholde strengere straffe synes at være det diffuse hensyn til befolkningens retsfølelse; "så kan de sidde og rådne op! Sør'me!" Det krænker til gengæld mig at vi, samfundet, således spiller fallit idet vi ikke gør noget brugbart for at forhindre gentagelser af voldsudbruddene.

Jeg har derfor et forslag: Udover de andre tiltag, så idøm en art økonomisk straf a la bøde, hvor pengene er øremærket til behandling af aggressoren. Dvs. hvis man har tendens til at prygle andre, så må man selv betale for behandling for at komme ud over dét problem.

Martin EskildsenDyssegård

Prøv noget nyt

Kenneth Kristensen (DF) har, ikke overraskende, fuldstændig misforstået 'Alliancevælgerne' i hans indlæg 25. maj i Information. Min egen grund til at blive medlem er ikke et naivt ønske om at få "det bedste af alle verdener". Det er derimod et ønske om at nuancere det politiske rum i Danmark. Et ønske om, proaktivt og åbensindet, at kunne debatere kontroversielle emner som skat, indvandring og især EU - både i folketinget og på gaden.

Kenneth Kristensen har i alle årene, både som formand for DFU og nu også som folketingskandidat, repræsenteret en lille, reaktiv del af den danske befolkning. Han klamrer sig til Janteloven (omend den også er blevet europæiseret og globaliseret for længst), og har utrolig svært ved at forestille sig, hvordan det både kan være værdimæssigt og økonomisk ansvarligt at være åbensindet. Hermed en opfordring til at prøve noget nyt: Vær dog lidt optimistisk! Og hvis det er svært at blæse med mel i munden, så prøv at puste igennem næsen.

Peter Lemmichlandsformand i Europæisk Ungdom

Konspiranoia og retssikkerhed

Apropos endnu en historiker; Niels Henrik Vejen Jespersen, der i sin kronik 21. maj tror vi 9/11-kritikere sovser rundt i konspiranoia. Og dynger påstand mod påstand mod kemiker Niels Harrit, som om vi skulle blive klogere på det fordi han vrænger og kalder vores mistanker om urent spil 'tåbelige'. Jeg beskæftiger mig ikke med snedige konspirationsteorier. Jeg beskæftiger mig med at Bush-administrationen var inhabil i undersøgelsen af 9/11 qua det forhold at de selvsamme kredse i tænketanken Project for a New American Century (PNAC) havde forudset at et nyt Pearl Harbor ville katalysere deres globale ambitioner. (Rebuilding Americas Defenses, sep. 2000)

Ethvert samfund med respekt for retssikkerheden ville indse at denne interesse naturligvis gjorde dem inhabile i opklaringen af hvordan katastrofen var mulig.

NHVJ mener vi knækker kritikken af den katastrofale Irak-krig ved at fokusere på 9/11. Hertil har jeg kun at sige at man kan ikke dræne en sump ved at trække vandplanterne op.

Bo RichardtEspergærde

Sekulær politisk debat

Jeg er fornyelig blevet sporadisk læser af Information igen og har nydt diskussionen for og i mod brugen af religiøse argumenter i den politiske debat. Henrik Nordbrandt argumenterer sammen med Anders Fogh Rasmussen m.fl. imod og henviser religionen til privatsfæren. Lars Qvortrup leverer et interessant forsvar for religion som en speciel form for viden, der har sin legitime plads også i det offentlige rum. Mens Qvortrup med sit udgangspunkt i den 'Luhmanniske' sociologi har problemer med er/bør distinktionen og lidt problematisk kommer til at forudsætte at religionen ER en form for viden om forholdet mellem immanens og transcendens, står det klart for mig at Nordbrandt & Co på den anden side er lidt for selvsikre, når det kommer til deres evne til at skelne religiøse udsagn fra politiske. Indeholder f.eks. kommunistiske eller neoliberale utopier, vel umiddelbart begge legitime deltagere i en sekulær politisk debat, ikke religiøse elementer - f.eks. om individets og samfundets frelse?

I diskussionen af den europæiske sekularisme har flere peget på at det strenge krav om at udelukke religion fra politik kan være med til at fremmedgøre religiøse grupper fra den politiske debat. For så vidt at deltagelse heri KAN være integrerende og bidrage til en øget forståelse mellem forskellige synspunkter, synes en sådan udelukkelse umiddelbart uheldig. Der er selvfølgelig ingen garantier herfor. Det KAN også føre til splittelse, hvorfor eksponenter for 'frygtens liberalisme' historisk set har argumenteret for at tage religionen af debattens dagsorden: visse 'tavshedsregler' må observeres hvis ikke samfundet skal sprænges.

Mit argument er, at det kun er gennem debatten at det religiøse (foreløbigt) kan adskilles fra det politiske. Betingelsen for deltagelse må være en besindelse på rimeligheden: alle må i udgangspunktet betragtes som ligeværdige borgere, der er ved deres fulde fornufts brug. Det er legitimt at se om ens eventuelle religiøst funderede fordringer vinder genklang hos andre, samtidig med at man må acceptere, at de ikke nødvendigvis gør det. Og lidt udefra betragtet er det jo ikke særligt sandsynligt, at folk der virkelig ønsker at påvirke en demokratisk offentlighed vil have store chancer, hvis de tager udgangspunkt i deres egen religiøse dogmatik. Derved har Nordbrandt og Fogh måske knap så meget at frygte, hvad enten det drejer sig om samfundssplittelse eller fornuftstab.

Tore Vincents Olsencand. scient.pol, Ph.d.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her