Hvad 'den mindst ringe' førte til

Ung mand færdig med skolen og med stor lyst til livet. Især musiklivet.

Bekymrede forældre; ikke bare for det der med musikken, men også knægtens forestilling om en læreplads.

Ballasten bestod ud over en fortvivlende optimisme af afgang fra 3. frie mellem og en noget nedsat synsevne.

Der var lavvande i økonomien, så behovet for et ekstra tilskud til husleje og kost var særdeles ønskeligt. De blev dog overtalt .

Og så begyndte en lang og lidet trøsterig turné med uopfordrede henvendelser til alle foretagener, der smagte af de forjættende toners verden: Kleinerts musikforlag, Rosenwalds instrumenthandel, Arrako Radio, Rondo Radio, Fona på Strøget og Valdemar Davis' lille butik med 78'ere i Ndr. Frihavnsgade.

Altsammen resultatløst.

Æblet, jeg sluttelig - efter et halvt år - måtte bide i, blev legetøjsgiganten Thorngreen på Strøget.

Stillingsbeskrivelse: elevatorfører.

Min store fortrolighed med Lester Young, Errol Garner og Mezz Mezzrow måtte udskiftes med Margrethe-dukker, gyngeheste, Tekno-biler og det ganske nye Lego

Lønnen var ikke fyrstelig: 60 kr. om ugen. Men som firmaets unge mand var det muligt at bestyre en lille nebengeschäft: nemlig at holde forretningens personale forsynet med aviser og ugeblade, som jeg fik leveret af datidens uhyre populære omvandrende bladkiosk, hr. Martin. Her lærte jeg begrebet 'frynsegoder' at kende. Det bestod i gratis avishold.

En eftermiddag, da hr. Martin kun havde en avis, han kunne undvære til mig, blev det en ret tynd sag med en ret så flot designet rød prik over i'et. Og jeg var solgt!

På første opslag jeg foretog, stod en artikel med mærket ew (Erik Wiedemann, red.). Det var vel en mand, der havde begrebet, hvad det virkelig handlede om med de der sært hoppende rytmer. Med tiden drev nysgerrigheden også til at gå på opdagelse i andre stofområder.

'Den røde prik' har - med undtagelse af en meget kort periode - hvor der gik lidt for meget Trads og alt for lidt kultur i spalterne - fulgt mig til denne dag.

Vejen til højskolen

På toppen af bygningen i Vimmelskaftet befandt sig en af byens hippeste frisørsaloner: Helmersen, som frekventeredes af mange af den kvindelige halvdel af det København, man talte om: fra Inge Merethe Nordentoft til den unge Grethe Ingmann. Kort sagt: alle dem fra Billed Bladet og Se og Hør.

Flertallet af disse fruer og frøkener kom så jævnligt, at det til trods for den korte transport fra stuen til tredje og ned igen, tit var muligt at få udvekslet synspunkter på dit og dat.

Og blev man ikke færdig den ene uge, så kunne der fortsættes næste gang, krøllerne skulle sættes.

En af disse fruer, som gennem flere år var kommet i salonen, entrede en dag i forsommeren 1956 elevatoren. På vej op spurgte hun pludselig:

"Hvordan kan et ungt menneske som Dem, der oven i købet læser Information, dog holde ud at blive stående her i så mange år?"

"Jae - og joe og...", noget om ingen uddannelse.

"Tror De ikke, at De skulle tage på højskole?"

Og så var vi på tredje.

Efter en times tid skulle fruen ned igen. Og så kom spørgsmålet:

"Nå, har De så tænkt over det?"

Det lød jo forjættende, men jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det skulle lade sig gøre at lægge så meget til side, så jeg kunne betale et halvt års ophold. Og dertil: skulle jeg så igen farte omkring for at få til livets opretholdelse.

Hun fejede mig af.

"Kom hen på mit kontor i morgen, så skal De bare se."

Fru Birthe Mailand havde en chefstilling i et af stormagasinerne længere nede ad Strøget. Et af de steder, hvor jeg tror, min mor aldrig vovede sig længere ind end til stueetagen, og det nok kun i julemylderet, af skræk for at blive spottet som en af dem uden kontokort.

Det viste sig, at fru Mailandsad i styrelsen af Højskolefonden, der havde til opgave at formidle ophold for unge, der havde været aktive i frivilligt ungdomsarbejde. Her stod lykken mig bi. Jeg havde i nogle år været assistent i en ungdomsklub på Østerbro.

Så tog sagerne fart. I løbet af 14 dage havde fruen fået udvirket et tilskud fra fonden, der sammen med stats- og kommunestøtte kunne sende mig fuldstændig gratis på højskole i seks måneder.

Krogerups koryfæer

Mit valg var faldet på Krogerup, hvilket med min minimale skolemæssige ballast nok var noget overstadigt, hvad lederen af Højskolernes sekretariat da også mente. Men jeg trodsede hans ihærdige opfordring til at søge en gymnastikhøjskole i Jylland.

Så da russerne i november rykkede ind i Budapest, forlod jeg det fædrende hjem for et 3-mands værelse i en barak i Humlebæk.

Det var vinteren med benzinstrejken, så der var kun varmt vand i hanerne til bad to gange om ugen. Og måske var det de kolde afskyldninger, der holdt hovedet klart i denne helt nye verden blandt alle koryfæerne, som jeg indtil da kun havde kendt fra den med 'den røde prik': Hal Koch, Erik Knudsen, Poul Nyboe-Andersen og gæsterne Jens Rosenkjær, Haldan Rasmussen og Thorkild Bjørnvig.

Efter opholdet ville min eufori ingen ende tage. Så jeg tog endnu en karruseltur i det grundtvigske. Denne gang på Askov. Her hvor ungdommen et par generationer tidligere var blevet åndeligt iværksat med Schrøders myter, var guderne nu bl. a. Tage Hind, Volmer Dissing, Knud Hansen, og familien Jytte og Johs. Engberg .

Efter disse to vintres forunderlige - men også noget fritsvævende - oplevelser indså jeg, at der måtte fyldes noget mere konkret på kontoen. Så det blev den hårde vej fra bunden, som dog blev afsluttet med en læreruddannelse efterfulgt af 22 hektiske års virke som lærer på Kunsthøjskolen i Holbæk, indtil mit tiltagende synshandicap nødvendiggjorde en lidt for tidlig pensionering

Og her sidder vi så i 50-året for mit store spring fremad, husets frue, der i den helt rigtige højskoletradition er netop hende, jeg traf på Krogerup. Hun med papirudgaven af 'den mindst ringe' og jeg ved computeren, der takket være snedigt udtænkt software oplæser alt, hvad Skyum, Metz, Rehling og Weiss har udtænkt fuldstændig forståeligt - slåfejlene til trods.

Et øjeblik er det vel værd at stoppe op og endnu engang undres over, at en dame træder ind i en elevator, stiller et spørgsmål og træder ud på tredje sal. Efter en time atter træder ind og beder om et svar. Og til trods for min usikkerhed begynder at handle. Måske tændt af gnisten fra den røde prik på den avis i den lomme i den jakke på det unge menneske i den elevator i Vimmelskaftet den forsommerdag i '56.

Kronikken i morgen: Götz von Rothenburg am Rhein