Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
5. juni 2007

Mere tandløs musik?

Hvis det er korrekt som jeg kan fornemme at musikprogrammet på P2 Radium skal nedlægges til fordel for endnu mere playlistemusik, er det intet mindre end en skandale.

Radium er en times kvalitetsmusik hver aften mellem klokken 23 og 24 med kvalitetsrock, global musik, nordisk musik og elektronisk musik.

Hvis de indsigtsfulde og begavede kommentarer, der binder de anderledes, originale og indimellem skæve musikalske indslag sammen, skæres bort, så mister vi i dynamikken fra det laboratorium der bringer nye impulser til ikke bare lyttere, men også til musiklivet.

Musikprogrammer i radioen skal ikke blot være en bevidstløs afspillen af plader, men skal samtidig formidle indsigt i musikkens væsen.

Ellers er der jo ingen forskel på min radio og min cd-afspiller.

Hvis nogen tror at public service er at skære alle specialprgrammer væk, tager de grueligt fejl. Public service er ikke at alt skal være gennemsnitligt, men at summen af de mange forskellige prgrammer skal være mangfoldig.

Iøvrigt må disse planer da stride imod de politiske aftaler der blev lavet i sin tid, da P2 frekvensen gik til DR. Dengang blev det pålagt DR på P2 også at formidle rytmisk musik.

I håb om at det er falske rygter.

Per NielsenGadstrup

Den fortyndede Kristian

Nu ved jeg ikke om udtrykket 'herresød', som Kristian Ditlev Jensen bruger i sit læserbrev 1. juni (om min omtale af hans optræden i programmet Bøger i virkligheden på DK4), lige er det mest passende mellem to gentlemen af proletarisk herkomst som Kristian Ditlev Jensen og jeg, men den (forstår jeg) nu fortyndede ungdom må selvfølgelig have lov til et vist frisprog. Så lad gå da. Jeg husker også Kristian som en flink fyr. Men det har desværre ikke forhindret ham i at optræde som en fototeknisk mangedoblet vært i et litteraturprogram, som jeg altså synes er noget indbildsk lort. Og som jeg i øvrigt stadig undrer mig over, at Gyldendal har postet sponsorkroner i, når man tænker på, at forlagets litterære direktør, Johannes Riis, har efterlyst gode, gedigne bogprogrammer af den slags, de fleste andre landes tv-stationer kan finde ud af at lave. Og så for resten: siden hvornår er Politikens kronik blevet 'kult'?

PS. Jo tak, Kristian, jeg vil gerne vide hvordan man bærer sig ad med at smide tyve kilo. Kan du ikke lægge en beskrivelse af kuren ud på nettet?

Bent Vinn Nielsen forfatter

Ateisme er ikke en tro

Det er mondænt blandt religiøse personer at beskylde ateisme for også at være en tro. Det svarer til, at en ivrig frimærkesamler forsvarer sin hobby med, at en person, der ikke samler på frimærker også har en hobby, nemlig hobbyen ikke at samle på frimærker. Det er naturligvis en vrøvlet sprogbrug. Desværre er Information også ramt af denne sproglige forvirring. Således udnævner Martin Burcharth i sektionen Refleks 19.- 20. maj ateismen til at være verdens fjerdestørste trosretning. Kunne man ikke forvente, at Informations journalister holdt deres sti ren for den slags sprogforbistring?

Niels I. Meyerprofessor emeritus

At læse er at læse

Jeg har sympati for Lillian Munk Rösings ambition om at reflektere med udgangspunkt i egen erfaring i Informations bogspids 31. maj. Min sympati gælder både metoden og for så vidt også intentionen, som antageligvis har været at slå et slag for læsningens udbredelse - jfr. overskriften 'At læse er sexet'. Men det er selv samme overskrift og Rösings erfaring af '- at det kunne være sexet at tænke', som får mig til at tænke den aldeles usexede tanke, at der er noget galt fat.

Uden at overdrive den indsigt der kan vindes ved at iagttage reklamernes fremfærd, så forekommer det mig alligevel rimeligt at mene, at hvis der i vores verden findes noget, vi kan regne med sælger, så er det det, der i sig selv er sexet. Hvis det slet og ret var sexet at tænke, ville vi se flere eksempler end tilfældet er. Det samme med læsning: Vi kan lære den lektie af reklamerne, at hvis vi taler nok om læsning som sexet, så - hvem ved? - bliver det til sidst sexet at læse. Men det er af en eller anden grund en konstruktion, det er svært at løbe i gang. Måske det var en bedre strategi at lade markedet om det markedet er godt til, som f.eks. med omhyggelig præcision at reflektere præcis det behov for bogcafeer der måtte være, og så erindre sig at bøger og læsning kan slå til der, hvor markedet er den rene elendighed: Når vi ønsker os fri og insisterer på at være fuldstændigt alene.

Hans Ulrik RosengaardKøbenhavn V.

Over gevind

Man kan helt sikkert have masser af betænkeligheder ved regeringen, DF og SK i almindelighed, men går I her på debatten ikke nogle gange over gervind? Efterhånden er det nærmest som om mange alvorligt sammenligner dagens Danmark med nogle af de værste styrer der findes og har eksisteret, og det er da vist at vende tingene på hovedet. Dette land er næppe ekstremistisk i internationalt sammenhæng, uanset hvad nogle måtte mene om dele af lovgivningen. Mange gange rammer kritikken jo ikke blot politikere og partier, men landets tilstand i bredere forstand. Det kan igen lede til en hvidvaskning af forhold i andre dele af verden, andre regimer og politiske, religiøse og terroristiske bevægelser, der afgjort ikke fortjener det.

Jan Henrik WegenerHøjbjerg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her