Læsetid: 4 min.

Arven fra Seksdageskrigen

Den manglende vilje til at finde en løsning på det palæstinensiske problem truer med spolere alle de forhåbninger om et nyt og fredeligt Mellemøsten, som Seksdageskrigen vakte
Debat
5. juni 2007

40 år efter Seksdageskrigen, har følgerne af Israels - på godt og ondt - ekstraordinære sejr endnu ikke fundet afklaring.

Israel var i 1967 en lilleputnation med en befolkning på 2,6 mio. indbyggere omgivet af en fjendtligsindet arabisk verden på 80 mio. Dette misforhold forekom at stride imod naturens orden, og der herskede stort set arabisk konsensus om, at den jødiske stat før eller siden ville bukke under. I Israel havde den entusiasme og energi, som havde markeret grundlæggelsen af staten 19 år tidligere på Holocausts askedynger veget pladsen for småligt kævl i et land, der var tynget af et enormt forsvarsbudget og en økonomi uden fremdrift. En stående vittighed var, "om den sidste person, der forlod Lods Internationale Lufthavn ville være så venlig at slukke lyset".

Antændelse

Det var Sovjetunionen, af grunde der aldrig er blevet belyst, som antændte den lunte, der skulle omkalfatre regionen. I maj 1967 advarede Sovjet Israel imod dets påståede koncentration af store troppestyrker i nord, som blev set som forberedelse til et angreb på Syrien. Israels premierminister, Levi Eskhkol, tilbød at ledsage Sovjets ambassadør på en rundtur i nord, så denne ved selvsyn kunne forvisse sig om, at det intet havde på sig. Ambassadøren afslog.

Der havde forinden været grænseskærmydsler mellem Israel og Syrien, og de israelske ledere havde udsendt advarsler, men ikke opmarcheret tropper. Den egyptiske præsident og den arabiske verdens ledende figur, Gamel Abdel Nasser, følte sig forpligtet til at undsætte Syrien ved at rykke sine panserdivisioner gennem Sinai-ørken i retning mod Israel. Med en fjendtlig hær i gang med at tage opstilling ved grænsen, besluttede Israel at mobilisere sine reserver.

Intet skete dog i over to uger. Men mobiliseringen af alle kampklare mænd havde lammet Israels økonomi, og Jerusalem måtte enten slå til eller demobilisere. Om morgenen den 5. juni bevægede israelske kampfly, der fløj lavt for at undgå radarsporing, sig pludselig ind i egyptiske luftrum. På under tre timer var Egyptens luftvåben udraderet. Kort efter overgik en lignende skæbne det jordanske, syriske og dele af det irakiske luftvåben. Israelske panserbrigader gennembrød de egyptiske forsvarslinjer i Sinai og trængte frem til Suez-kanalen.

På krigens tredjedag faldt Vestbredden og den jordanske del af Jerusalem til Israel. Syriens Golan-højder fulgte efter. Den arabiske verden var lamslået og Israel euforisk.

En ny ære

Krigen katapulterede Israel ind i en ny, dynamisk æra. Optændt af selvtillid og fornyet energi, tiltrak landet på ny indvandrere fra Vesten og over en mio. fra Sovjetunionen.

Det tiltrak også investeringer, som var med til at finanisere fremvæksten af en højteknologiske virksomheder, der i antal kun overgås af USA. Siden 1967 blev Israels befolkning tredoblet til 7,1 millioner (hvoraf de 1,4 millioner er israelske arabere). Dets BNP voksede med 630 pct. og dets per capita-indkomst blev tredoblet til 21.000 dollar.

Et afgørende resultat af Seksdagenskrigen var at overbevise den arabiske verden om, at Israel var for stærk til at kunne besejres. Nassers efterfølger, Anwar Sadat tog konsekvensen og blev i 1970 den første arabiske leder, der erklærede sig villig til at stifte fred med Israel, hvis det trak sig fra alle områder, det havde erobret under Seksdageskrigen. Der skulle dog Yom Kippur-krigen i 1973 til, før Israel trak sig tilbage fra alt egyptisk territorium, og før Egypten gik med til fred uden at insistere på israelsk tilbagetrækning fra de øvrige besatte områder.

Oslo-aftalerne af 1993 markerede begyndelsen på en politisk dialog mellem Israel og palæstinenserne, der gjorde det muligt for Jordan at stifte fred med Israel uden at blive anklaget for at forråde den palæstinensiske sag. Andre arabiske lande, fra Marokko til Golfstaterne, åbnede en dialog med Israel og nogle af dem oprettede repræsentationer i Tel Aviv. I 2000 erklærede også Syrien sig rede til fred. Skønt forhandlingerne med Damaskus brød sammen, har stort set hele den arabiske verden i dag accepteret om ikke legitimiteten af så i al fald eksistensen af den jødiske stat i deres midte - noget, der ville have været utænkeligt før Seksdageskrigen.

Kolonialisering

Imidlertid skabte Seksdageskrigen i Israel en magtfuld bevægelse til kolonialisering af de erobrerede områder. Mange ortodokse jøder opfattede den dramatiske sejr i 1967 som en Gud-given formaning om at bosætte sig i Vestbreddens bakker, hint hjemsted for det bibelske Israel, som jøderne havde måttet opgive 2.000 år tidligere. De fik tilslutning fra glødende nationalister til at oprette 200 bosættelser med et indbyggertal på over 200.000. Et lignende antal jøder bosatte sig i Østjerusalem, som Israel annekterede straks efter krigen.

Også palæstinenserne blev stedse mere uforsonlige. Den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO's erklærede vilje under Yassir Arafats lederskab til at acceptere en fredsløsning, hvor en palæstinensisk stat skulle oprettes side om side med Israel, banede ganske vist vej for Oslo-aftalerne mellem PLO og Israel i 1993. Men da en endelig aftale faldt på gulvet, brød den anden palæstinensiske intifada løs i 2000, samtidig med at kravene om Israels tilintetgørelse hørtes stadig mere højlydt.

Den manglende vilje til at finde en løsning på det palæstinensiske problem, for hvilken Israel og palæstinenserne må dele skylden, truer nu med spolere alle de forhåbninger om et nyt og fredeligt Mellemøsten, som Seksdageskrigen vakte. Den stigende radikalisering har et bragt en palæstinensisk ledelse til magten, der har helliget sig målsætningen om Israels udslettelse, samtidig med at Israel er ude af stand til at stige ned fra ryggen af den palæstinensiske tiger, hvorpå det har redet. Hvis der findes noget svar, vil det som i 1967 skulle søges i et dristigt, nytænkende lederskab. Denne gang på den politiske bane - og ikke kun i den israelske lejr.

Abraham Rabinovich er israelsk journalist. Han dækkede for 40 år siden Seksdageskrigen for amerikanske medier.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her