Båltálistan ligger på den ene side af Bortistan. Helt ovre på den anden side af Bortistan finder man Lángtbortistan, foruden Afghanistan og Pakistan.
Båltálistan hed egentlig Snakkesaligstan, men ligesom Persien idag hedder Iran, og Lappland hedder Sameland, er Snakkesaligstan idag døbt om til Båltálistan.
Og på denne aften - Båltálistans nationalaften - står så mange brave båltálistannere og forsøger at finde ord for, hvad det egentlig er der foregår i deres land. Imens stirrer tilhørerne ind i de for deres land så typisk fredelige flammer - og hver især tænker sit. En menneskeret, der endnu ikke er taget fra dem.
Båltálistans hovedstad hedder Snakkesaligheden, en overlevelse fra dengang landet hed Snakkesaligstan. I hovedstaden ligger så - - ja, det er derfor Snakkesaligheden er hovedstad - - der ligger - eller står - så regeringens bygning, som hedder Snakkenborg.
Det man først og fremmest foretager sig på Snakkenborg, er at gøre handling til ord. På Snakkenborg beslutter man hvad som helst. Indtil man beslutter det modsatte. Man beslutter f. eks., at hvis man rammes af en livstruende sygdom, så er det en borgerret at blive behandlet indenfor to måneder, regnet fra det øjeblik sygdommen blev konstateret. Men da man opdager, at det ikke kan lade sig gøre, beslutter man, at det slet ikke er en borgerret. Det er blot en borgermulighed.
Til gengæld forkorter man ventetiden til én måned. Det kan naturligvis endnu mindre lade sig gøre. Men så opnår borgeren til gengæld ret til at blive behandlet på et privathospital. På denne måde sniger man privatiseringen af det båltàlistanske sygehusvæsen ind ad bagdøren.
Båltálistannerne har en formand som de kalder deres båltálismand. Han er rank som en tændstik, og for det meste kommer der da også svovl ud af munden på ham. For svovl er, hvad han har i hovedet.
Det bruger han til at skille fårene fra bukkene, uden dog at nævne hvem der er hvem. Samtidig priser han i høje toner landets sammenhængskraft. Da den efterhånden lader noget tilbage at ønske, kommer han i tanke om hvad han lærte ved sin historielæsning, nemlig at sammenhængskraften er stærkere i et land der er i krig end i et land, hvor der hersker fred.
Derfor begynder han at træffe beslutninger på andre landes vegne. Han beslutter for eksempel, at der nede hvor Eufrat og Tigris mødes, langt på den anden side af Bortistand i det der kaldes Langtbortistan, bør der ligge et demokrati efter båltálistansk mønster, og hvis Eufratterne og Tigrisserne ikke vil tage imod sådan et demokrati med det gode, skal de fanden dunke dem på Snakkenborg have det med det onde.
I demokratiets navn, og for sikkerhedens skyld sammen med sin storebror der er præsident i et meget større og finere land i den anden ende af verden, erklærer han Eufratterne og Tigrisserne krig. De har nemlig en formand, som hverken båltálismanden eller hans storebror kan lide. Han skal fjernes, og det bliver han så. Og derefter skal der bringes orden i Langtbortistan.
Men da man fjernede formanden i dette fjerne land, gik det ligesom det gik da formand Tito i Jugoslavien blev fjernet af højere magter eller af naturlige grunde. Indbyggerne i Langtbortistan kom op at slås. Eufratterne opdagede pludselig, at de hadede Tigrisserne, og vice versa.
Båltálistans båltálismand opdagede til gengæld, at han havde tændt et bål han ikke kunne slukke. Ligegyldigt hvor meget han pissede på det, var det som om han pissede benzin.
Derfor besluttede man på Snakkenborg, at nu kan de gode borgere i Langtbortistan ha' det så godt. Kan de ikke finde ud af at enes, så må det være deres sag. Båltálistan's er det ihvert fald ikke. Og har aldrig været det.
Tilbage står alle båltalistannerne som sagt og stirrer ind i deres egne fredelige bål, som lyser fra baunehøj til baunehøj og minder dem om, at dette fredselskende land har eksisteret i tusinde år, at det er verdens bedste land med verdens højeste kultur, bedste uddannelsessystem, bedste forskning, bedste velfærd - og verdens klogeste båltálismand.
Imens brænder hans store bål mens det fortsætter med at udslette landene omkring Eufrat og Tigris, hvor verdens første kulturer blev grundlagt ca. 4.500 år før der var noget, man kunne finde på at kalde Båltálistand - dette mærkelige land, hvor der efterhånden ikke er noget at komme efter.
Henning Carlsen er filminstruktør. Han holder denne båltale i aften ved en Sankthansfest i Løgismose.
