Læsetid: 1 min.

Fortidsforkortning

11. maj 1998

INGER HOLST TOG i Informations tirsdagsudgave under overskriften: Frisind på is fat på Poul Henningsen og kulturradikalismen og frakendte både ham og den, kulturradikalismen, retten til riget. De kulturradikale med PH og Johan Fjord Jensen i spidsen - fulgt op af Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen, Leif Panduro, Erik Knudsen og Ernst Bruun Olsen var i realiteten autoritære i deres fordringer til folkets opdragelse og forstod ikke den nye tids populær-kultur, de amerikanske tegneserie-rock-og-popfænomener, der jo ikke kom ovenfra, fra kultureliten der vidste besked, men til gengæld nedefra, fra de uvidende masser og dementerede alle kulturkritiske formynderes hændervridende bekymring for folkets sjæl og demokratiets fremtid. Den kunstneriske fornyelse kom ikke fra de kulturradikales kubisme og jazz, men fra rock og tegneserier. Det folkelige vandt på trods af de kulturradikales indædte kamp mod, hvad de i deres dybfrosne snæversyn forstod som dumhed og kommerciel automatkultur. De bekæmpede den dårlige folkelige smag og benyttede enhver lejlighed til at fremhæve den gode: funktionalismen, det abstrakte, modernismen - og i sidste ende intellektets kølige, sarkastiske overblik.

SÅ MEGET ER jo nok sandt i fremstillingen at PH og hans samtidige åndsfæller og yngre sympatisører i kulturkampen anvendte ord og begreber, der i dag kan forekomme firkantede og til dels naive. PH's opdragende demokratidefinitioner virker utvivlsomt fremmedartede og ligefrem stødende på antiautoritære postmodernister, ligesom den noget bastante afvisning af trivialkunsten kan forekomme som næsten foragt. Kulturdebatten har i hvert fald siden fået andre strenge under buen, sandeligt, sandeligt.

Imidlertid gør denne foreliggende kritik af kulturradikalismens pionerer - stadig med PH i front - sig skyld i forkortning af synspunkterne, som er set før, men som ikke bliver mere perspektivrigt ved gentagelse.
Når det som anført hedder at den kunstneriske fornyelse ikke kom fra kubisme og jazz, men fra rock og tegneserier, skal man huske på, at rocken næppe havde været meget uden jazzen, og tegneserierne betydeligt fattigere uden kubismen. Det skal man ikke være musikhistoriker eller kunstkender for at vide. Og når det hos Inger Holst og andre håndfaste kritikere af kulturradikalismen, der med suffisance betragter historien i bakspejlet, understreges, at det antiautoritære tresser-oprør i den vestlige verden kun dårligt harmonerede med de kulturradikales teorier om en kultur, der skabte robotter og lydige slaver af folkemasserne, er den vurdering vel også kun delvis holdbar. Det store opgør i USA og den vestlige verden – ikke mindst i forbindelse med Vietnam-krigen - etableredes dog af den radikale minoritet over for det store tavse flertal. Dette enorme politiske potentiale, som en Richard Nixon forstod at appellere effektivt til, og som bragte ham to gange i Det Hvide Hus, inkluderede også de tavse og tilpassede blandt de unge.

Unægteligt kunne de radikale – også her i landet – hævde at den del af befolkningen var et temmeligt bevidstløst produkt af lige netop den fordummelseskultur, som de radikale opponerede imod. Kulturradikal skepsis over for relativt ensrettede borgere i en maskinel massekultur var i betragtning af de efterfølgende politiske begivenheder både her og hisset ikke helt uberettigede. I den forbindelse er det meget muligt at PH mindre følsomt fattede de mere langsigtede udviklinger i det samtidig poporienterede ungdomsoprør samt musikkens og kunstens nye retninger. Hvordan skulle han i øvrigt også have nået en således forlangt dybere forståelse af de nye tider, når han efter lang tids nedbrydende sygdom allerede døde i 1967? Hvad angår de øvrige kritikere, der oprindeligt lod sig inspirere af PH's kritik og livsholdning, lader det også til at nuancerne i den trediveårige efterkritik jævnes noget ud. Hver gang de kulturradikale gennembrud får én på (PH)lampen, og de toneangivende fra dengang bebrejdes deres højrøvethed, glemmer de lindtflydende opponenter så mange år efter, hvad det var for en massivitet af skidt og lort, man stod op imod.

Alene popteksterne dengang eller filmene eller kønsmoralen er værd at gæste for at begribe denne dybe fortvivlelse over kvalitet, bornerthed og tom vanetænkning. Når det ydermere fremstår som en nagelfast kendsgerning, at de kulturradikale havde taget så læsterligt fejl og derfor ikke kunne se noget positivt i det tidlige ungdomsoprør, er det ikke en rimelig gengivelse af fortiden. Eller i det mindste så forenklet at det kan komme ud på det samme. Måske er det rigtigere at sige: at uden det kulturradikale forarbejde, fra Brandes og frem til Rifbjerg, havde ungdomsoprøret ikke fået den form og det indhold - på godt og på ondt - som det rent faktisk fik. Det er fuldstændig absurd at forestille sig Københavns eller Århus' Universitetsmiljøer i 68 uden at have PH o.a. med i bagagen. Og endnu engang: forståelsen af musikken, som Inger Holst af gode grunde tillægger megen vægt, udsprang selvsagt af PH-generationens oprindelige introduktion af jazzen.

Hvad ellers?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu