Læsetid: 4 min.

G8 - et studie i ansvarsløshed

Det synes ikke at være trængt ind i hovederne på lederne af verdens rigeste nationer, at menneskeheden er ved at sætte sin fremtid på spil i klimakatastrofer og atomragnarok
Debat
12. juni 2007

G8-topmødet i Heiligendamm endte med et hylekor af øvråb og kast med rådden frugt, men efterlod de to værste trusler imod livet på denne planet så overhængende som før.

De rigeste nationers præsidenter og premierministre kunne ikke enes om at holde den globale opvarmning under to grader, og trods Vladimir Putins advarsel om igen at rette sine atommissiler imod europæiske storbyer, talte de end ikke om nødvendigheden af at reducere antallet af kernevåben. Det betyder, at menneskehedens chancer for at klare sig levende igennem de næste par århundrede er yderligere mindsket.

Og dog. Hvad betyder tre graders varmere temperatur? Kan det ikke klares med solcreme med højere faktor og et par ekstra Gucci-solbriller? Et overvældende videnskabeligt konsensus fortæller os noget andet. Det maksimale tal på to grader var ikke tilfældigt valgt af Angela Merkel, den tyske kansler. Det anses af stort set alle forskere på kloden som den tærskelværdi, hinsides hvilken vores planets skrøbelige økosystemer vil begynde at bryde sammen.

Miljøanalytiker Mark Lynas har gennemlæst de videnskabelige undersøgelser for at forklare hvorfor i sin nye bog, Six Degrees: Our Future on a Hotter Planet. Amazonjunglen, der fungerer som 'klodens lunger' har ingen modstandsdygtighed over for skovbrande, hvis den mister sin naturlige fugtighed, og det gør den, hvis den globale temperatur kravler over +3 grader. Er Amazonlandet, denne enorme CO2-opsuger, først svitset af, vil verden blive endnu varmere. Over de +4 grader begynder de dybfrosne sibiriske tundraer at smelte og frigive deres massive indhold af metan til atmosfæren. Dette driver temperaturen i vejret med +5 og så fremdeles.

Så såre vi rammer +6 grader, har vi nået menneskehedens slutspil, der vil udspille sig på en uigenkendelig planet, der er arret af fejlslagne høstudbytter. Sidste gang Jorden var så varm var for 251 mio. år siden, og resultatet var dengang, at 95 pct. af alt liv uddøde. Blandt de få overlevende var en griseagtig skabning ved navn Lysotorus, som havde landjorden for sig selv i de følgende 50 år og nogle få rejearter i oceanerne.

Bush var største hindring

At holde temperaturstigningerne på under to graders Celsius er altså vor tids mest påtrængende nødvendighed. Så hvorfor i al verden kunne vi ikke få en aftale i stand om det?

Største hindring var George Bush, en mand, hvis livsgerning i vidt omfang har været at tjene de selskaber, som profiterer på at udpumpe opvarmningsgasser. Hans accept af et tilsagn i topmødets slutkommuniké om at halvere emissionerne før 2050 var, desværre, en tom gestus. Hans virkelige synspunkt om global opvarmning blev klart i 2001, da han inviterede trivialthrillerforfatteren Michael Crichton til Det Ovale Værelse for at fortælle ham, hvor stor en fan, han var af dennes bog, State of Fear.

State of Fear prætenderer at fortælle den sande historie om global opvarmning. Den skildrer, hvorledes en række miljøgrupper, der alene motiveres af ønsket om at rejse så mange pengemidler som muligt, frustreres over, at den globale opvarmning ikke finder sted. Så derfor beslutter de at fremstille gigantiske vejrmaskiner, der skal få det til at se ud, som om den gør det. De smelter f. eks. et kæmpestykke gletscher ud for Antarktis og sørger for, at en tsunami rammer den amerikanske vestkyst, samtidig med at der afholdes en konference om den globale opvarmnings farer. Men Bush er ikke den eneste synder. Trods al vores præk i Europa, så steg vores drivhusgasemissioner sidste år, og hvis man medregner effekten af alt det, vi har udliciteret til Kina, steg de dramatisk.

En anden langsigtet trussel, der kan blive lige så alvorlig, blev endnu mere forsømt ved G8. Svaret fra den vestlige offentlighed på Putins atomtrusler begrænsede sig til et skuldertræk: Forsvandt paddehatteskyen ikke et eller andet sted under brokkerne af Berlinmuren?

Ak nej, farerne for en atomvåbenkonfrontation må snarere forventes at mangedobles i takt med at stadig flere brændpunkter forvandles til nye kolde krige.

Det er kun fire somre siden, at flere EU-lande gav sine borgere besked på at forlade Indien og Pakistan, fordi de to lande stod på tærsklen til en atomkrig. Selv i dag er der ikke nogen hotline imellem de to rivaliserende magter, og Pakistans Pervez Musharraf er til stadighed på nippet til at blive afsat af i værste fald fanatiske islamister. Hvis blot disse to nåede at opbruge deres fulde atomarsenaler i en tilintetgørelseskrig, ville det være nok til at fremkalde en atomvinter, der holdt solens stråler ude og dræbte os alle.

Fejlagtig fremstilling

I stedet for at løsne det nukleare pres forsøger Bush-regeringen absurd nok at stramme det. De aktuelle skridt til opbygning af et missilskjold er blevet fejlagtigt fremstillet. Intet skjold af den art vil nogensinde kunne nedskyde alle indkommende kernevåbenmissiler - det er påvist gang på gang. Hvad det imidlertid kan gøre, er at nedskyde ikke-amerikanske satellitter, der er af essentiel betydning for militær kommunikation.

Kan man sætte alle modpartens missiler ud af spillet, har man uindskrænket magt. Det er derfor Putin er så meget oppe at køre over denne sag og derfor, at Bush vil afslå hans tilbud om en fælles missilforsvarsbase. Bush-regeringen vælger at prioritere befæstelsen af sin egen magt over den forhøjede fare for atomkrig.

G8-topmødet var et slag i ansigtet af en påmindelse om, at vi ikke kan overlade det til vores ledere selv at slå ind på fornuftens sti. Vi er nødt til at udsætte dem for massiv demokratisk pression. Måske vil det mislykkes. Måske er menneskeheden en så irrationel og ringe udviklet art, vi ikke evner at overvinde vores tribalisme og gensidige mistro for at handle i fælles selvforsvar. Men da alternativerne er en gold, seks grader varmere verden eller en frysende nuklear vinter, forekommer det mig, at vi hellere må se at finde ud af det - og det i en fart.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her