Læsetid: 7 min.

Merkel, Merkel über alles

Om en nationalsang, der er lige så misforstået som smuk, og om Tysklands kanslerinde, der denne sommer fremstod som Europas store samlende skikkelse
Når visse andre med himmelvendte blikke råber op om deres udelelige suverænitet, lader Merkel os fornemme, at vi må tage hensyn til hinanden og om nødvendigt dele lidt af vores selvbestemmelse med de andre på demokratiets grundlag.

Når visse andre med himmelvendte blikke råber op om deres udelelige suverænitet, lader Merkel os fornemme, at vi må tage hensyn til hinanden og om nødvendigt dele lidt af vores selvbestemmelse med de andre på demokratiets grundlag.

Geert Vanden Wijngaert

2. juli 2007

KRONIK

af Gustav Barfoed

Den 22. juni 1941 rykkede Adolf Hitlers panserstyrker im grauen Morgen ind over det sovjetisk beherskede Østeuropa, mens supernationaliske kampsange tordnede fra 'Reichsender Deutschland' ind over det mestendels tysk beherskede Vesteuropa. Den gamle smukke Lied der Deutschen, hvis første vers begynder og slutter med: "Deutschland, Deutschland Über alles, Über alles in der Welt," spillede en mere beskeden rolle i denne krigeriske sammenhæng. Denne Lied var skrevet af den preusserkritiske Heinrich Hoffmann von Fallersleben på en tid, hvor den splittede tyske verden endnu var 'Das Land der Dichter und Denker'. De tyske stater var jo da delt i en række større eller mindre stater eller Länder, der vel havde en slags forbund med hinanden, men det forhindrede dem ikke i at bekrige hinanden efter omstændighederne, mens andre europæiske lande delte den oversøiske verden mellem sig gennem krige eller aftaler med hinanden. De, der dengang sang 'Lied der Deutschen', og det var der mange, der gjorde, drømte simpelthen om et Tyskland, der var samlet: "Von der Maas bis an die Memel, Von der Etsch bis an den Belt, Deutschland, Deutschland über alles, Über alles in der Welt."

Håb om samling

Det var en dybfølt sang, der gav udtryk for håbet om at samle tyskerne i et rimeligt begrænset politisk fællesskab til tonerne af selveste Haydn. Efter første verdenskrig blev den tysk nationalsang i 1922. Men der kom et problem: Alt for mange i og måske navnlig udenfor den tyske verden var tilbøjelige til at opfatte 'Deutschland über alles' som et overdimensioneret magtbudskab, ikke mindst efter at Bismarck i 1871 endelig fik samlet en stor del af det gamle tyske rige med Prøjsen, som det mest fremtrædende land og Berlin som hovedstad. Det nye kejserlige, wilhelminske Tyskland blev den økonomisk og politisk stærkest fremstormende stormagt i Europa.

At englænderne i et par hundrede år havde sunget: Rule Britania, Britania rules the waves, og at de franske i deres Marseillaise fra 1790'erne ville "fylde deres plovfure med fjendens blod", alt det og mere til har verden blot spist brød til. Det drejede sig jo blot om at forsvare fædrelandene, ikke om at angribe de andre. Det gjorde 'Deutschland über alles' heller ikke.

Merkel til Bruxelles

Den 22. juni i 2007 kom Angela Merkel til Bruxelles. Hun kom som bundeskansler for et Tyskland, der nu er genforenet, og som forkvinde for EU's Ministerråd skulle Angela nu medvirke til at videreføre de rammer for det europæiske samarbejde, der ses at have så stor betydning for Europas fred, frihed og trivsel. Det begyndte 9. maj 1950. Den dag holdt Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman en tale, der virkelig rykkede i vor lille verdensdels historie. Han sagde blandt andet:

"Verdensfreden vil ikke kunne sikres uden en kreativ indsats, der er på omdrejningshøjde med de farer, der truer den... Europa skabes hverken ved et kup eller gennem en samlet konstruktion. Det skabes gennem konkrete tiltag, der begynder med at opbygge virkelig solidaritet mellem folkene.... Den franske regering foreslår at anbringe hele den franske og hele den tyske stålindustri under en øverste fælles myndighed i en organisation, der også skal stå åben for andre europæiske lande".

Det blev en succeshistorie. Et par år senere havde Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg på demokratisk grundlag oprettet en fælles øverste myndighed for kul og stål, og med Romtraktaten udvidedes dette eksperiment til hele økonomien i De Seks. Det blev også en succes, så nu pressede andre lande på for at være med i den enestående fremgang. De ville gerne have de økonomiske rettigheder. De var mindre tilbøjelige til at underkaste sig de dertil svarende politiske forpligtelser med et fælles forpligtende demokrati. De Seks blev til De Ni, De Ti, og nu er vi oppe på 27. Men en diskussion med to spørgsmål løber hele vejen ned igennem: Hvor demokratisk skal en stat være for at komme ind i EU? Hvor demokratisk skal EU samarbejdet udvikle sig?

Fornemmelse for EU

Det, der giver sommeren 2007 dens særlige storpolitiske dimension, er det faktum, at det var det samlede demokratiske og fredelige Tyskland, der med Angela Merkel på Det Europæiske Ministerråds vegne havde fået den opgave at arbejde for den samling, der på sigt skønnes nødvendig for verden og for Europa. Hun syntes fantastisk velegnet til disse opgaver. Hvorfor? Jeg tror, vi bør fæstne os ved hendes ligefremme og stilfærdige omgang med ordene, når det gælder tidens store spørgsmål.

Når visse andre med himmelvendte blikke råber op om deres udelelige suverænitet, lader Merkel os fornemme, at vi må tage hensyn til hinanden og om nødvendigt dele lidt af vores selvbestemmelse med de andre på demokratiets grundlag.

Når vi andre i vild navlebeskuelse råber op om vore menneskerettigheder, antyder Merkel stilfærdigt, at menneskerettigheder også betyder menneskepligter. Det er jo det, der i sidste instans giver os alle mere frihed i stedet for det, der efter omstændighederne har undertrykt os i vore respektive historieforløb.

Den opgave, Angela Merkel med sin beskedne militære magt står overfor, den får mig til at tænke på et smukt essay, som Camus skrev i 1940. Det blev oversat til dansk af Thorkild Hansen i bogen Sommer, Gyldendal 1961. Det korte essay begynder således:

"'Ved De hvad jeg beundrer mest her i verden', sagde Napoleon til Fontane (der var rektor for universitetet i Paris. red.) 'Det er den kendsgerning, at det er umuligt for styrken alene at opbygge noget. Der er kun to magter her på jorden, sværdet og ånden. I det lange løb vil sværdet altid blive overvundet af ånden. Som man ser, hænder det også, at en kriger kan føle sig lidt melankolsk nu og da'."

Hertil føjer Camus så nogle betragtninger om, at krigerne har fået bedre kort på hånden. (Vi er jo som sagt i 1940). Med hjælp fra ideologien har krigerne mobiliseret kunstneren såvel som munken, fortsætter Camus. Ånden har ladet stå til, men vi vil aldrig mere bøje os for den magt, som ikke står i åndens tjeneste, og hvis man vil redde det åndelige, må man sætte sig ud over alle dets klynkende sider og i stedet se på dets livskraft. Det tjener ikke noget formål at klynke over det åndeliges tunge skæbne, det er tilstrækkeligt at arbejde for dets fremgang. Og her kommer Camus til at tænke på sin barndom i 1930'ernes Algier:

"Om vinteren glædede jeg mig altid til den kolde og rene februarnat, da jeg vidste, at mandeltræerne i Konsulernes Dal ville blive dækket af hvide blomster. Jeg så derefter med beundring, hvorledes de sarte snefnug modstod regnbygerne og stormen ude fra havet. Hvert år holdt de ud netop i det tidsrum, de behøvede for at danne deres frugt. Ja, hvis man vil redde det åndelige, må man vise karakter, understreger Camus og slutter således sit essay fra 1940:

"Jeg tænker ikke på den karakterstyrke, der på politikernes talerstole ledsages af trusler og rynkede pander, men på den styrke, der i kraft af sin renhed og sin livssaft kan modstå alle stormene ude fra havet. Det er den, der forbereder frugten, når vinteren sænker sig over verden."

I begyndelsen af juni klarede Angela Merkel sig fint og stærkt på det globale plan på G 8-mødet. Det nye Tyskland havde sendt en dame, der med sin ligefremme, men kloge enkelthed ragede op over de fleste andre, herunder USA's præsident, da det drejede sig om klimaspørgsmål i Heiligendamm. Og hvordan vil hun klare det europæiske 'forfatningsspørgsmål', hvis jeg må kalde en spade for en spade også efter 22. juni. Her var det grundlæggende spørgsmål: Vil vi have et beslutningshæmmet Europa, hvor hvert land i sidste instans beholder hele sin mere eller mindre indbildte suveræne magt? Eller vil vi i fredens og samarbejdets interesse på åndens grundlag være villige til at dele en begrænset del af vor 'åh så absolutte selvstændighed med de andre?' Personligt synes jeg, at Angela Merkel klarede sig godt og konstruktivt i al sin imponerende ligefremhed.

Og så tilbage til sangen. Velinformerede tyskere og andre har vel altid vidst, at 'Lied der Deutschen' drejede sig om Tysklands enhed og ikke om Tysklands overherredømme, men for ikke at blive misforstået dieseits und jenseits der Grenzen, foretrækker de fleste tyskere i dag at synge tredje vers af den gamle nationalsang til Haydn's udødelige melodi:

Einigkeit und Recht und Freiheit/ Für das deutsche Vaterland!/ Danach laßt uns alle streben/ Brüderlich mit Herz und Hand!/ Einigkeit und Recht und Freiheit/ Sind des Glückes Unterpfand./ Blüh'im Glanze dieses Glückes,/ Blühe, deutsches Vaterland.

De to sidste linjer gentages i sangen, men i mit stille sind vil jeg kun synge den én gang og til gengæld påskønne Angela Merkels målrettede indsats i juni 2007 med to nye linjer:

Merkel, Merkel über alles,/ In Europa in der Welt.

* Gustav Barfod er journalist og forfatter

* Kronikken tirsdag: Fra udblik til indblik - det er historie!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu