Direktør Allan Holmgren hævder i Information den 4. juli, at regeringens indsprøjtning af trecifrede millionbeløb til efteruddannelse er penge ud af vinduet. Det giver højst de ansatte et personligt åndehul og gør dem frustrerede, fordi de ikke kan bruge det, de har lært på kursus, når de vender tilbage til praksis.
I Information den 16. juli beretter pædagog Ib Jensen, hvordan han iakademiseringens navn er blevet gået fra det censorjob, han har haft ved pædagogseminarierne i mere end 10 år. Begrundelse: at han ikke er akademiker. En nyuddannet 25-årig magister, der er gået direkte fra gymnasiet til universitetet og som aldrig har set en pædagogisk institutionindefra, har en tilskrevet status, som per definition anses som mere værd end Jensens reflekteredepraksis.
Nu skulle man jo tro, at de pædagogiske uddannelser havde lært lidt af sygeplejerskerne.Her har der været en større kontrovers om forholdet mellem teori og praksis. Det er blevet påtalt, at de kommende sygeplejersker blev socialiseret mere ind i en bachelor/ph.d.-kultur end i det praktiske fag sygepleje.
På patienternes vegne har Bertel Haarder & Co.ikke haft svært ved at sætte trumf på, når det nu var så indlysende praksis-ignorant, at de studerende kunne (papegøje?)snakke Bourdieu, Luhmann, Foucaultog Habermas ved eksamensbordet, men ikke lægge en forbinding.
Ifølge Holmgren er det en illusion, at efteruddannelse fører til en bedre servicering af borgerne. Fagforeningernes krav om flere penge til efteruddannelse er blevet et mantra.
Et tankevækkende eksempel byder sig til efter fyringenaf fire pædagoger,hvis praksis på institutionen Strandvænget i Nyborg var blevet 'eksternt evalueret' af skjult kamera. Pædagogernes fagforeningsformand har været ret alene om at protestere mod fyringerne. Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen mente således, at der var bedre metoder end fyring som f.eks. efteruddannelse. Hvilket må siges at være et forslag hentet fra mantra-afdelingen, eftersom de fyrede ikke, som først antaget, var uuddannede, men seminarieuddannede medlemmer af Socialpædagogernes Landsforbund. Hvis pædagoger med en 3-årig uddannelse og medlemskab af en fagforening med etiske arbejdsregler for medlemmerne ikke kan det mest elementære inden for faget, hvilket efteruddannelseskursus skulle så kunne bringe en sådan kalamitet i orden?
Dilemmaet i forbindelse med uddannelse af sygeplejersker og pædagoger, faghvis legitimitet ligger i en god praksis, er den manglende korrespondance mellemteori og praksis. En god teoretisk (videre)uddannelse fører snarere til undervisnings- og konsulentjobs end til bedre praktikere. Topkarakterer til eksamen på uddannelsesstederne afspejler således mere destuderendes evner til at gå til eksamen endkandidaternes handledygtighed i praksis.
Dette modsætningsforhold har praksis rundt omkring taget ad notam, hvorfor flere og flere institutioner foretrækker at ansætte folk med de rette personlige konkrete kompetencer frem for de formelt uddannelsesmæssigt kvalificerede. I de seneste numre af socialpædagogernes fagblad har der udspillet sig en debat lysår fra diskurserne på seminarier og videnscentre. Teori/praksis-diskussion og bacheloruddannelsens ambition om at være en forskningstilknyttet uddannelse er så at sige blevet overskredet på boenheden for udviklingshæmmede Møgelkær i Viborg. Her har institutionens leder taget konsekvensen af det pædagogiske personales angst for de mennesker, de skulle være uddannede til at kunne arbejde tæt på. Når pædagoger bliver styrede af angst, så de ikke er kontrollerende i situationen, så forsvinder den pædagogiske indsats. Kort sagt, pædagogernes angst forstærker beboernes angst, hvilket afstedkommer mere vold mod personalet, hvilket fører til flere magtanvendelser fra personalets side osv.
For at bryde denne onde cirkel har Møgelkærs forstander ansat tidligere Kosovo-soldater som sikkerhedspersonale, fordi de ikke reagerer på angst på samme måde, som pædagogerne gør. Soldaterne er "antikonflikttrænet og trænet i at modstå aggressioner", siges det, hvorfor det ikke betyder noget, at de ikke har kendskab til målgruppen.
Her står den så, den himmelråbende u-samtidighed. Mens der med Foucault & Co.ved hånden kæmpes for højere status via uddannelsesløft på den akademiske trappestige, trænger principper fra gamle østeuropæiske stater ind i den praktiske institutionshverdag i Danmark.
Jeg har ikke på lederplads i fagbladet Socialpædagogen set principielle indvendinger eller analyser af dette særegne fænomen, hvor en pædagog skal dialogisere med en beboer, mens Kosovo-Johnny hænger bredskuldret i døråbningen på en fredsskabende mission. Men selvfølgelig, fagforeningslederne i Socialpædagogernes Landsforbund kan høre til dem, der både kan blæse og have mel i munden.
En mulig morale i dette både teoretiske og praktiske morads må lægge sig i sporet af det, Allan Holmgren siger på efteruddannelsens positivside. At efteruddannelse for disse menneskearbejdende praksisfag skal være noget, der iværksættes på arbejdspladserne, hvor alle, medarbejdere og ledere, deltager.
Benny Lihme er redaktør af tidsskriftet Social Kritik
