Læsetid 6 min.

Århundredets medicinske bluff

På ni år steg brugen af antidepressiva med 495 procent, men der er gjort skræmmende lidt for at klarlægge de skader, det har medført, og som lægerne ikke ser. To bestyrelsesmedlemmer fra Patientforeningen Danmark har ordet i dagens kronik
På trods af at Journal of the American Medical Association allerede i 1998 påpegede, at bivirkninger ved medicin i dag er den fjerdestørste dødsårsag i den industrialiserede verden, er der blevet gjort forbavsende lidt for at klarlægge de reelle årsager til dette skræmmende faktum.

På trods af at Journal of the American Medical Association allerede i 1998 påpegede, at bivirkninger ved medicin i dag er den fjerdestørste dødsårsag i den industrialiserede verden, er der blevet gjort forbavsende lidt for at klarlægge de reelle årsager til dette skræmmende faktum.

Jens Dresling
13. juli 2007

Den 6. januar i år tog sygeplejerske Anette Ulstrup initiativ til at danne en medicingruppe i Patientforeningen Danmarks regi. Siden gruppens oprettelse har der været en støt tilgang af mennesker, der enten har mistet deres kære på grund af medicinering eller selv er blevet lemlæstede på krop og sjæl af medicin.

På trods af at Journal of the American Medical Association allerede den 15. april 1998 påpegede, at bivirkninger ved medicin - og dermed naturligvis medicinskader, som i sagens natur er trinnet inden dødsfald - i dag er den fjerdestørste dødsårsag i den industrialiserede verden, er der blevet gjort forbavsende lidt for at klarlægge de reelle årsager til dette skræmmende faktum.

Selv om langt de fleste læger er klar over eksistensen af de iatrogene sygdomme og selv nævner disse i deres egne tidsskrifter, gør de alligevel deres bedste for at vende ryggen til problemet og hindrer dermed patienterne i at få den fornødne hjælp.

I medicingruppen har vi især øjnene rettet mod en af vor tids største syndere og dræbere, de såkaldte SSRI-præparater, der stadigvæk udskrives, som om det var karameller, og gives på vidt forskellige grundlag. Vi har eksempler på folk med somatiske sygdomme, der blev afvist af deres læge og fik stukket en recept på antidepressiva i hånden, folk som har fået dem 'forebyggende' eller på grund af en lille krise, mens et medlem har fået dem som 'traumehjælp' efter et knivoverfald på arbejdspladsen.

Vi har derfor især opmærksomheden rettet mod skadevirkningerne af disse præparater, som er skræmmende, og hvoraf kun toppen af isbjerget er kommet til offentlighedens kendskab.

En af årsagerne til dette skal søges i et omfattende journalfusk, som ikke finder sted inden for andre og mere etablerede grene af lægeverdenen, men som i vidt omfang foretages netop inden for dette gebet.

Lægen griner bare

Når en patient henvender sig til sin læge for at klage over bivirkninger, griner lægen bare ad denne i stedet for at undersøge sagen og dermed også indberette bivirkningerne, som det ellers er pålagt lægerne af Sundhedsstyrelsen. Denne kritisable kendsgerning har vi i Patientforeningen Danmark bedt Sundhedsstyrelsen om at tage højde for i vores høringssvar til den nye "vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler".

Denne ubehagelige praksis har vicedirektør i den svenske psykiatriorganisation, dr. Christina Spjut, en forklaring på, nævnt i en pressemeddelelse af 16. november 2006 på baggrund af, at dr. Christina Spjut den 12. november 2006 stod frem på svensk tv med opsigtsvækkende udtalelser: "Der er en betydelig brist i kendskabet til bivirkninger", sagde dr. Spjut og forklarede, at lægerne afviser patienternes klager som udslag af disses 'underliggende sygdom'.

På denne måde undgår de nemt og behændigt at tage stilling til bivirkningerne, handle på baggrund af sagen og dermed risikere at træde medicinalvirksomhederne over tæerne. For det drejer sig åbenbart om at holde liv i myten om, at antidepressiva er 'effektfulde og harmløse', hvilket naturligvis gøres bedst ved at tilbageholde oplysninger om skadelige bivirkninger for de ansvarlige myndigheder.

Dette kan iagttages ved et svar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen til en af Patientforeningen Danmarks medlemmer, der den 8. december 2005 sendte ministeren et åbent brev om antidepressivas skadevirkninger. I sit svar fremsendte ministeren en liste over indberettede birvirkninger og konkluderede:

"Til trods for konstaterede bivirkninger ved lykkepiller er det stadig opfattelsen fra faglig side, at forholdet mellem fordele og ulemper ved brugen af disse produkter er gunstig."

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte dog håb om, at der fremover udvikles nye produkter mod depressioner med bedre virkning og færre alvorlige bivirkninger.

Det er dog usandsynligt, at dette vil ske, da producenterne af psykofarmaka i modsætning til fabrikanterne af almindelige lægemidler, hvor der kan konstateres en tydelig effekt, ikke har noget at hænge deres hat på.

Årsagen hertil forklarede dr. Spjut indirekte på tv:

"Det er ikke særlig kendt, at medicinalvirksomhederne har måttet arbejde hårdt for at dokumentere de positive virkninger af antidepressiva. Selv om de er eksperter i at stille de rigtige spørgsmål for at få de svar, de ønsker til deres kliniske tests, har det været omtrent umuligt at afslutte to studier, hvor midlerne er mere 'effektive' end placebo," fortalte dr. Spjut og henviste til, at der tværtimod, allerdybest nede i arkiverne, eksisterer en stadigt voksende dokumentation for de skadelige bivirkninger ved disse præparater som eksempelvis trangen til selvmord og voldelige handlinger, men at hverken psykiatere eller medicinalvirksomhederne har fortalt offentligheden om dette.

Hemmelighedskræmmeri

Men at der er kendskab til disse bivirkninger fremgår af en hemmeligholdt kommissionsbeslutning fra august 2005 fra EU-Kommissionen, der pålægger en række lande, heriblandt Danmark, at offentliggøre fyldestgørende oplysninger om alle bivirkninger, altså også de personlighedsændrende.

Bortset fra en pressemeddelelse af 23. juni 2007, hvori hjerneforsker ved Århus Universitet, Andreas Roepstorff, overlæge Poul Videbeck fra Psykiatriforeningen og psykolog Peter la Cour fra Københavns Universitet udtrykte betænkelighed ved det stigende forbrug af SSRI-midler og de personlighedsændringer, disse kan medføre, er direktivet fra EU ikke blevet efterlevet, og derfor er den praksis fortsat med, at lægerne lægger låg på de skadelige bivirkninger ved at lade som om, det er patienten, der er gal.

I medicingruppen har vi dokumentation for journalfusk, og for øjeblikket er vi ved at samle så mange beviser som muligt for at fremlægge disse for politikerne.

For det er svært for myndighederne at danne sig overblik over sagen og indblik i omfanget af bivirkninger, når der fuskes med journalerne.

Men dr. Christina Spjut lovede også, at de katastrofale virkninger af antidepressiva vil komme for dagens lys:

"Patienter bør være opmærksomme på den nye bedrageriske kampagne for biologisk psykiatri," advarede hun.

"Som med alle tidligere psykiatriske midler vil de katastrofale effekter først blive offentliggjort, når nye præparater eller præparatcocktails kan lanceres. Den nye kampagne, der skal sælges til den vestlige verden, er 'bipolar sindslidelse' (maniodepression). Patienter vil få at vide, at deres gamle depressions diagnose var lidt forkert, og at den rigtige diagnose er 'biopolar' (begge disse diagnoser er naturligvis fuldstændigt subjektive, idet der ikke findes bekræftet dokumentation for nogen som helst 'kemisk ubalance' i hjernen). Og så vil den behandlende læge foreslå at tilføje endnu mere giftige substanser - antipsykotiske midler som Zyprexa og Risperdal oven i de antidepressive.

Antidepressivas æra er ved at være slut og burde erstattes af rigtige løsninger og ikke flere falske diagnoser og flere giftige psykiatriske midler," sluttede dr. Spjut og gav dermed udtryk for en holdning, som flere og flere samvittighedsfulde læger i dag indtager, trods modstand fra den øvrige stand og risiko for udelukkelse af 'det gode selskab'.

For der er desværre stadig alt for mange af de andre. Og derfor vil vi i fremtiden ikke mere se så mange 'stress- eller angstdepressioner', så meget lavt selvværd og så mange depressive livskriser. I stedet vil vi møde de bipolare psykoser, hvorved medicinalindustrien også kan nå ud til et langt større publikum end hidtil med de gamle depressive ordninger.

Første ofre

I Patientforeningen Danmarks medicingruppe er vi allerede stødt på de første ofre for den nye kampagne, ligesom vi også er i dialog med andre patienter, der er blevet syge af antidepressiva og allerede har testet den nye cocktail ved at få hældt antipsykotiske midler oveni, da deres allergiske reaktion blev tolket som bipolar psykose, i stedet for at patienterne blev behandlet for deres symptomer.

At der er noget nyt - og endnu farligere - på vej hænger godt sammen med, at Sundhedsstyrelsen i år udkommer med en ny "vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler", hvorimod der ikke ændres ved den gamle "vejledning om behandling med antidepressive lægemidler" fra år 2000. Der er ingen grund til at pille ved denne, da disse midlers tid snart er forbi.

Men medicinalbranchen har længe lukreret på denne århundredets største medicinske bluff, og det er på tide, at politikerne over hele den vestlige verden vågner op og beder medicinalbranchen lægge kortene på bordet og drager omsorg for, at den nye kampagne ikke får ligeså dybt rodfæste som behandlingen med antidepressiva, hvor salget fra 1994 til 2003 steg med 495 procent, og hvis katastrofale konsekvenser som eksempelvis skade på hypofyse, endokrine kirtler, hjernen, binyrerne, fluktuerende blodtryk med skader på indre organer til følge, vi stadigvæk har til gode at få oplyst-

Elsebeth Halckendorff er forfatter og journalist

Anette Ulstrup er sygeplejerske

Begge er medlemmer af bestyrelsen i Patientforeningen Danmark

Kronikken i morgen:

Endnu en fejlafgørelse fra UVVU

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu