Læsetid: 2 min.

Man kan vælge Machiavelli

Debat
28. februar 2007

Frank Grevil, hvis eneste forbrydelse var at han var lidt for 'frank' i sin afsløringer af statsministerens bevidste løgne (eller undskyld, lodrette usandheder?) om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Et andet eksempel er retssagen mod Berlingske Tidendes chefredaktør og to journalister, pga. deres offentliggørelse af efterretningsrapporter, der afslørede regeringens overlagte vildledning af offentligheden vedrørende begrundelsen for koloniseringen af Irak. Dertil kommer statsministerens udfald mod DR, fordi den for engangs skyld sendte et regeringskritisk dokumentar-program, som uden tvivl fastslog danske styrkers overdragelse af afghanske fanger til tortur, en sag som regeringen har reduceret til fangernes frisurer, som om det var kernen.

En hån af en undersøgelse

Ligesom med undersøgelser af CIA-flyvninger og grundlaget for Irak-krigen, der endda ifølge FET har øget truslen mod danske borgere, nægtede regeringen at undersøge de afskildrede forhold. I stedet beordrede statsministeren en granskning af DR. Det eneste vi af og til ser regeringen gøre er at den spørger den amerikanske administration, om det nu også er rigtigt det resten af verden påstår. En hån mod ordet 'undersøgelse'. Er det også sådan regeringen vil råde politiet til at arbejde? Instruktøren, Christoffer Guldbrandsen, sagde under et interview til TV2-news i januar, at han ikke kunne klare presset fra regeringen og derfor aldrig villle lave en lignende dokumentar igen. Man har derved skræmt journalister og andre der er kritiske over for regeringens slaviske efterfølgelse af USA's koloniseringseventyrer rundt om i verden. Sæt dette i kontrast. Vi husker sikkert alle de konservatives famøse landsmøde i 2005, hvor kulturministeren, tilsyneladende fordi et par kunstnere ikke ville kritisere Islam af frygt for konsekvenserne, opfordrede alle til at håne Islam.

Den sidste udånding

Nu hvor folk er blevet retsforfulgt, og nu hvor en instruktør ikke tør at kritisere regeringen grundet det pres der er blevet lagt på ham, bør regeringspolitikerne (bare én?) så ikke frygte for den højtproklamerede ytringsfrihed og opfordre alle til at kritisere og om nødvendigt latterliggøre regeringen og Anders Fogh? Eller er det korrekt konkluderet, at ytringsfriheden i virkelighedens verden ikke omfatter kritik af systemet (sagde jeg det højt)? På onsdag vil endnu en politisk retssag udspille sig, denne gang mod Fadi Abdullatif, repræsentant for Hizb ut-Tahrir Danmark. Uagtet al manipulation (nogle politikere synes at ville sekularisere samfundsdebatten, så løgn ikke længere er en synd) er han udelukkende anklaget for at have skandaliseret den danske regerings USA-loyale Irak-politik. I den aktuelle terrorstemning, skabt af regeringen på flere måder end én, er han dømt til at tabe sagen. Efter 'Muhammad-krisen' havde alle travlt med at rose hinanden for at have forsvaret ytringsfriheden, men det var i virkeligheden kun retten til at krænke andres kulturer der forsvaredes. Hvad angår kritik af eget system, kultur og regering, så er retten hertil døende. Sagen på onsdag kan blive den sidste udånding.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her