Læsetid: 4 min.

De mislykkede Doha-forhandlinger

Udviklings- og bæredygtighedshensyn overlever ikke slaget om af få afsluttet Doha-runden under WTO
Debat
31. juli 2007

"Kollaps" hed det i rapporterne fra forhandlingerne om en ny global aftale under Verdenshandelsorganisationen WTO i juni måned. Det såkaldte G4-møde; med deltagelse af USA, EU, Brasilien og Indien; som skulle skabe grobund for et gennembrud på vegne af de 150 WTO-lande i den handelsrunde; Doha-runden, som blev sat i gang for snart seks år siden, brød sammen. De fire nøglespillere så ud til at have talt sig længere fra hinanden, i det spørgsmål, som er blevet det snart eneste reelle omdrejningspunkt i disse forhandlinger. Nemlig spørgsmålet om, hvor meget EU og USA skal give sig med hensyn til at skære i støtten til deres respektive landbrug og, hvad de så til gengæld for dette, kræver af mere fri markedsadgang til vækstøkonomierne i en række tredje verdens lande for deres industriprodukter og serviceydelser.

Nu her sidst i juli efter fremlæggelse af et par kompromisforslag på disse to hovedområder, meldes der imidlertid igen om muligheder for afslutte Doha-runden. En årsag til "optimismen" er angiveligt, at Frankrig har givet grønt lys for en mere imødekommende EU forhandlingslinje på landbrugsområdet. Hvorvidt denne imødekommenhed holder og er tilstrækkelig til at bære et forlig igennem, når der igen skal realitetsforhandles i september, er jeg ikke tilstrækkelig indsat til at kunne vurdere.

Hvad jeg imidlertid kan se, efter at have læst ministererklæringen fra Doha fra november 2001 igen, er, at to helt fundamentale forpligtelser i denne aftale nu forekommer delvis - henholdsvis fuldstændig betydningsløs i forhold til om Doha-runden kan afsluttes eller ej.

Tjene på et kompromis

Den første vedrører den forpligtelse, som gav denne handelsrunde sit navn - Doha Udviklingsrunden. Heri lå et tilsagn fra de rige landes side om at sikre en bedre integration af de fattige udviklingslande i verdensøkonomien. Det hed højtideligt i ministererklæringen fra 2001, at udviklingslandenes behov og interesser placeres i hjertet af forhandlingerne. Nuvel vækstøkonomierne i en række tredje verdens lande kan komme til at tjene på det kompromis, som der nu er lagt op til. Men for rigtig mange udviklingslande vil denne aftale bidrage med nul og nix i forhold til at forhindre stadig marginalisering - i værste fald kan den oven i købet betyde øget marginalisering for rigtig mange af de allerfattigste lande, herunder navnlig afrikanske lande.

En anden og i øvrigt ny type forpligtelse, som kom ind i Doha-erklæringen var, at bæredygtighedshensyn skulle indgå stærkere i handelspolitikken. Beundringsværdig klare formuleringer om bl.a. at sikre, at beskyttelsen af miljøet og det internationale handelssystem gensidigt skulle understøtte hinanden og at få afklaret forholdet mellem eksisterende WTO-regler og handelsbestemmelserne i de internationale miljøaftaler. Sidstnævnte med henblik på at fjerne gældende praksis om, at internationale miljøregler altid må vige for frihandelshensyn fastsat under WTO. Den danske regering bryster sig af, trods stærk modstand fra flere sider, at have arbejdet ihærdigt for, at miljø blev og er forblevet en del af Doha-rundens forhandlingsdagsorden - senest i regeringens udspil til en offensiv handelspolitisk strategi fra juni 2007.

Lille rolle

Forholdet mellem miljø og handel er - indrømmet - da også stadig en del af forhandlingsdagsordenen. Et relativt ambitiøst udspil fra EU - hvor der dog stadig savnes en formulering om, at eventuelle tvister imellem WTO's frihandelsregler og handelsbestemmelser i multilaterale miljøaftaler ikke skal løses, af det helt inhabile og miljømæssigt betragtet helt inkompetente tvistbilæggelsessystem under WTO - blev senest drøftet i komiteen om handel og miljø på et møde den 18. juli. Men rapporteringen fra mødet taler om et "low key" møde, som ikke kommer til at spille den store rolle.

Der er således god grund til at forvente, at selv om disse forhandlinger ikke kommer nogen steder, bliver det næppe heller det, som bliver afgørende for om Doha-runden kan afsluttes. Det er således heller ikke forventeligt, at den danske regering "nedlægger veto" overfor et EU ja til et forhandlingsresultat omkring verdenshandelen, fordi dette problem ikke er løst?

Der kan findes gode argumenter for at en dårlig aftale under Doha-runden er bedre end ingen aftale. F.eks. at WTO systemet under alle omstændigheder er et bedre / mindre ringe fundament for en fri og retfærdig verdenshandel end det alternativ, hvor kun bilaterale og regionale frihandelsaftaler tager helt over, og risikerer, at stille små, fattige lande (endnu) svagere i forhold til at opnå aftaler om en "retfærdig" samhandel.

Velbegrundet mistillid

Men kun meget søgte argumenter vil kunne sandsynliggøre, at de konturer af ny global handelsaftale, som den tegner sig nu og måske bliver indgået det kommende efterår, er stor et fremskridt for menneskeheden - og i særdeleshed for at fremme udviklings- og miljøhensyn. Vi var mange, der i 2001 havde svært ved at tro på Doha-runden, trods de i ministererklæringen udtrykte ambitioner om at også globale handelsforhandlinger, faktisk ville kunne levere noget substantielt i forhold at opnå nogle af de årtusind mål, som FN's generalforsamling et år tidligere havde sat op for bl.a. at begrænse fattigdom, sult og sydom, børnedødelighed, ligeberettigelse og bæredygtig udvikling. Desværre ser vores mistillid ud til at have været særdeles velbegrundet.

Jan Søndergård er politisk rådgiver ved Greenpeace Norden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her