Læserbrev

Krarup, Kjærbøl og de tyske flygtninge

Fortællingen om Danmarks behandling af tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig skjuler omfanget af en regulær humanitær katastrofe. Ved krarup det?
16. juli 2007

Den 5. juli 2007 bragte Information et indlæg af Søren Krarup, hvor han blandt andet kritiserer Bent Melchiors positive opfattelse af Dansk Flygtningehjælp. Søren Krarup ser derimod denne organisation som et landsskadeligt foretagende og en del af den omsiggribende godhedsindustri. Krarup fortsætter nu: "Dansk Flygtningeadministration 1945-49 under Johs. Kjærbøls ledelse var helt anderledes ansvarlig og realistisk". Det er dette synspunkt, jeg vil sætte til debat gennem lidt oplysende historik.

Under Den Røde Hærs fremrykning i vinteren 1944-45 blev millioner af tyskere fanget i en lomme ved Østersøkysten. Eneste flugtvej for såvel civilbefolkning som militærpersonel var over havet. I løbet af krigens sidste måneder havnede på denne baggrund ca. 250.000 tyske flygtninge i Danmark, heraf 70.000 børn under 15 år.

Efter kapitulationen stod de danske myndigheder med en række midlertidige flygtningelejre, oprettet af den tyske besættelsesmagt, hovedsageligt i militærforlægninger men også i beslaglagte skoler, idrætshaller osv. Da det viste sig umuligt at få disse flygtninge sendt tilbage til Tyskland, trods ihærdig indsats fra skiftende danske udenrigsministre, oprettede den danske regering i september 1945 Flygtningeadministrationen, der under ledelse af den tidligere socialdemokratiske minister Johannes Kjærbøl fik organiseret flygtningeforsorgen og samlet de tyske flygtninge i bevogtede lejre flere steder i landet.

Den gængse vurdering af den danske indsats har indtil slutningen af 1990'erne været den, at trods negativ indstilling til tyske flygtninge i den danske befolkning, så fik disse en udmærket behandling.

Derfor vakte det betydelig opmærksomhed, da læge Kirsten Lylloff i slutningen af 1990'erne stillede stærke spørgsmålstegn ved denne tolkning. Hendes bog Barn eller fjende? (2004) argumenterer indgående for, at grundfortællingen om behandlingen af tyske flygtninge skjuler omfanget af en regulær humanitær katastrofe. Elendig forplejning, katastrofale boligforhold og manglende lægehjælp medførte, at 13.000 døde i løbet af 1945 - herunder 7.000 børn under fem år. I det begrænsede omfang disse dødstal overhovedet er blevet omtalt tidligere, så er de blevet forklaret som følger af strabadser under flugten til Danmark. Lylloff argumenterer i sin bog for, at det for børnenes vedkommende derimod var det tragiske resultat af en bevidst dårlig behandling.

Bogen sætter fokus på den absolut svageste gruppe af flygtninge, de ca. 10.000 uledsagede flygtningebørn. Gennem omfattende studier af flygtningeadministrationens arkiver, der ikke tidligere har været benyttet af historikere, viser Lylloff, hvordan disse børn blev udsat for en hård og ubarmhjertig behandling uden tanke på de belastninger, disse børn i forvejen havde været udsat for - traumatiserede af krigen og nu uden deres forældre.

Kjærbøls ansvar

Et stort ansvar placerer Lylloff hos lederen af Flygtningeadministrationen, Johannes Kjærbøl, der udnyttede en modvilje mod alt tysk efter krigen til at retfærdiggøre en hård behandling. Kjærbøl var blevet kompromitteret gennem samarbejdspolitikken, og han havde brug for en sag, hvor han kunne lægge afstand til denne politik. Med til historien hører også, at de tyske flygtninge generelt blev anset som en del af besættelsesmagten, hvor ikke kun Flygtningeadministrationen, men også Frihedsrådet argumenterede for, at for meget hjælp til disse mennesker kunne bringe Danmarks status som allieret nation i fare.

Fortielsen af denne humanitære katastrofe fortsatte efter at de sidste flygtninge havde forladt lejrene i februar 1949. I 1950 udgav Flygtningeadministrationen selv en hvidbog over behandlingen af tyske flygtninge 1945-49. Et skønmaleri, hvor Kjærbøl og hans medarbejdere fik lejlighed til at bidrage til en bestemt orkestrering af administrationens eftermæle.

Kritikere - som eksempelvis forfatteren Arne Gammelgaard - af denne nye historiske indsigt kalder det overdreven moralisme og kategoriske domme over fortiden uden tilstrækkelig sans for tidens kontekst. Tiden var dengang en anden, den danske befolkning havde et forståeligt tyskerhad, og Danmark var i 1945 ikke forpligtet af internationale konventioner på området. En del af kritikken bygger efter min mening på den misforståelse, at der nu skulle være afsagt dom over behandlingen af samtlige 250.000 tyske flygtninge. Det er muligt, at mange tyske flygtninge fik en rimelig behandling, men svigtet over for tusindvis af små uledsagede og uskyldige børn lader sig ikke længere bortforklare.

Hvorvidt Søren Krarups opfattelse af Johs. Kjærbøl og Flygtningeadministrationen som "ansvarlig og realistisk" bygger på uvidenhed om disse ulykkelige forhold eller accept af dem, det må foreløbig stå hen i det uvisse. Men ligegyldigt er det vel ikke i relation til disse års heftige diskussioner om dansk asyl- og flygtningepolitik, hvorpå regeringens faste støtteparti har en ikke uvæsentlig indflydelse.

Lars Andersen er Ph.d., historiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu