Essay

Vi kaster vores hjerter gennem ruderne

Vold er der ingen, der kan lide. Det er forkert, et svaghedstegn, det virker ikke, og der er intet, der kan retfærdiggøre at tage det middel i brug. Fred og fordragelighed er det, vi kan lide, og det er nu engang det, man kommer længst med
Debat
7. marts 2007

 

Men hvorfor er vi så omgivet af al denne vold? På gaden, i felten, i hjemmet, i sengen, i bokseringen? Voldsmonopolet er en grundpille i den vestlige stat. Som Max Webers klassiske definition fra 1921: "Ved en stat skal forstås en politisk anstaltvirksomhed, hvis og for så vidt dens forvaltningsstab effektivt opretholder monopolet på legitim fysisk tvang." Dette monopol er oprettet for at sikre statens interesser, således at det er muligt at gennemtvinge de beslutninger, der bliver taget på flertallets vegne. Volden er institutionaliseret i to instanser, militæret og politiet. Så vold er legitim i krig og i politiets arbejde. Det vil sige, at al anden vold er illegitim vold, terrorisme. Men denne form for vold er, ligesom den legitime vold, en uomgængelig del af vores historie og har hele vejen været en forudsætning for, hvordan samfundet ser ud i dag. Hvis bare vi tager Danmarkshistorien som eksempel for den illegitime volds rolle, er den fuld af folkelige oprør. Oprør, som vi alle kender, og hvorpå vi stolt bygger vores idé om danskerne som et antiautoritært, ukueligt og kritisk folk.

Historiske eksempler

De jyske bønder tog våben op i kampen mod udnyttelse og undertrykkelse i Grevens Fejde i 1534 og kæmpede det endelige slag efter århundreders bondeoprør. De blev slagtet efter nogle delsejre, men opnåede dog at skrive historie og få herremænd og andre undertrykkere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de indførte nye skatter eller krav. Modstandsfolkene under Anden Verdenskrig bombede strategisk tysk materiel og igangsatte augustoprøret i 1943, hvor arbejdsnedlæggelser og voldsomme uroligheder i de fleste provinsbyer og hovedstaden fik samarbejdsregeringen til at gå af. Det igangsatte en lavine af begivenheder, der ændrede det dansk/tyske samarbejde. Et år senere kom folkestrejken, hvor københavnerne nedlagde arbejdet, trodsede udgangsforbudet og forsvarede deres færden i gaderne med barrikader og sten. Historien fortæller, at man ikke kan forsvare sig udelukkende med fredelige midler mod en overmagt, der har volden som middel så dybt grundfæstet i sig. Den vold, staten udøver, strækker sig jo ikke kun til kongeriget Danmark. Vi er i krig, og vi er en del af en vestlig verdensorden, der dikterer eller påvirker forholdene i resten af verden.

Drag staten til ansvar

Det kan være svært at se disse sammenhænge og se, hvor voldeligt et ansigt et tilsyneladende fredeligt andedams-Danmark har. Men det er disse sammenhænge, vi ser og reagerer på, når vi demonstrerer, kaster med brosten, bz'er, blokerer veje, laver koncerter osv. Det er alt sammen en hel masse strategier til at skabe en anden struktur, hvor der er friere rammer, og et forsøg på at sætte foden ned, når noget er uacceptabelt. At reagere, fordi det er ens pligt. Drage den danske stat til ansvar for det, den ellers formår at løbe fra. Krig i Irak, deportationer af desperate mennesker, der er truet på livet, og alle de andre overgreb, som er meget mere indirekte, men dog er en direkte konsekvens af et kapitalistisk system. Når politikerne ikke kan råbes op, og de sender politiet til at gøre arbejdet for sig, så er der kun kampen på gaden tilbage. Når vi slås for vores hus, slås vi side om side med undertrykte folk i resten af verden. Det er den samme kamp, en solidarisk kamp for plads til at være til og fri og kunne forme sine egne strukturer, have indflydelse på sit liv og verden omkring sig. Vi slås for at være menneskelige og for at kunne leve. Når man har noget at sætte i stedet for et voldeligt regime, så kan vold føre til forandring og ikke blot mere vold. Militant kamp er så svær i den vestlige verden, for i og med at al ikke-statslig vold er illegitim og kriminel, er der per definition ikke noget, der er vigtigt nok til at bryde med voldsmonopolet, og forståelsen for militant kamp i vores kultur er tæt på nul. Og den konstante strøm af informationer om tingenes horrible tilstand gør blot blind og døv. Det stiller én i en svær position, når man kan se, at tingene går helt galt. At blot at lade stå til vil være vold i sig selv. Men at være afskåret fra at handle på urefærdighed gør en til et amputeret menneske.

Intet at dø for

Jeg burde være i stand til at reagere direkte på det, jeg oplevede og følte. Hvis noget var uretfærdigt, burde jeg kunne gøre en forskel. Jeg burde have indflydelse. Min retsfølelse burde være intakt. Jeg har kæmpet en indædt kamp for at blive hel, at få følelse og handling til at blive et. At kunne sætte en stopper for det uacceptable. Men jeg kunne ikke. Man kan ikke. I de vestlige samfund er der intet, der er værd at kæmpe for. Intet at dø for. Så hvis man kæmper for noget, er det nærmest til grin. Ingen kan tage det alvorligt. Det forventes, at man vokser fra det. Og så bliver ens kamp solgt. Undergrunden producerer nye brands, der sælger bedre end det, nogen imageudvikler kan producere. Man kan ikke undslippe. Alt kan sælges, og er det mon bedre at lade være med at kæmpe, så de ikke kan sælge kampen? Er vi en nødvendighed for denne struktur? Vi er bedre paralyseret end i et totalitært militærdiktatur. Dér er der noget at kæmpe og dø for.

Et helt menneske

Vi har ingen moral, menneskelighed eller ægte følelser. Jeg har ikke. Disse følelser kan ikke eksistere under sådanne forhold, hvor man ikke kan reagere, hvor man ingen indflydelse har. De dør, når man lader stå til. Og en skygge af disse følelser står tilbage. Alligevel kæmper folk. Det er et spørgsmål om at rationalisere sig frem til, hvordan et helt menneske ville tænke og reagere, og så efterligne det. I øjeblikke kommer man tæt på en ægte følelse, i øjeblikke gør man en forskel. Det er nok til, at det er værd at leve, det er nok til at føle sig tæt på menneskelig. Det er mere, end de fleste kan håbe på. Så indimellem kaster vi vore hjerter gennem ruderne fordi vi har pligt til det, og indimellem banker de.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her