Kronik

Hvorfor tog vi fejl?

Efter Murens fald i 1989 var det en fremherskende opfattelse, at vejen var banet for en gnidningsfri overgang til demokrati og markedsøkonomi i Østeuropa. I dag, hvor demokratiet ikke har det for godt i den tidligere østblok, diskuteres, hvorfor politikere og eksperter dengang lod sig lede af overdreven optimisme
Demokratiet har trange kår i en række østeuropæiske lande. Den optimistiske forventning om en gnidningsfri overgang til demokrati og markedsøkonomi er i dag forstummet. Som i Ukraine, hvor den Orange Revolutioin aldrig blev ført til ende.

Demokratiet har trange kår i en række østeuropæiske lande. Den optimistiske forventning om en gnidningsfri overgang til demokrati og markedsøkonomi er i dag forstummet. Som i Ukraine, hvor den Orange Revolutioin aldrig blev ført til ende.

Oded Balilty

Debat
16. juli 2007

Politiske opstramninger i Rusland, en Orangerevolution i Ukraine, der ikke blev ført til ende, en lang ødelæggende magtkamp mellem præsident og parlament i Rumænien, gadekampe og politisk vold i Ungarn, forværring af mindretalsspørgsmålet i Estland, politisk skakmat i Tjekkiet, svære forhold for demokratiet i Polen. Alt sammen eksempler på, at demokratiet ikke har det for godt i dagens Østeuropa.

Da Muren faldt, og Sovjetunionen væltede for 18 år siden, var det en fremherskende opfattelse blandt politologer (transitologer) og for den sags skyld også politikere, at vejen var banet for en ret gnidningsfri overgang til demokrati og markedsøko-nomi. I dag diskuteres mere, hvorfor politikere og eksperter dengang lod sig lede af overdreven optimisme.

I takt med problemerne for demokratiet i øst er interessen steget for de såkaldte 'gråzoneregimer'. Her har vi at gøre med politiske systemer, der hverken er demokratiske eller autoritære, men befinder sig et eller andet sted 'midt imellem'. De er overgået til 'noget andet', måske et autoritært regime. Faktum er i hvert fald, at de fleste af landene befinder sig her, et eller andet sted 'midt imellem'.

Før vi ser på årsagerne til den overdrevne optimisme, må vi derfor svare på spørgsmålet: Hvad mener vi, når vi taler om 'demokratiske' og 'autoritære' regimer? Og hvad finder vi af regimer 'midt imellem'?

I den ene ende af skalaen har vi det fuldt ud konsoliderede demokrati. Som påpeget af Juan Linz og Alfred Stepan, to af transitologiens sværvægtere skal demokratiet fungere godt på flere forskellige arenaer for at kaldes 'konsolideret'. På den politiske skal der herske frie og fair valg, der skal derudover eksistere et aktivt civilsamfund til at understøtte demokratiet, økonomien skal fungere og gøre fremskridt, og et velfungerende embedsapparatet skal sikre en stærk stat og god forvaltning.

Blandt regimerne 'midt imellem', men dog i den demokratiske ende af skalaen, finder vi det illiberale demokrati, hvor konkurrenceelementet i forbindelse med valgene undertrykkes og de checks and balances, der skal holde demokratiet på rette spor, ikke fungerer godt nok.

Det ikke-konsoliderede demokrati kan også være majoritetspræget, hvor valgets vindere ikke respekterer mindretallet ud fra devisen om 'the winner that takes it all'; demokratiet kan desuden være elektoralt, dvs. lægge for stor vægt på valghandlinger og ikke meget mere. Og endelig kan vi have at gøre med det kaotiske 'phoney democracy', sådan som vi kunne iagttage det i Rusland under Boris Jeltsin.

Endnu værre forholder det sig under det 'misligholdte demokrati' (democracy by default), hvor staten er for svag og for splittet til at styre, og hvor heller ikke oppositionen er i stand til at opstille noget bæredygtigt alternativ. Moldova er nævnt som et eksempel.

Tilbagefald

Polen under Kaczynski-brødrene betragtes som på samme tid elektoralt, illiberalt og majoritetspræget. Men illiberale træk og majoritetstræk er kendt i en eller anden grad i alle de tidligere kommunistiske lande- og for den sags skyld også i vestlige. Systemerne i de central- og østeuropæiske lande hører stadig under kategorien 'demokratier', men flere oplever i disse år tilbagefald - en bevægelse bort fra det liberale demokrati over mod det elektorale, illiberale eller majoritetsprægede.

I den anden ende af skalaen, den autoritære har vi ifølge demokrati-forskere også flere forskellige udgaver. I bureaukratiske autoritære regimer sætter statsapparatet sig tungt på magten. I det kompetitive (konkurrenceprægede) og elektorale er magten mindre koncentreret og pluralismen højere, men systemet som helhed kan ikke kaldes demokratisk. Og i det det patrimoniale er magten koncentreret omkring en snæver elite, måske en bestemt klan eller familie som vi især ser det i Kaukasus-regionen.

Blandt Rusland-kendere diskuteres, om Rusland under Vladimir Putin bedst kan betragtes som bureaukratisk-autoritært eller kompetitivt, - og om vilkårene for et konsolideret demokrati overhovedet eksisterer. Eller sagt med andre ord, er et stabilt men dog kompetitivt demokrati at foretrække frem for et democracy by default eller et phoney demokrati som under Boris Jeltsin?

Frustrationsbølge

Men tilbage til udgangsspørgsmålet: Hvorfor tog vi fejl? Eller: Hvorfor er de fleste politiske systemer i øst ikke blevet konsoliderede, ja måske er autoritære og uden udsigt til at bevæge sig i den rigtige retning?

For at forstå dette bør vi efter min mening se kritisk på de antagelser, der i sin tid skabte den falske optimisme.

Ét argument dengang var, at overgangen til demokrati og markedsøkonomi ville følge ganske bestemt 'stier', understøttet af internationale organisationer som Den International Valutafond, IMF, og Verdensbanken (Washington-konsensus) og EU (Københavner-kriterierne).

Argumentet var teleologisk, for så vidt som overgangen til liberalt demokrati og markedsøkonomi antages at følge ganske bestemte ufravigelige veje.

Virkeligheden blev som bekendt en anden. Overgangen til demokrati og markedsøkonomi blev vanskeligere og langt mere modsætningsfyldt end forudset. De sociale og økonomiske problemer rejste, hvad den tyske Centraleuropa-ekspert Kai Olaf Lang meget rammende betegnede som en "første frustrationsbølge", som i begyndelsen af 1990'erne skabte en form for politisk nostalgi og overraskende hurtigt gav tidligere kommunister politisk comeback. Konservative og liberale partier genvandt derefter igen magten for så i flere tilfælde at tabe den igen.

Erfaringer fra Spanien

Ved de seneste valg har vi så været vidner til en 'anden frustrationsbølge', mest rettet mod de politiske lederes dårlige politiske moral og den udbredte korruption, og denne gang er utilfredsheden ikke kommet tidligere kommunister til gode, men snarere populistiske og xenofobiske EU-skeptiske og markedsskeptiske partier, der i deres kamp for at 'rense' systemet, højne moralen og bekæmpe korruptionen typisk griber til ikke-liberale og i mange tilfælde klart udemokratiske midler.

Et andet argument gik på, at overgangen til demokrati ville være nærmest lineær og gennemløbe bestemte faser, der alle peger frem mod konsolideret demokrati. Vi var for 18 år siden nok for meget påvirket af den succesfulde og glidende overgang til demokrati i Spanien og Portugal og troede, at erfaringerne herfra uden videre kunne overføres på de tidligere kommunistiske lande.

Men virkeligheden blev også her en anden. Nogle lande som f.eks. Ungarn gjorde pæne fremskridt i 1990'erne, men derefter gik det tilbage. Slovakiet oplevede tilbageskridt i 1990'erne under Vladimir Meciar, derefter fremskridt under Mikulas Dzurinda. Robert Fico's socialdemokratisk-nationale regering der kom til efter valget i 2006, blev mødt med en del bekymring, men har gjort det bedre end frygtet. Demokratiet i Polen 'bølgede frem og tilbage' indtil til valget i 2001, men gjorde trods alt fremskridt. Men vi har siden, og stik mod de oprindelige antagelser, oplevet tilbageskridt, især under Kaczynski-brødrenes nye 'fjerde republik'.

Indhentet af fortiden

En tredje udbredt antagelse gik på, at demokratiet vil styrkes i takt med, at kommunismen og arven fra fortiden kom længere på afstand. Det var således ventet, at demokratiet ville få det bedre i takt med, at en ny veluddannet generation af eliter kom til uden baggrund i det gamle system og med tætte relationer til Vesten.

Troen på, at moralpolitik og den gamle 'vi-dem' skillelinie med 'kommunisme' over for 'antikommunisme' efterhånden ville få mindre betydning og måske forsvinde, holdt heller ikke. Det at være imod det gamle system var ikke nødvendigvis ensbetydende med at have en demokratisk indstilling. Det politiske sprog blev uforsonligt og aggressivt. Flere lande blev 'indhentet' af fortiden.

I dag, 18 år efter kommunismens fald, har flere regeringer således igen sat spørgsmålet om udrensning af 'eks-kommunister og agenter' højt på den politiske dagsorden, måske mest ud fra at give 'fortiden', dvs. det gamle system, og ikke 'nutiden', dvs. regeringerne selv, ansvaret for uløste sociale problemer, korruption og dårligt politisk lederskab.

Sidst, men ikke mindst, troede mange, at netop EU-perspektivet og EU-medlemskabet ville styrke demokratiet og bidrage til holde populister og udemokratiske kræfter i skak. Antagelsen holdt et stykke før medlemskabet, hvor flere lande 'disciplinerede sig selv' og skabte gode naborelationer for at sikre sig medlemskabet.

Men efter medlemskabet er virkningen til at overse. Ingen regner således med, at EU smider nuværende EU-medlemmer på porten, og udviklingen indtil nu har jo givet dem ret.

At dømme efter meningsmålinerne har befolkningerne heldigvis ikke opgivet støtten til demokratiet som princip, men de er stærkt utilfredse med den lave politiske moral, den dårlige regeringsførelse, ustabiliteten og den alt for høje korruption.

Men utilfredshed kan være flere ting på én gang. Ser man f.eks. på tallene fra Polen kan befolkningen godt være ret tilfreds med den økonomiske udvikling og generelle situation og samtidig være stærkt utilfreds med den måde demokratiet udvikler sig på.

Så selv den urgamle antagelsen om, at demokratiet får det bedre i takt med, at 'maverne bliver fyldt bedre op', skal tages med forbehold.

Søren Riishøj er lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet

Kronikken i morgen: Sexslave eller sexarbejder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her