Læserbrev

Ikke bare et stykke tekstil

Debat
22. maj 2007

Hvis man virkelig opfatter problemet sådan, er det klart, at man ikke kan forstå kritikken af tørklæderne og andre endnu mere omfattende tilhylninger af muslimske kvinder.

Det drejer sig ikke om et klædningsstykke, som nogen tager på for at holde varmen eller holde på håret i blæsevejr. Tørklædesagen er noget langt alvorligere, og det er skræmmende, at mennesker, som normalt ville erklære sig for lighed, frihed og oplysning, kan vende denne sag fuldstændig på hovedet og blive forargede over, at vi er nogle, der siger fra.

Sagen drejer sig om menneskerettighederne. I den vestlige verden anser vi kvinder og mænd for at være ligeværdige på alle livets områder, og det har vi skrevet i både FN's og Europarådets konventioner om menneskerettighederne.

Det halve af en mand

I koranen er det entydigt fastslået, at en kvinde kun tæller det halve af en mand. Kvinden er mandens ejendom. Ingen andre end ægtemanden må se hendes hår - og i trosretninger med endnu strengere tilhylningskrav må kvinden slet ikke ses. Det er af samme grund, en muslimsk kvinde ikke må give en mand hånden - men gerne give hånd til en kvinde.

Tørklædet skal sende et signal: jeg er ren - du, som ikke bærer tørklæde, er uren. Det er det, man ellers kalder diskrimination.

Hvis man ser i kriminalstatistikken vil man se, at den altovervejende del af de voldtægter, der begås i Europa, begås af muslimske mænd mod ikke-muslimske kvinder. Det hænger primært sammen med den forkvaklede opfattelse, at kvinder uden tørklæde er 'urene' og derfor frit kan voldtages. Det er af samme grund, at vi igen og igen i vore gader er udsat for, at muslimske mænd råber 'luder' efter pæne og anstændige kvinder.

Mangel på udvikling

Men det er kun toppen af isbjerget. Den muslimske kvindeundertrykkelse er en central del af samtlige muslimske samfunds mangel på udvikling. De fleste muslimske mænd opdrages til, at de har eneret til at bestemme over deres familie. Det, som med et forkvaklet udtryk kaldes 'æresdrab', er den vanvittige følge af, at muslimske mænd tror, at de ejer deres kone(r) og deres døtre, og derfor har ret til at tage deres liv.

Et samfund uden frihed kan ikke udvikle sig normalt - det burde Iran, Irak, Syrien, Egypten, Pakistan osv. være bevis nok på. Nogen har ondt af, at disse lande er blevet kaldt tabersamfund, men hvad synes de korrekte så, vi skal kalde lande, hvis befolkning har tabt sin frihed, hvis økonomi har gjort menneskene til verdens fattigste, hvor uddannelsesniveauet er på verdens lavpunkt og kvinders rettigheder krænkes hver dag?

Det er den onde opfattelse, at koranens forkvaklede ideer skal styre et samfund, der ligger bag ved tørklædetvangen. Det er det, Asmaa Abdol-Hamid agiterer for - selv om hun absurd nok påstår det modsatte.

Vi der forsvarer Europas menneskerettigheder, vil ikke acceptere koranens afstumpede kvindesyn, og derfor vil vi have islamisk kvindetilhylning forbudt i det offentlige rum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her