Læsetid 7 min.

En musefælde uden ost

Efter Rio var Danmark et foregangsland på miljøområdet. Tidligere miljøminister Svend Auken beskriver i kronikken, hvordan vi efter magre år igen kan blive foregangsland
Trods VKO-flertallets lave ambitionsniveau på miljø- og energiområdet kan det stadig lade sig gøre, at Danmark igen kommer til at spille en international rolle. Lykkes det os f.eks. at gøre havvindmøller konkurrencedygtige med omkostningerne (inklusiv miljøomkostningerne) ved andre nye energi anlæg som eksempelvis atomkraftværker, er der et gigantisk potentiale verden over.

Trods VKO-flertallets lave ambitionsniveau på miljø- og energiområdet kan det stadig lade sig gøre, at Danmark igen kommer til at spille en international rolle. Lykkes det os f.eks. at gøre havvindmøller konkurrencedygtige med omkostningerne (inklusiv miljøomkostningerne) ved andre nye energi anlæg som eksempelvis atomkraftværker, er der et gigantisk potentiale verden over.

20. juli 2007

At være et foregangsland vil ikke sige, at man hævder at være bedre end andre lande. At være foregangsland handler om vilje og mod. Ikke om praleri. Når Danmark i 90'erne som opfølgning på miljøtopmødet i Rio besluttede sig for foregangslandsmodellen på miljø- og energiområdet, var det fordi Nyrup regeringen tog Rio-beslutningerne alvorligt, og fordi her var et område hvor Danmark virkelig kunne gøre en forskel.

Efter Rio var begrebet 'bæredygtig udvikling' (man burde nok som svenskerne have kaldt det 'holdbar udvikling') for alvor sat på den globale dagsorden. Agenda 21 blev en handlingsplan for verdenssamfundet. Et nyt FN organ til opfølgning på Agenda 21, Kommissionen for Bæredygtig Udvikling (CSD), så verdens lys. Rio lagde op til et stærkt engagement i nærmiljøet. Ikke blot skulle alle lande lave deres nationale bæredygtighedsstrategier, men man opfordrede også til lokale Agenda 21 initiativer. 'Think globally. Act locally!' blev startskuddet til myriader af borger/NGO-initiativer. Derudover kom kampen mod to store miljøtrusler ind i et folkeretligt perspektiv med forslagene om rammekonventioner for 'biologisk mangfoldighed' og 'klimaforandring'.

SR regeringen ønskede at leve op til sine Rio-forpligtelser. Det lykkedes i betydelig udstrækning frem til 2002. Men langt fra fuldstændigt. At omstille til bæredygtig udvikling er en vanskelig proces. Omkostningerne er ikke nødvendigvis økonomiske. Tværtimod giver omstilling til bæredygtighed ofte en sund samfundsøkonomi. Omkostningerne ved omstillingen er politiske. Grønne afgifter på energi, forurening og sparsomme ressourcer bliver aldrig populære. Høje og progressive bilpriser der holder privatbilismen i ave, vil altid vække modstand. Dyr energi for at tilskynde til energibesparelser og til fremme af CO2-fri vedvarende energi, vil altid være politisk kontroversiel. En bæredygtig skattereform, hvor skat på arbejde erstattes af skat på ressourcer og fast ejendom, vækker modstand. Indgreb over for kommuner og private lodsejere for at beskytte natur og det åbne landskab, kaldes formynderpolitik. Satsning på langsigtet klimapolitik i stedet for her og nu behovstilfredsstillelse, angribes som en vildfarelse baseret på uvidenskabelige katastrofescenarier og fejlprioriteringer. At inddrage havet, fiskeriet og søtransport i miljøreguleringen er en fornægtelse af vores stolte søfartsnation. Nemt er det ikke politisk at omstille til bæredygtighed. Ikke uden grund kalder Al Gore sin film om klimaforandring En ubekvem sandhed. Alligevel forsøgte Nyrup regeringen at dreje skibet rundt.

Lad mig i flæng nævne nogle af de vigtigste mål: Fordobling af skov/naturdækket i Danmark i løbet af en trægeneration. 1,5 procent i international bistand hvoraf stigningen på de 0,5 procent reserveredes til miljø og freds og stabilitets bistand (MIFRESTA). 21 procent reduktion af klimagasudslip fra Danmark uden køb af udenlandske kvoter inden 2012. Halvering af pesticidforbruget. År for år nedbringelse af transportens forurening. Udfasning af alle miljøfremmede stoffer fra vandmiljøet. Agenda 21 arbejde i alle kommuner og amter. Selvforsyning med energi fra vedvarende energi og energieffektivitet når olien og gassen i Nordsøen slap op. For blot at nævne nogle af de vigtige mål, regeringen satte sig i de ni år fra begyndelsen af 1993 til udgangen af 2001.

Stærkt miljøministerium

Miljø- og energiområdet blev lagt sammen til verdens stærkeste miljøministerium med ansvar også for kulturmiljøet allerede i 1994. Og overalt masede Danmark for at sætte bæredygtig udvikling øverst på den globale dagsorden. I EU var kampen for at give Europa en international førerstilling helt central. Det lykkedes med Kyoto, Montreal og Biosikkerhedsprotokollerne, konventionerne om POPS, Basel og farlige kemikalier og med det vigtige regionale samarbejde i Østersøen og i Nordatlanten. Uden EU havde der ingen fremdrift været. Og Danmark var forrest i skoene. Michel Barnier, den daværende franske miljøminister, bemærkede engang tørt, at han havde vænnet sig til "at Danmark talte, som om der var 50 mio. danskere, men han havde svært ved at acceptere når de talte som 500 mio." Ved Amsterdamtraktaten blev målet om bæredygtig udvikling skrevet ind i EU's officielle formålsparagraf, og det slået fast, at miljøhensyn skulle integreres i alle dele af EU's samarbejde. Miljøbistanden gjorde Danmark til verdens suverænt største bidragyder pr. capita. Og omlægningen til energieffektivitet og Danmark som kraft/varmen og vindkraftens hjemland tiltrak gæster og nysgerrighed fra hele verden.

Langt fra alt lykkedes. Der var stadig lang vej igen i forhold til miljøets to smertensbørn, trafikken og landbruget. Hvad angår naturbeskyttelse, var omstillingen vanskelig. Jeg glemmer aldrig, da jeg sagde, at den miljømæssigt rigtige pris for benzin var 20 kr. (i dag 25 kr.) pr. liter, og de borgerliges raseri over den restriktive planlægning mht. storcentre og beskyttelse af landskab og kyster. Og mange steder brød modstandernes vand gennem miljøets diger. Men det gik i den rigtige retning.

VKO skærer ned

Op til valget den 21. november 2001 advarede vi mod, at et VKO-flertal ville sænke ambitionsniveauet, men vi forudså ingen katastrofer. Hvem ville ønske at smadre en succesrig politik, der virkelig havde sat Danmark på landkortet? Men det var dét man gjorde. Alle de konkrete mål blev hevet ud af bæredygtighedsstrategien, tre havvindmølleparker blev skrottet, VE-udbygningen til lands gik helt i stå, miljøbistanden blev fjernet, klimapolitikken blev lagt om (nu køber vi hele forbedringen i udlandet), Lomborg fik sit eget institut, miljøfaglige instanser blev nedlagt, det lokale miljø og energiarbejde blev sparet væk, forskning og udvikling på energiområdet næsten forsvandt, naturbeskyttelsen blev kommunaliseret, miljø og energi blev skilt ad og energien lagt ind i en tom ventesal i Transportministeriet, kulturmiljøet røg over i bunden af Kulturarvsstyrelsen, en tredjedel af bevillingerne forsvandt og 800 stillinger blev nedlagt. Alle regeringskritiske eksperter blev fyret.

Med Connie Hedegaard er retorikken ændret til det bedre, men der skæres stadig ned (et af de nye regionale miljøcentre skal således spare 22 procent inden 2010), og alle tal går i den gale retning. Transportens CO2-udslip og belastningen fra landbruget vokser. Pesticidforbruget er igen i vækst. CO2-tallet der skulle falde, er i vækst. Energiforbruget er efter mange års stabilitet igen i vækst. Bilerne bliver billigere, mens passagererne flygter fra den kollektive trafik. Der opsættes stadig ikke vindmøller, og regeringens energistrategier er uden konkrete handlinger. 'En musefælde uden ost' har jeg kaldt det. Og regeringen har herrenhjælpemig lige udnævnt en miljøvismand, der mener vi skal undlade at bygge vindmøller og i stedet købe atomkraftsstrøm. Når statsministeren og miljøministeren skal vigte sig, har de kun lånte fjer fra fortiden at smykke sig med. Miljø og energipolitikken fra 2002-2007 har været intet mindre end en skandale.

Det, der skal til

Men hvad skal der til, hvis Danmark igen skal være et foregangsland. Lad mig nævne nogle fælles konkrete mål som et nyt flertal med S, R, SF, EL og NA kunne stå for efter næste valg:

Genindførelse af miljøbistanden samtidig med, at u-landshjælpen igen sættes op til en procent. Ikke mindst på energi- og klimaområdet er der brug for samarbejde og bistand, men ikke for at vi kan slippe for at gøre noget i Danmark - som tilfældet er under VKO.

Effektive besparelser på en procent i bruttoenergiforbruget og anlæg af 200 MW til havs og 200 MW til lands med VE - ikke mindst vindenergi - om året i de næste 10 år.

Gradvis nedbringelse af husdyrholdet i Danmark, så produktionen bliver bæredygtig (svineproduktionen belaster som 80 mio. mennesker), og halvering af sprøjtemiddelforbruget.

Omlægning af vejtrafikken til miljørigtige dieselbiler og 'plug in'-hybridbiler, opprioritering af kollektiv trafik og effektiv beskyttelse af de bløde trafikanter (børn skal igen kunne cykle i vores byer).

Satsning på energi og miljøforskning. Mindst 500 mio. kr. yderligere bør sættes af til disse formål. Pengene kan hentes gennem provenuet fra DONG-aktiesalget eller fra de mange mia. fra Nordsøen.

Mobilisering af det lokale engagement, fornyet støtte til ngo'er og grønne guider kombineret med fuld integration af miljømål i alle dele af samfundets politik, effektiv naturbeskyttelse gennem planlægning og naturgenopretning. Under VKO er miljø blevet underlagt økonomiske hensyn. Under et nyt flertal vil den økonomiske politik blive dikteret af omstillingen til en bæredygtig udvikling.

Kan Danmark stadig spille en international rolle? Svaret er ja. Lad mig blot give et eksempel. Lykkes det os at gøre havvindmøller konkurrencedygtige med omkostningerne (inklusiv miljøomkostningerne) ved andre nye energi anlæg som eksempelvis atomkraftværker, er der et gigantisk potentiale verden over. Tænk blot på udbygningsmulighederne langs Kinas østkyst hvor de store energiforbrugende og forurenende industrier er koncentreret. Her kan der virkelig udrettes mirakler.

Eller tænk på, hvad der kunne ske, hvis det omsider lykkedes at opstille fuldskala bølgekraftværker. Eller VE - ikke mindst solenergi - tilpasset de fattigste u-landes behov. Her er der virkelig mulighed for spændende alliancer mellem et Danmark som foregangsland og eksempelvis de store internationale fonds som eksempelvis Gates-fonden om at udvikle teknologier tilpasset denne opgave, som markedet aldrig kan klare.

Danmark som foregangsland er ikke nogen drømmeagtig vision. Det er en oplagt idé ved det kommende valg. Vi har gjort det før. Vi kan gøre det igen. Denne gang er udfordringen endnu større, fordi de sidste års passivitet har været fatal. Men det er muligt at forvandle Danmark fra et velhavende forureningsland til et velhavende foregangsland med nul-emissioner.

Svend Auken er MF for Socialdemokratiet og tidligere miljøminister

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu