Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
31. juli 2007

Fafner og boykotten

Informations Mellemøstjournalist Henrik Fafner er ikke begejstret for boykot Israel-kampagnen (leder, information 17.7.07) som bl.a. manifesterer sig gennem det engelske transportarbejderforbunds, den canadiske delstat Ontarios og flere sydafrikanske fagforbunds opfordring til boykot af israelske varer.Fafner snakker udenom. Er der er sted i verden hvor de politiske linjer er synlige, er det i Mellemøsten.

Den zionistiske stat Israels politik er eksempelvis meget klar: Den går ud på to ting: mest mulig palæstinensisk jord og færrest mulige "arabere". Det forklarer Israels etniske fordrivelse af palæstinenserne omkring 1948, besættelsen af Vestbredden og Gaza i 1967, den fortsatte udbygning af bosættelserne, bygningen af apartheidmuren som - hvis muren færdigbygges - kun vil levne max 10% af det historiske Palæstina til "en selvstændig palæstinensisk stat.

Når et stigende antal organisationer og fagforeninger slutter op omkring boykot af Israel, hænger det således sammen med Israels besættelsespolitik. Og skal samtidig ses som en protest mod USA's og EU's ensidige opbakning bag staten Israel.

Boykot er en folkelig protestform der anvendes når rationelle argumenter, internationale regler og aftaler bliver mødt med foragt. Boykotten af apartheidregimet i Sydafrika viste hvor effektiv boykot kan være som politisk redskab.

I Danmark besluttede en række fagforeninger, politiske grupperinger og enkeltpersoner i 2002 at danne Boykot Israel kampagnen. Det skete i forbindelse med Israels massakrer på Jenin-flygtningelejren på Vestbredden. Kampagnen fik en flyvende start i forbindelse med venskabskampen mellem Israel og Danmark den 17. april 2002 i Parken der samlede flere tusinde til demonstration.

Når FC-København efter planen tirsdag den 31. juli møder den israelske klub Beitar Jerusalem i Parken, så vil Boykot Israel Kampagnen naturligvis være på pletten og opfordre FCK-truppen og tilskuerne til at boykotte kampen.

Irene Clausen og Johnna Mortensen
Boykot Israel Kampagnen

Doping

Efter Tour de France er der tid til at sunde sig lidt. Der er stor tilslutning til at sporten skal være ren, altså uden doping, det siger bl.a. vores kulturminister, som foregangsmand for antidopingarbejdet, han siger også at bagmændene skal straffes med fængsel. Så herhjemme er der noget at komme efter, noget at gå i gang med.

Af Anti Doping Danmarks hjemmeside fremgår, at der gives dispensation til doping, når blot det er lægeligt begrundet. Umiddelbart fremgår dog ikke hvor mange, der har en sådan dispensation, og derfor heller ikke hvordan fordelingen er på sportsgrene.

Endvidere kommer overvejelser om praksis under touren, en positiv dopingprøve og holdet trækker sig, efter to positive prøver diskuteres om løbet skal stoppes. En positiv prøve forud for løbet fik et lands statslige tv-stationer til at pakke sendeudstyret sammen.

Hvad skal vi gøre næste år til de olympiske lege i Beijing, skal samme praksis følges eller skal der gøres forskel. Det bliver måske kronprinsen, som skal have lidt hjælp til at få regelsættet på plads gerne i god tid af hensyn til atleterne og af hensyn til os andre, som påtænker at købe billet.

Første dopingsynder trækker sit land med ud af legene, næste synder lukker legene. Så kan de lære det.

Bent Madsen
Middelfart

Hvordan omvendt ?

Lars Franyó skriver i en påtale i Information 28-29/7 at "bropessimisterne varslede nærmest den totale undergang for Korsør og Nyborg, hvis Storebæltsbroen blev bygget. Det er gået lige omvendt". Hvad er det der er gået omvendt i Korsør.

Jeg har nu boet i byen siden 1983 og set den stille og roligt falde i søvn. En tur op og ned ad gågaderne en tirsdag aften kan lignes med en bytur i Fjendeslev. Det er blevet en bo-by. En soveby. Jeg har solgt mit hus.

Preben Hammer Jensen
Korsør

Sandheden er ilde hørt

Det er er ikke Asmaas, men Foghs og regeringens ansvar at der dør danske unge i det irakiske sand. Det var regeringen og DF som sendte Danmark i krig imod et flertal i den danske befolkning. Samtidig har Asmaas udtalelse om den irakiske modstand fat i noget vigtigt:

"Det er også nødvendigt at vi støtter irakernes kamp imod besætterne, det er i alt for høj grad lykkedes at stemple modstandsbevægelsen som terrorister".

Og der har hun helt ret; den irakiske modstandsbevægelse er, som alle andre modstandsbevægelser, nutidige og historiske, en sammensat størrelse. Der er både religiøs, sekulær og klassebaseret modstand og der både kommer til udtryk i civil og militær form.

Selvfølgelig støtter hverken vi eller Asmaa den sekteriske vold i Irak, og vi ser den som endnu et sørgeligt resultat af en besættelse som bruger "del og hersk taktik" i Irak - ikke for at befri irakerne, men for at tilgodese kyniske olieinteresser og kontrollere Mellemøsten.

Vi er stolte af at være organiserede sammen i Enhedslisten med Asmaa; dels fordi hun stiller regeringen til ansvar for de danske soldaters liv, og hun samtidig viser solidaritet med en befolkning som lider enormt under den vestlige aggression.

Hun viser et særligt mod når hun skal tåle den ualmindeligt rå hetz mod muslimer på Christiansborg.

På vegne af Socialistiske Arbejderavis og Internationale Socialister

Asta Land Olesen og Jesper Juul Mikkelsen

Igen en sensation

Bortvisningen af Michael Rasmussen fra Tour de France, efter at han har bragt sig i vinderposition, gennemført 15 etaper hvoraf ni i førertrøje og bestået 15 dopingtests uden anmærkninger, bringer et digt af Ingeborg Buhl i erindring:

JOURNALISTIK

I Nyhedsfrådseriets gridske fugle,

I flænser nådeløst i ofrets blu og skyhed.

Og når igennem smudset I har slæbt ham,

og han forbløder af de sår han ville skjule,

melder I uforknyt: Se, vi har dræbt ham!

Igen en sensation, den sidste nyhed!

Digtet er fra samlingen Brudte klange med undertitlen I dødens lysende skygge, Poul Kristensens Forlag, 1979, m. tegninger af Thormod Kidde.

Ingeborg Buhl døde på plejehjem som 92 årig i 1982 efter i mange år at have levet på Det adelige Jomfrukloster i Roskilde. Nutidige reflektioner og visdom uden alder kendetegner hendes digte.

Tankevækkende er det, at man skal søge så langt tilbage i tiden, til et menneske født i 1890, for at finde en passende kommetar til den offentlige dårskab anno 2007.

Anne Marie Løn
Asnæs

Oprah

Hvor er det "skæppe godt", at 'min' inspirerende og legende avis i al sin seriøsitet bringer et indslag om noget så vigtigt som den guddommelige selvbevidsthed, hér i skikkelse af "gudinden" Oprah Winfrey, som et levende bevis. Hun er en guddommelig genial "prædikant" i sin tid, og en bevidsthed om, at vi ikke skal sætte vort lys under en skæppe og bruge vore talenter. OgOprah sætter den menneskelige fællesnævner i fokus samtidig med respekten for individualiteten.

Jeg mener, at 'Gud'er en oplevelse, og at det er absurt at tale om 'gud' somdødog/eller levende,'Gud'ER under alle omstændigheder, men vi skal opdage 'Gud' og dermed os selv, som mennesker på en klode i universet.I virkeligheden er alt sider af samme sag- dualisme er i realiteten alene noget anderledes i en del af et hele, et både og i et evigt skabende princip ienguddommelig værens llys - vi er kvanter i atomernes rigeog en del af et univers, vi foreløbig ikke kender ret meget til, vi er skabt af det støv, stjerner er skabt af, og vi véd, at solen er en stjerne.

Ellen A. Nielsen
Bandholm

Hyldest til Chavez må forstumme

Når man nu ser det seneste eksempel på den demokratiske deroute i Venezuela, må Socialdemokraternes hyldest til manden forstumme. Nu skal udenlandske kritikere af præsidenten udvises fra landet. Der er ingen plads til kritik eller opposition i det land, hvor præsidenten lukker regeringskritiske medier og undertrykker grundlæggende demokratiske principper.

I Information skrev tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft den 12. april følgende:

"Chavez forbyder ikke oppositionen at virke i landet, og hans modkandidat Rosales fik faktisk 40 procent af stemmerne ved det nylige præsidentvalg."

Mon Lykketoft stadig mener, at oppositionen har grundlæggende demokratiske rettigheder i et land, hvor udenlandske kritikere nu skal smides på porten?

Socialdemokratiet har tidligere hyldet Nordkorea og Cuba for fascinerende samba-socialistiske systemer, selv om borgerne i landene ikke har haft skyggen af demokratiske rettigheder.

Skal vi nu se historien gentaget med Socialdemokratiets opbakning til Hugo Chavez i Venezuela, blot fordi præsidenten er kritisk overfor Socialdemokratiets favoritfjendebillede USA?

Torsten Schack Pedersen
Medlem af Folketinget (V)

Myten om den sekteriske vold i Irak

At partierne bag beslutningen om den ulovlige besættelse og krig i Irak kan have en særinteresse i at fastholde offentligheden i vildledelse, uvidenhed og mytologisk misinformation - kan vel ikke overraske.

Men at venstreorienteret reproducerer og producerer de selv samme urigtigheder er mere end bekymrende.

Lad os slå fast, at der IKKE er borgerkrig i Irak mellem sunni - og shia muslimer og den sekteriske vold i Irak er minimal. Al-Queda har ingen indflydelse på modstandsbevægelsen, - tværtimod.

Og modstandsgrupperne er ikke "islamiske fascister". Det er fakta.

Gennemsnitligt, er 70 procent af alle angreb i Irak rettet mod besættelsestropperne. En mindre del er rettede direkte mod de irakiske hjælpetropper. Og en meget lille del rettede mod civile irakere. Det er fakta og de er rimelige nemme at få fat på.

Det kan undre, at progressive mennesker og socialister både i Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vedholdende fastholder at få deres "grundlæggende" informationer om udviklingen i Irak, fra den samme presse som så "objektivt" reporteret om besættelsen før, under og efter.

Det er intet mindre end dovenskab, sjusk og politisk kretinisme af værste skuffe. Det er utroværdigt, useriøst og uredeligt. Men det værste er, at det medfører en politisk degenerering og politisk udskridning. Uvidenhed er åbenbart også blevet en venstreorienteret dyd.

Men her er dokumentationen:

-http://bp1.blogger.com/_JNlxgs6qm2M/RfkvFQhVhuI/AAAAAAAAALI/O9HzZA9UMII/s1600-h/Iraq+attacks.jpg

-http://www.defenselink.mil/pubs/pdfs/9010Quarterly-Report-20061216.pdf

-http://www.gao.gov/new.items/d06428t.pdf

-http://www.zmag.org/content/showarticle.cfm?SectionID=15&ItemID=7670

Jan HobyKøbenhavn Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her