Ny samg for Holocaust-benægtelse

Der er munter musik fra musikanlægget og kuk-uret melder, at klokken slår hel, jo Politikens udsendte slår intimtonen an under et april-besøg 2007 hos forfatteren Erik Haaest, der ryger sine små, brune Bellman Gold og drikker kaffe.

Selvfølgelig kan Politiken gå på hyggebesøg hos folkepensionisten Haaest i det fynske og tegne billedet af en flittig mand med et anderledes forfatterskab, der bringer ham uden for det gode selskab.

Nu er det bare sådan, at Erik Haaest er blevet en del af det gode selskab. I en billedtekst til samtalen stod, at Haaest havde fået 100.000 skattekroner til at skrive om hipofolk og landsforræderiets mange facetter.

Tilsyneladende har det ikke været mere omtalt - og heller ikke skabt opmærksomhed. Sådan er det bare. Nu kan selv en Erik Haaest få et arbejdslegat fra Kunstrådets litteraturudvalg efter en veldokumenteret ansøgning, hvor han elegant overspringer et par væsentlige detaljer i det fortidige forfatterskab.

Vi huskede Haaest som nazi-sympatisør og holocaust-benægter, og dokumentationen findes. Hverken i Politiken eller i sin ansøgning til Kunsstyrelsen gør Erik Haaest reklame for, at han hører til Danmarks tidligste holocaust-benægtere, disse besynderlige historieforfalskere, som afviser masseudryddelserne i de nazistiske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. .

Det er da både en kronik og en debat værd at notere, at Holococaust-benægteren Haaest blev belønnet med et arbejdslegat på samme tid, som man i Europa diskuterede, om man skulle kriminalisere holocaust-benægtelse.

Justitsminister Lene Espersen (K) sagde på Danmarks vegne klart nej på et tidspunkt, hvor Haaest var på arbejde for skattekroner fra konservative kulturminister Brian Mikkelsens område.

Det var aldrig sket i 60'erne, 70'erne, 80'erne eller 90'erne. Nu skete det så 2006. Er det ny frihed, nyt frisind? Var det tidsånden, der var med Haaest? Er det fordi alle fortidens smagsdommere var blevet afløst af andre smagsdommere? Eller var det blot det rigtige projekt på det rigtige tidspunkt, så udvalget med både faglighed og saglighed måtte lade det nye fremme i forhold til andre ansøgninger?

Claes Kastholm Hansen var formand for udvalget bag Haaest-bevillingen.

Hans skriverier er næsten altid uforfærdet, provokerende og aldrig venlige mod nogen, der var noget dengang, det ikke er nu.

Håndlanger for nazister

Motivfortolkning hos formanden er næppe givende, en håndfuld udvalgsmedlemmer var med, da de tildelte pengene til manden, der på overfladen ligner en politisk ukorrekt charmerende gadedreng, der blot skildrer de tabere, som ingen andre vil røre ved, fordi de var nazi-magtens (ukloge) medløbere.

Kridtstregen - og krigsudfaldet - som får nogle til at havne det rigtige sted og gør andre til forbrydere, er jo så interessant i dag som nogensinde.

Tænk blot på Irak og tænk den tanke, at angriberne havde vundet og ikke tabt. Så havde krigs-kritikerne været dømt til evig æresfortabelse som skødehunde for Saddam.

Så vi bekræfter gerne, at det er væsentligt også at belyse medløberiets faldne folk og tabernes vej ned i møget.

Vi anerkender også, at Erik Haaest har fremlagt materiale som først senere er dukket op i den seriøse forskning af besættelsestidens historie.

Erik Haaest er folkepensionist på Fyn og bestemt ikke nogen farlig mand. Trykkefriheden gør jo, at vi ved, hvor han er.

Hans populærforfatterskab er måske farligt, fordi han bruger det til at formidle meninger, myter og holocaust-benægtelse. Nu bliver det vel næsten stuerent, hvis der på de næste pamfletter står, at de er udgivet med støtte fra et faglitterært arbejdslegat fra Kunstrådets litteraturvalg.

Ja, vitaminer fra kulturministerens spinatbed med Claes Kastholm Hansen som den nye gartnerformand, der skulle rive det usmagelige smagsdommeri op med rode.

Lad os dokumentereHaaest som håndlanger for gamle nazister og holocaust-benægter: Han rettede henvendelse til Justitsministeriet i 1976 for at få standset eftersøgningen af nazisten Søren Kam, der stadig gemmer sig i Tyskland og stadig søges udleveret til Danmark. Også fem andre gamle nazister havde hans bevågenhed i gentagne breve til justitsministeriet

Benægter gaskamrene

I 1977 udgav han bogen Udyr eller hvad, hvor han bl.a. forsvarede Helweg-Larsen og andre henrettede nazi-terrorister.

Om sit forfatterskab skriver han i sit c.v., at han har skrevet enkelte romaner, et par digtsamlinger, men ellers dokumentarbøger, hvor jeg opfatter mig selv som journalist-

Han udgav Ny-Revision, der i 1977 skiftede navn til Nationaltidende. Her kan man finde den 10-spaltede overskrift tværs hen over den dobbelte midterside: "Der eksisterede ingen gaskamre i Hitlers KZ-lejre" og på samme side "Anne Franks dagbog er løgn og svindel".

Man finder andre steder overskrifter fra Erik Haaest-skriverier som "Slip Hess fri" (Hitlers stedfortræder Rudolf Hess, der endnu afsonede krigens forbrydelser i Berlin, forfatterne) eller "De var ikke landsforrædere. Hvis krigen overhovedet gjorde nogen til landsforrædere er spørgsmålet hvem".

Han var medstifter af National Arkivet Danmark og Nationalarkivets bind 2 fra 1977, hed Det magiske tal og var "en samling dokumentationer omkring Zionismen, Nazismen og Marxismens forhold til 'De seks millioner'". Samlet og bearbejdet af Erik Haaest.

Langt størsteparten af indholdet var Richard Harwoods lille bog Døde der virkelig seks millioner? Harwood var en af de tidlige revisionister.

Udelod detaljer om sit liv

Det er således usandt, når Erik Haaest nu fremstiller det som om, at hans rolle altid har været journalisten, der lod nogen fortælle.

Nej, han var aktivist, nazist-hjælper og holocaust-benægter, og holocaust-benægtelsen var en del af hans aktivisme.

Han har på den ene side ret, når han fremhæver, at han har interesseret sig for krigens tabere, men han har givet dem sin støtte som pennefører. Han har solidariseret sig med de tabere, hipofolk og frikorpsfolk, som han nu skal udgive mere om, denne gang løftet op på et højere plan med det faglitterære arbejdslegat.

Lad os dokumentere, at Haaest i sin ansøgning til Kunstrådet udelod et par detaljer. Han har medsendt et ekstremt detaljeret c.v. fra dengang, han satte fod på denne jord på Hundslev Toftegård på Nordøstfyn den 14. marts 1935, men han oplyser intet om Ny-Revision og Nationaltidende, der netop var de skrifter, som havde holocaust-benægtelsen i den mest vulgære form.

Det skal ikke forstås sådan, at Kunstrådets Litteraturudvalg ikke på anden vis kunne have fornemmet, at denne Haaest havde et særligt forhold til engageret formidling af nazi-gerninger.

Da Kunstrådet meddelte Haaest pengene den 8. november 2006 indeholdt brevet en lykønskning, men også den oplysning, at der kun er givet støtte til 22,3 procent af ansøgningerne.

Udvalget kan altså ikke skyde sig ind under, at der ikke var andre ansøgere.

Det er interessant, at der så ikke var en bedre ansøger blandt de 77,7 procent afviste.

Nogen må fortælle os, hvorfor Haaest var den oplagte kandidat og alle de andre forkerte. Den slags argumentation er nyttig, hvis man ikke vil undergrave litteraturstøtten, og det ligger os fjernt.

Det var som nævnt den kloge litterat Claes Kastholm Hansen, der var formand. Medlemmerne var Niels Brunse, Cecilie Eken, Peter Urban Halle og Arthur Krasillikoff. Nu ved de så, at de har givet arbejdslegat til en holocaust-benægter.

Selv er vi stadig lidt i tvivl om, hvordan man skal forholde sig til historie-forfalskere i nazismens tjeneste. Kriminalisering er ikke rigtig. Hensyn til ytringsfriheden vejer tungt.

Og det er godt, at vide, hvor fantasterne findes, så man kan kigge dem ud, inden de skader for meget. På den anden side synes vi nok, at faglitterære arbejdslegater som tilskyndelse til den slags forfattere er lige lovlig stærk kost.

Gennem aktindsigt, ekspederet upåklageligt af Kunststyrelsen, har vi konstateret, at hverken kulturministeren eller Kulturministeriet har været inde over den usædvanlige tildeling.

Brian Mikkelsens smagsdommere kunne selv. Hvorfor?

Erik Jensen er medstifter af Dokumentationsgruppen Demos, Poul Smidt er journalist og cand.jur.