Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
9. juli 2007

Fokus forsvandt

"Penge lige ud af vinduet" og "Flere kurser gør blot medarbejdere og chefer frustrerede", mener dirketør Allan Holmgren på forsiden af Information den 4. juli. Sådan fortsætter kritikken i forhold til regeringens aftale om at afsætte 800 millioner kroner til blandt andet efteruddannelse. Allan Holmgren er stifter og direktør af DISPUK. Han kritisere efteruddannelserne: "Det boomer med alle mulige konsulentfirmaer, som holder kurser i systematisk ledelse og anerkendende ledelse - meget af det, er kejserens nye klæder."

Pointen er god. Er det muligt at efteruddanne sig til en bedre offentlig sektor?

Information er vist gået på ferie og mangler kilder til artiklen. Allen Holmgren kritiserer nemlig DISPUK's største konkurrent inden for systemisk metodik, Attractor, ved at citere to konkrete lederuddannelser fra Attractor nemlig Systematisk Ledelse og Anerkendende Ledelse - og kalder dem kejserens nye klæder. Attractor er den største voksne formidler af systemisk uddannelser for ledere og organisationsudvikling i Danmark, hvor DISPUK tidligere var enerådig på faglighed og udbud inden for det systemiske felt.

Altså: En flot reklame for DISPUK gør, at fokus fra kernehistorien om udvikling af den offentlige sektor via uddannelse desværre forsvinder.

Et par kilder i form af et par offentlige ansatte, der har prøvet kuren (kursus) ville gøre godt og være med til at se det lidt fra en anden side - end at det offentlige skal sende hele sin stab til DISPUK frem for blot et par stykker.

Michael Lodberg Olsenoffentlig ansat og udsat for kursus

Efteruddannelse er ikke spild

Hvis social- og sundhedshjælperen bliver videreuddannet til at være opmærksom på, om fru Hansen skranter og lærer at gribe ind på en fornuftig måde, er det så spild af uddan-nelse? Eller hvis social- og sundhedshjælperen lærer at være opmærksom på optræningsbehov og medvirke i optræningen, vil det så gøre arbejdet mere frustrerende?

Det indtryk kan man få af Allan Holmgrens udtalelser til Information. Holmgren, der er stifter af Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling & Konsultation, giver dog også udtryk for, at man skal udvikle arbejdspladserne i samarbejde mellem medarbejdere og ledere.

Det kan vi kun tilslutte os i Ældre Sagen, hvor vi dagligt hører om borgere, som kun har personlig kontakt med omverden via hjemmeplejen. Vi ser gerne en udbygget kompe-tence af både medarbejdere og ledelse.

Forebyggelse og optræning er nogle af hjemmeplejens sorte pletter. Når der skal uddannes i disse emner, er det fordi, det lærte skal indgå i det daglige arbejde - til glæde for fru Hansen og mange tusind andre, som får en bedre hjælp. Og til glæde for hjemmehjælperen, som får et mere kvalificeret og selvstændigt arbejde. Og til glæde for os alle sammen, som ellers risikerer, at ingen vil påtage sig jobs, som helst skal udføres bevidstløst og 'i fuldt tempo'.

Tak til de mange tusind medarbejdere i hjemmeplejerne og på plejehjem, som fastholder engagementet, selv om de skrappe visitationssystemer og minuttyranniet prøver at tage gejsten fra jer. I fortjener den videreuddannelse, der skal til, for at I kan udfolde alle jeres talenter. Det forudsætter selvfølgelig, at også jeres arbejdsforhold ændres, så alt det, I kan, kommer borgerne til gavn. At sende jer tilbage til samme arbejdsforhold 'i fuldt tempo' er spild.

Søren Gustavsensundhedspolitisk konsulent, Ældre Sagen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu