Læserbrev

Min inbox blev fyldt med 50 mails

Debat
20. juli 2007

I februar i år havde jeg en uheldig eksamen. Efter endt votering var forskellen mellem vejleder og censor fem karakterpoint målt efter den gamle skala. Uheldigvis var censor på den 'forkerte side' af bestågrænsen, og i henhold til loven blev jeg dumpet.

Nu var det imidlertid ikke en hvilket som helst opgave, jeg var til eksamen i. Det var mit speciale. Censors kritik syntes endvidere forfejlet, og hendes opførsel under eksamenen var direkte pinlig.

Få dage efter eksaminationen tog jeg derfor ud for at tale med studieadministrationen og studievejledningen på mit universitet. Til min store overraskelse var der imidlertid ingen, der rigtig kendte til klagereglerne.

Gå ikke videre

Mange opfordrede mig - inklusive lederne på mit studium - til ikke at gå videre og i stedet rette specialet og aflevere igen. De mente simpelthen at jeg ikke havde en chance for at komme igennem med klagen. I praksis betød deres alternative forslag en forsinkelse på et semester, hvilket ville blive både dyrt og besværligt. Jeg havde i øvrigt heller ikke mere SU til at finansiere det med. Men censors opførsel før og under eksamen havde dog været så kritisabel, at jeg ikke ville kunne acceptere det personligt, hvis jeg ikke gjorde noget ved det.

Klagen kom således af sted og blot to uger efter blev jeg bevilget en omeksamen. I første omgang var de mange bud på fiasko gjort til skamme.

I troen på at min sag var så unik, at de færreste havde erfaring med og derfor heller ikke kunne vejlede om klagesager, sendte jeg siden en mail til studievejledningen, hvori jeg udførligt gjorde rede for procedurerne og mulighederne.

Censor ikke påtalt

Sagen var dog - afgørelsen til trods - ikke forbi for mit vedkommende, for censor var ikke blevet påtalt, og der var ikke tale om, at systemet anderkendte en fejl, selvom man gav mig en omeksamen. Jeg brokkede mig derfor til censorkorpset. Det svarede imidlertid aldrig, og da jeg ringede ind for at rykke for en afgørelse, blev den afvist med begrundelser om, at det var korpsets opgave at udpege censorer, og at de forøvrigt havde gode erfaringer med min censor. Det var ikke en begrundelse, som jeg kunne acceptere. Og den klagesag, som egentlig var startet positivt, havde taget en negativ drejning.

Med denne oplevelse i bagagen sendte jeg for godt en uge siden en email ud på postlisterne på RUC (Roskilde Universitetscenter, mit universitet), for at høre om andres oplevelser i forbindelse med klagesager. Resultatet var overvældende. Inden for få dage fyldtes min inbox med den ene historie efter den anden. Omkring halvtreds historier er det blevet til. Med to undtagelser var de alle utilfredse med systemet.

En jungle

Der var flere punkter. De fleste oplevede klagesystemet som værende en jungle, hvor de havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle klage. Og blandt de få, der havde det anderledes, kendte de fleste af dem systemet indefra. Dvs. de havde været med til at behandle klager på grund af repræsentation i studienævn eller lignende og var derfor godt bekendt med proceduren.

Mange overraskedes tillige over, at de gang på gang blev opfordret - også fra lederne på studiet - til at lade klagen ligge, fordi "der alligevel ikke ville komme noget ud af den". Unægtelig en besynderlig holdning fra personer, som bør optræde professionelt og i øvrigt knap var parter i sagen.

Truede med pressen

Mange var utilfredse med, at censor og vejleder kunne afvise klagen i første runde. Og behandlingstiden kunne være skræmmende. Flere beskrev studieforsinkelser på både halve og hele år. Visse var nødt til at lade klagen gå igennem snart det ene, snart det andet udvalg. En enkelt truede RUC med at gå til pressen, før hun fik medhold, mens en anden - hvis påstande umiddelbart kunne bevises skriftligt - anslår sin forsinkelse til et år. Efter alt dette har jeg et vigtigt spørgsmål: Virker det ikke som om man ikke ønsker at klagesagerne skal komme frem?

Forleden sendte jeg i hvert fald en klage over behandlingen af min sag til Videnskabministeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her