"Goddag, det er DSB med en passagermeddelelse. Vi kan oplyse, at vi på grund af varme skinner kører efter en nødkøreplan. Passagerer til Århus bliver en halv time forsinket. Passagerer til Ålborg må forvente en times forsinkelse. Og passagerer til Frederikshavn må påregne at ankomme to timer senere end angivet i den ordinære køreplan."
Så formfuldendt og professionelt køligt lød beskeden i lyntoget d. 12. juni med afgang fra København kl. 14.50.
Det er ved den slags lejligheder, at pendling forvandler sig fra lyst til mareridt. Mareridtet har to ingredienser: Den ene er afmagt. Den anden er ubehaget ved at skulle omgås vaneløgnere. Lad mig tage det sidste først: "Ordinær køreplan". "Nødkøreplan". DSB har gjort bortforklaringer til en kunstart. Mon en eneste af mine med-pendlere husker, at DSB for under et år siden havde "rigtige" køreplaner, der d. 7. januar 2007 blev erstattet af "modificerede" køreplaner. For nu skulle man kunne stole på DSB.
Det er disse modificerede køreplaner, der nu erstattes af "nødkøreplaner", som igen ifølge opslag på banegårdene sættes ud af kraft i Nordjylland under "særlige" vejrforhold i juli og august. Og hele dette cirkus af modificerede modifikationer suppleres så i øvrigt af en såkaldt rejsetidsgaranti-ordning, der dels er umulig at benytte, fordi den er ekstremt indviklet, dels altid er en garanti i forhold til den senest indførte nødplans-modifikation. Kafka, du levede i Paradis!
Planlagt vilkårlighed
Løgnens system kan studeres på DSB's opslag på landets banegårde. "I juni måned vil DSB nøje følge vejrmeldingen og dag for dag beslutte, hvordan togene skal køre", står der. "Nøje følge" og "beslutte". Skal vi være taknemmelige, når vi møder frem på banegården for at lytte til dagens beslutning?
Denne almindelige vilkårlighed vil dog snarest blive afløst af det, man vel må kalde planlagt vilkårlighed: "Er der risiko for, at BaneDanmark vil sætte hastigheden ned, vil DSB køre efter en særlig plan med færre tog og længere rejsetider."
Men hvor denne "plan" - som altså er en modifikation af den modificerede plan, som erstattede sidste års 'rigtige' planer - er en slags undtagelsesplan, så indføres der i juli og august noget, man må kalde 'permanente' undtagelser: "Fra 1. juli og frem til den 26. august vil DSB's tog køre efter en særlig køreplan", fortsætter opslaget. "Skal du rejse mellem Fredericia og Aalborg må du dog også i denne periode regne med længere rejsetid på varme dage."
Se, nu bliver det vanskeligt at holde rede i løgnens komplicerede regnskab: En plan, der afløses af midlertidige modifikationer, der igen erstattes af permanente modifikationer, som dog så for en sikkerheds skyld suppleres med muligheden for særlige undtagelser.
Egentlig føler man sig lidt forlegen. Er det i virkeligheden ikke synd for de stakkels medarbejdere? Det må være svært for dem at holde styr på, hvilken nødløgn de for tiden refererer til, når de varsler nye forsinkelser.
Dette er det ene problem: Troværdighedstabet. Det andet problem er afmagten: At enhver, der af professionelle grunde er tvunget til at benytte DSB, hensættes i den form for fortvivlelse, som udløses, når man ikke selv kan gøre fra eller til. Skæbnen, hed det i gamle dage. DSB, hedder det i dag.
En urban livsform
Det kræver en dybere forklaring.
Pendling repræsenterer en urban livsform. Bønder pendler ikke. De arbejder, hvor de har hjemme. De dør, hvor de blev født. De hylder hjemstavnen og det lokale fællesskab.
Når de en sjælden gang tager med toget for at lade sig transportere - noget de kun begiver sig ud på i forbindelse med dødsfald i den nære familie, eller fordi de skal til møder i Landbrugsrådet - sætter de sig i grupper og lader munden løbe. Det skal være hyggeligt at rejse. Naturligvis vil de gerne nå frem til tiden, men de kender og respekterer naturens luner, og de ved, at sol eller regn påvirker fremdriften.
For os u-danskere, der ikke har tre generationers landbrug i bagagen, forholder det sig anderledes. Vi dyrker ikke det varme, men det kølige fællesskab. Vi lever i et anonymt fællesskab med de andre pendlere. Vi er ikke hjertelige, men civiliserede. Og vi forstår ikke, at det ikke er muligt at drive regelmæssig jernbanedrift, når temperaturen passerer 25 grader. For fa'en, der kører da tog i Italien, og franskmændene har i mange år kunnet suse fra Paris til Montpellier i elegante og komfortable højhastighedstog.
Det er min påstand, at vi pendlere tilhører det urbane segment. Vi kommer fra byerne, vi kører fra by til by - Inter City - vi tror på teknik og rationalitet og læser køreplanerne som sagprosa.
Vi vil kunne planlægge vores liv. Vi vil ha' tog til tiden. Vi vil ha', at nogen hjælper DSB med at komme ud af det net af søforklaringer, de har spundet sig selv ind i.
Lars Qvortup er rektor for Danmarks Biblioteksskole
