Læsetid: 4 min.

Overskrift

30. juni 2007

En betændt beslutning!

Først tak til Preben Wilhjelm for den tiltrængte skideballe til Gitte Lillelund Bech!

Herefter en kort, men ikke uvæsentlig tilføjelse.

Også i regeringens eget juridiske grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler mod Irak af 18.marts 2003 slås det fast, "at resolution 1441 ikke i sig selv indeholder den nødvendige bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd til magtanvendelse, der er forudsat i FN pagtens artikel 42". Ja, der ligger i den end ikke nogen som helst på forhånd givet "auto-matik med hensyn til magtanvendelse". Tværtimod.

Alene det forhold, at resolution 1441 eksisterer, betyder, "at Sikkerhedsrådets tidligere bemyndigelse i resolution 687 (af 3. april 1991, OC) og øvrige resolutioner - må anses for at være suspenderet - i hvert fald indtil Sikkerhedsrådet har haft lejlighed til at vurdere situationen". Ja, endnu tydeligere:

Der er, siger juristerne til regeringen, "ikke- et juridisk grundlag for, at en eller flere stater kan iværksætte en militær aktion, før Sikkerhedsrådet i det mindste har behandlet sagen", hvad den jo ikke fik lov til!

Der kan derfor heller ikke være tvivl om, at regeringen i ledtog med Dansk Folkeparti 18. marts 2003 traf en direkte og helt bevidst ulovlig beslutning - folkeretligt såvel som i forhold til grundloven!

Orla ChristiansenAabenraa

Vi var med til at mindske FN's autoritet

Preben Wilhjelm har i kommentar 28. juni på udmærket vis blotlagt hulheden i Formand for udenrigspolitisk nævn Gitte Lillelund Bechs læserbrev fra 25. juni. Jeg vil blot supplere med et par yderligere forhold. GLB skriver vedrørende den manglende vedtagelse af en angrebsresolution i FN's sikkerhedsråd i februar 2003: "Situationen havde naturligvis været en anden, hvis disse lande (de, der ikke stemte for en angrebsresolution, AG) havde haft rygrad til at støtte op!" Efter at have gennemført ragnarok i Irak skriver formanden altså, at de, der havde indsigt og kløgt til at stemme imod denne forudsigelige katastrofe, "ikke havde rygrad til at støtte op". Man kan ikke andet end beundre formandens mod til at udstille egen politiske indsigt.

Formanden fremturer yderligere, at "vi er i Irak for at skabe den suverænitet og politiske autoritet, som FN-systemet bygger på - og desværre i for mange år ikke altid har levet op til". FN-systemets autoritet bygger netop på demokratiske afstemninger og vedtagelser. Angrebsresolutionen blev som bekendt ikke vedtaget, men Danmark gik til trods herfor i angrebskrig. Vi har derfor bidraget til en mindsket FN-autoritet - ikke en øget. Med GLB's argumentation kan Iran med lige så god ret invadere Israel under henvisning til 'FN's manglende autoritet' vedrørende resolution 242 fra 1967, der påbyder Israel at trække sig tilbage fra de besatte områder.

Aksel GasbjergHillerød

Konspirationsmagere

Informations sommerserie om konspirationernes univers blev indledt 26. juni med en artikel om mennesker, der går rundt med en hat af aluminiumsfolie for at beskytte sig mod psykotroniske våben. 28. juni fortsatte serien med Martin Burcharths reportage om attentatet på USA 11. september 2001. Han holder stilen. Hvis man sammenholder overskriften, indledningen og afslutningen, så har en tredjedel af USA's befolkning mistanke om, at deres regering ikke spiller med ærlige kort hvad angår 11-9. Denne gruppe er domineret af radikale, højreorienterede kredse - tilsat "pacifister, grønne og anarkister i en uskøn blanding".

Burcharth rationaliserer situationen i et psyko-socialt univers. Den amerikanske befolkning er grebet af et nationalt traume - åbenbart fordi de er ved at tabe en krig. Denne situation giver næring til og frit spil for 'konspirationsmagere' og 'fantaster'. Men heldigvis har udenrigsministeriet taget til genmæle, så påstandene er blevet "grundigt drevet tilbage".

Denne kollektive, paranoide tilstand sætter Burcharth ind i et historisk perspektiv. Så i slutningen af reportagen bliver 9/11-skeptikere pludseligt slået i hartkorn med senator Joseph McCarthy og hans anti-kommuniske korstog.

Værsgo'

I næste uge skal vi nok læse om Marilyn Monroes selvmord eller landingen på månen.

Niels HarritKøbenhavn

Start og slut i hovedstadsområdet

Svar til Flemming Møller (28. juni) om trængselsafgifter og trafik i Københavnsområdet: Som jeg nævnte i mit foregående indlæg, er det naturligt at beslutningstagerne også ser på ønskeligheden af at ændre den kollektive trafik i forbindelse med en bedre regulering af biltrafikken. Dette gælder i princippet ikke kun S-tog som FM nævner, men også f.eks. de længere banestrækninger på Sjælland.

Det er dog vigtigt at være klar over, at langt de fleste bilture i hovedstadsområdet køres af folk, der både begynder og slutter deres tur inden for selve området.

Samtidig optræder en række af de største trængselsproblemer specielt i og omkring Københavns og Frederiksberg kommuner. Trængslen og en bedre regulering af denne, f.eks. i form af en betalingsring omkring Københavns kommune eller en egentlig kilometerbaseret afgift (roadpricing), vil dermed først og fremmest påvirke beboerne i og lige omkring København.

Derudover bør man selvfølgelig altid kunne diskutere trafiktekniske omlægninger, der i sig selv har som formål at give en mere effektiv trafikafvikling. Det gælder også FM's forslag om særlige kørebaner for busser og biler med flere passagerer, hvor de udenlandske erfaringer dog virker blandede mht. at formindske den overordnede trængsel og andre trafikproblemer.

Poul SchouKøbenhavn NV

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu