Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
6. juni 2007

Selvbestemmelse over min egen krop

Jeg er prostitueret, og har været i branchen i mange år - Jeg vil bestemt IKKE betegne mig selv, som værende en stakkel - for jeg har lige fra dag ét selv valgt mit erhverv som prostitueret. Jeg indtrådte i branchen med det primære formål at tjene penge.

Jeg trives i - og med - mit arbejde, som prostitueret ligesom alle andre mennesker - trives på godt og ondt med deres arbejde. Jeg føler det personligt ikke for værende kvindeundertrykkende at jeg bruger min seksualiet samt min krop. Jeg føler ej heller, at jeg sælger ud af min indre personlighed, fordi jeg vælger at bruge min krop til at formidle en seksuel ydelse. Jeg har inden min start i branchen også indgået nogle få, men klare regler, med mig selv om, hvad jeg har lyst til at gøre for penge. Disse regler har jeg overholdt i alle de år jeg har været udøvende. Derved har jeg også formået at bevare mig selv som en hel person. Jeg er opvokset i en arbejderfamilie, har haft en god og kærlig barndom, er aldrig blevet misbrugt seksuelt af min far eller andre personer inde eller uden for familien. I dag er jeg 45 år gift og har 2 børn. Jeg finder det belastende at, jeg konstant skal udråbes til at være en 'stakkels' prostitueret, der ikke selv er i stand til at mærke,at jeg har det dårligt. Jeg er vel for pokker den person, der kender mig selv og mine grænser bedst.

Jeg er fuldt ud bevidst omkring mit job,og jeg vil vove den påstand, at jeg godt selv kan mærke inderst inde, når tiden er inde - til at lægge jobbet som prostitueret bag mig. Prostitutionen er kommet for at blive - politikere og andre der beskæftiger sig med emnet er godt klar over at de ikke kan komme den til livs - derfor finder jeg det i den grad underligt at der ikke bliver gjort mere for at få de udøvende i branchen, der vantrives i deres job som prostitueret ud af branchen. Fremfor at indføre kriminialisering af prostitutionskunderne - der kun vil føre til en forværring, af de prostitueredes arbejdsforhold- skulle man fra politisk side finde den fornødne sum penge det vil koste at hjælpe de udøvende der vantrives i jobbet ud af branchen

Et sådant tiltag, vil højst sandsynligt reducere antallet af prostituerede, men uanset om man bryder sig om det eller ej vil der, når regnskabet er gjort endeligt op, stå en restgruppe af prostituerede tilbage. En gruppe af afklarede og tilfredse udøvende m/k der alle, har det godt og som trives på godt og ondt med deres arbejde. Nøjagtigt som alle øvrige i samfundet trives med deres arbejde.

Anjaprostitueret

Angst og lettelse

Statsministerens søn er gået sin far i bedene og har gjort en bog. Heri kan vi for første gang læse, hvorpå den meget omtalte værdikamp beror sig. Nemlig forsvaret af "borgerlige værdier som høflighed, ordenssans, stræbsomhed og selvdisciplin". Jeg fik et chok! Alle disse dyder forsøger jeg dagligt at leve op til, ergo er jeg borgerlig - føj for den da! Indtil jeg stærkt rystet kom i tanke om hvilke værdier, der ikke nævnes i statsministersønnens bog - og som altså ikke er de borgerliges: demokratisk sindelag, menneskelighed og afstandtagen til krig og klyngebomber.

Ib JensenSøborg

Exit Allis Helleland

Så langt jeg kan huske tilbage, har Information haft et horn i siden på Allis Helleland. Det var måske til at forstå, da Information var en stærkt venstreorienteret avis. Idag, da Information efter min opfattelse, er en mere midtsøgende avis, er det mindre forståeligt.

AH blev direktør for Statens Museum for Kunst kort efter, at den forrige direktør havde afsluttet arbejdet med opførelsen og indretningen af den nye tilbygning. Det stod imidlertid hurtigt klar, at ikke alt i den nye bygning virkede efter hensigten. Bl.a. var der problemer med akustikken, så bygningen var uegnet som biograf og foredragssal. Dette problem løste AH som noget af det første på forskellig vis. Desuden gik AH i gang med etablere skulpturgaden, der indtil da var gabende tom.

Dernæst gav AH sig i kast med en gennemgribende istandsættelse af udstillingslokalerne i den gamle bygning, en nyophængning af samlingen og sidst men ikke mindst en brand- og tyverisikring af samlingen.

Der har med andre ord været nok at tage fat på, men der er næppe nogen tvivl om, at AH hele tiden ønskede at få de malerier, der i sin tid blev deponeret på Glyptoteket tilbage. Og nu, da alle udenomsværkerne var i orden, mente AH åbenbart at tiden var inde.

At Glyptoteket vægrer sig ved at levere værkerne tilbage til deres rette ejermand er måske ikke så mærkeligt, når man betænker, at samme museum også vægrer sig ved at tilbagelevere ulovligt erhvervede kulturhistoriske genstande til den italienske stat.

Arne HoffHelsingør

Ølforbud i Parken

Den plørefulde Park må have et påbud om 100 pct ølstop nu, fru justitsminister! Parkejer Flemming Østergaard og Dansk Boldspilunion har stærke økonomiske interesser i at booste ølorgiet i Parken. Derfor er der de mange kæmpemæssige ølbarer bag tribunerne. Øl er desværre grundlaget for såvel DBU's forretning som Østergaards aktieselskab, ligsom det var for Glyptoteket i gamle dage.

Når man har prøvet at sidde og se fodbold med sine børn og få en byge af ølregn over sig og bagefter blive forulempet af truende højtråbende tosser bedøvet i ølrus, bliver man bange. De fleste steder hvor der kommer børn og unge er idag ølfrie områder af sikkerhedshensyn, derfor bør Parken åbnes for børn og unge og lukkes for ølbiler.

Gert WiikNykøbing Falster

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her