Analyse

Et midlertidigt tilbageslag

Vist er det gået tilbage med den globale respekt for menneskerettighederne i Bushs og Blairs æra, men menneskeretstænkningens historiske succes og fremdrift lader sig ikke bremse i det lange løb
19. juli 2007

Om tyve år eller så vil George W. Bushs og Tony Blairs æra blive husket for en ting - at det gik slemt tilbage med den globale menneskerettighedssituation efter 50 års næsten uafbrudte fremskridt. Alligevel vil jeg vove at fremsætte den forudsigelse, at hensynet til og respekten for menneskerettighederne inden for få år atter vil genvinde sin gamle fremdrift. Grundlaget for at udbrede menneskerettighedstanken yderligere er solidt lagt, og man vil derfor komme til at betragte den politiske æra, der nu går på hæld, som snarere et midlertidigt, kortvarigt tilbageslag end et vendepunkt til det værre.

Mange filosoffer og forskere har hævdet, at en doktrin om naturgivne rettigheder allerede lå implicit i den jødisk-kristne lære. Men Moseloven byggede på befalinger, på gudgivne bud. Det samme gjorde Jesus' og Muhammeds forskrifter, og skønt Paulus skrev, at loven er skrevet i menneskenes hjerte, så gik han i al fald ikke så langt som til at påstå, at "alle mennesker af deres Skaber er blevet udstyret med visse umistelige rettigheder". Naturretsteorier er en relativt ny vestlig opfindelse, der daterer sig tilbage til omkring det 12. århundrede, da Middelalderen kulminerede i Europa.

Det 12. århundredes europæiske civilisation var som ingen anden samtidig kultur kendetegnet ved en nyfunden betoning af humanisme og den enkelte. Ikke mindst den høviske kærlighedslitteratur udforskede det elskende menneskes smerter og glæder. Inden for ægteskabslovgivning blev en mands og en kvindes enkle ja til hinanden uden kirkens indblanding anset for tilstrækkeligt grundlag til indgåelse af gyldigt ægteskab. Hvilken triumf for menneskerettighederne var ikke dette!

Da den franske franciskanske filosof Guillaume d'Occam gjorde sit indtog på scenen i det 14. århundrede gik han et skridt videre. Naturrettigheder og naturgivne love, skrev han, havde deres udspring i den menneskelige rationalitet og frie vilje og var således uafhængige af kristen åbenbaring. Pave Benedikt XVI er i dag en begejstret fortaler for dette syn på naturretten.

Oplysningen var næste store skelsættende epoke, anført af Rousseau ("Mennesket er født frit, og dog er det alle steder i lænker") og Voltaire ("Jeg kender til mange kedelige bøger, men ikke til nogen, der for alvor har gjort nogen skade"). I Frankrig nærede denne tænkning agitationen imod l'Ancien Régime. I de amerikanske kolonier gav de inspiration til de oprørere, som trodsede det britiske establishment. Det var Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, som første gang formulerede en syntese af oplysningstidens bedste ideer - og gjorde dette i den allersmukkeste prosa.

Men blot to år senere begyndte Oplysningen at tabe pusten. Terrorvældet under Den Franske Revolution bar en stor del af skylden. "Hver gang jeg hører ordet 'naturret'," skrev den engelske filosof Jeremy Bentham, "ser jeg altid en mængde høtyve og daggerter rage op i baggrunden". Karl Marx var en højlydt kritiker af Menneskerettighederne: "D er intet andet end det egoistiske menneskes rettigheder", skrev han.

Altafgørende sejr

Så menneskerettighederne blev efterhånden umoderne, og end ikke Den Første Verdenskrigs blodbad formåede at bringe dem tilbage. Ej heller rakte Stalins skueprocesser og massehenrettelser eller jødeforfølgelserne i Tyskland til at genopvække deres sag. Apatiens diger brast først, da H. G. Wells kort efter Anden Verdenskrigs begyndelse i fællesskab med en nogle af sine socialistiske venner, deriblandt A. A. Milne, forfatteren til Peter Plys, offentliggjorde en første menneskerettighedserklæring. Dette var første gang siden det 18. århundrede, at der blev gjort et forsøg på at genindsætte menneskerettighederne på en helt uhøjtidelig maner. Penguin Books trykte straks H. G. Wells on the Rights of Man, som hurtigt blev oversat til 30 sprog. Præsident Franklin Roosevelt var en af bogens læsere. Den 1. januar 1942, efter at USA var trådt ind i krigen, svor De Allierede, at "en fuldstændig sejr over vore fjender er altafgørende for at opretholde menneskerettighederne og skabe retfærdighed i verden-"

Fra Eleanor Roosevelts forkvindeskab for den FN-komite, der nedfældede Den Universelle Menneskerettighedserklæring via krigsforbrydertribunalet ved Nürnberg og frem til præsident Jimmy Carters beslutning om at gøre menneskerettigheder til en hjørnesten i amerikansk udenrigspolitik og videre frem til den flertalsbeslutning, der i 1998 førte til nedsættelsen af Den Internationale Straffedomstol, har verden i stigende grad naglet sin fane fast til menneskerettighedernes mast. Det vil kræve mere end George W. Bushs otte år og Tony Blairs ti at rulle denne kraftfulde tidevandsbølge med dens tilløb på 900 år tilbage, skønt tilbageslagene unægtelig er alvorlige fra Abu Ghraib til Guantanamo. Mens vi forbereder os på en ny generation af ledere i Storbritannien og USA, må vi drage et dybt suk og tilskynde deres efterfølgere at opbygge en civilisation med en mere fremskreden grad af international orden, hvorved det sikres, at retsprincipper kan holde ethvert tyranni i skak, således at de stærke og mægtige ikke skal træde de svage og sårbare under fode.

Jonathan Power er udenrigspolitisk kommentator ved International Herald Tribune og Information. Han er endvidere forfattere til det netop udgivne storværk Conundrums of Humanity

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu