Kommentar

Per Stig Møllers deroute

Uanset indtrykket fra gamle bøger samt bekvemmelige medieskabte myter er den danske udenrigsminister ingen aktiv humanist – set ud fra den praktiske politik ville passiv klakør afgjort være mere passende
Debat
4. januar 2007

Den 4. og 6. november bragte Information to artikler med Per Stig Møller. Disse indblik i udenrigsministerens tanker om dansk udenrigspolitik, var, selv om ofte hørt, af en sådan infam art, at en reaktion er påkrævet. Ministeren afviste endnu engang et politisk kursskifte, på trods af at have medvirket til at skabe en politik baseret på voldelig indblanding i andre landes forhold, samt nedbrydning af humanitære konventioner og international ret; kernen i den aktivistiske kurs.

Hvis vi imidlertid kaster blikket lidt bagud, kan støtte til en sådan politik virke lidt besynderlig.

I Livet i gøgereden fra 1978 skrev Per Stig Møller følgende: »Vil man endelig gøre forskel på vold, er volden med omformningen som mål grusommere end den målløse og ureflekterede vold, da den sker med fornuftens kolde overlæg, der kunne have valgt en anden vej.«
Så klart kan det siges, men det er åbenbart lidt svært at tage konsekvensen af denne opfattelse nu til dags, hvor dette er dansk udenrigspolitisk praksis; omformende og grusom vold, udført med koldt overlæg, som Per Stig Møller er en ivrig fortaler for. Ville han mon have valgt anderledes i 1978?

I dag skal demokratiet (den særlige kapitalistiske udgave) nemlig ikke bare værnes om (teoretisk), men også udbredes (retorisk) til alle egne med (praktisk) vold og (ideologisk) magt; den omformende grusomhed, som dog forekommer temmelig ureflekteret, men det siger vist mere om udøverne, end alvorligheden af disses forbrydelser.
Udenrigsministeren skrev i samme bog om den intellektuelles forhold til magten:

»Den aktive humanisme adskiller sig fra fortidens passive Seneca påtog sig den moralske forpligtelse til og nødvendighed af, at gå ind i magten for at tæmme eller begrænse den. Dette ubehag følger med, når magtens umenneskelighed kalder på modsigelse, når dens abstraktionsmani trænger til indsigelse.«

Per Stig Møller har påtaget sig forpligtigelsen, føler han ubehaget? Det er der mange af os andre der gør, især når han vidtløftigt og skråsikkert prædiker om sin udenrigspolitik. Måske statsministeren er blevet til udenrigsministerens Nero, hvis umenneskelighed og abstraktionsmani han nu, med ubehag garanteret, må søge at begrænse og modsige? Det ville i så fald være på tide, og der må her gøres indsigelser over for Per Stig Møllers, indtil videre, totale svigt i denne sammenhæng.

Men som han skrev i det følgende: »Det kan naturligvis komme så vidt, at den totale afvisning er den eneste hæderlige holdning til magten.«

Deroute for Per Stig

Ja, det er aldrig for sent at indse, det gjorde Seneca, mon udenrigsministeren er i stand til noget lignende?
Per Stig Møller skrev endvidere noget interessant i Magt og afmagt fra 1999:

»I en civiliseret verden opretholdes ordenen ikke ved at fastholde fortidens uretfærdige orden.«

Netop derfor forekommer den danske udenrigspolitik så forstemmende, for hvis der er noget man medvirker til, er det at fastholde fortidens orden samt yderligere nedbryde enhver form for retsorden. En aktivistisk tilpasningspolitik, hvor de stærkes ret overfor de svage håndhæves på mest uciviliseret vis.

Der er altså tale om en deroute for Per Stig Møllers vedkommende, men dette bør egentlig ikke overraske. Eksempelvis kan man tage et blik på Gramscis definition af den traditionelle intellektuelle; betragtet af omverdenen som selvstændig og distingveret, men i realiteten allieret med det herskende system og som sådan en konservativ garant for dets varetagelse. Per Stig Møller afviger ikke fra denne definition og opfylder til fulde den traditionelle intellektuelles rolle; giver indtryk af selvstændighed og integritet, men bundet til opretholdelsen af et undertrykkende system. I dette tilfælde en verdensorden, som fordrer uindskrænket magtudøvelse (statsterrorisme) af imperiet USA og dets allierede.

Hvor længe endnu skal denne orden bestå? Det burde være dette spørgsmål, Per Stig Møller tog stilling til, og ikke hvorvidt han ønsker at kalde sin infamt bagstræberiske politik for ’pragmatisk idealisme’. Tværtom ville kynisk konformisme være en mere dækkende betegnelse for regeringens katastrofale misere af en udenrigspolitik. Prioriteringen for ministeren er dog bare helt anderledes, her fastholdes miseren nemlig. Der skal ikke undskyldes, der skal ikke tages konsekvenser, der skal fastholdes. Ja, det vil sige, det skal der, indtil England eller USA siger noget andet.
Uanset indtrykket fra gamle bøger samt bekvemmelige medieskabte myter er ministeren ingen aktiv humanist, set ud fra den praktiske politik ville passiv klakør afgjort være mere passende.

Marc Grønlund er studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her