Læserbrev

Politik og gamle sladretasker

Debat
27. juli 2007

For så vidt undrer det ikke, at den tidligere LO-journalist, Lars Olsen, i sit bidrag til portrættet af Margrethe Vestager (Information 21.-22. juli) siger:

"Som minister lukkede hun øjnene for de store integrationsproblemer i folkeskolen, mens hun som forælder selv fravalgte den lokale Amager Fælled Skole, hvor der var mange tosprogede elever."

Bortset fra, at den daværende SR-regering ikke lukkede øjnene for integrationsproblemerne, kender Olsen næppe Vestagers motiv til valg af skole for hendes børn tæt ved hendes arbejdsplads på Christiansborg. Ved at tale om 'de to-sprogede' får Olsen sladdervornt, som det hedder på fynsk, antydet, at den radikale leders omsorg for flygtninge- og indvandrerbørn ophører, når det gælder hendes egne unger.

Eksemplet er ikke uden fortilfælde. Min bror og jeg gik selv i Den Classenske Legatskole, der trods sit højborgerlige navn gennem generationer har været en almindelig folkeskole (I øvrigt også med tosprogede elever), fordi den lå tæt på vore forældres daværende arbejdspladser, hvoraf den ene - på Slotsholmen - bl.a. rummede det politiske ansvar for ca. 20.000 medtagede flygtninge (naturligvis især kvinder og børn) fra krigsforbryderne Slobodan Milosovic's, Radovan Karadzic's og Radko Mladic's massegrave på Balkan, herunder Srebrenica. Flygtninge fra Balkans Holocaust, som flere politikere fra VK-partierne og Dansk Folkepartis forgænger, Fremskridtspartiet, dengang kaldte 'socialturister' og 'bekvemmelighedsflygtninge'.

Flere eksempler

Vores skolegang fik sladretasken Søren Krarup, dengang Seem, til sammen med småbladet Danske Tidende, organ for Den Danske Forening, hvis historiske inspiration ikke skal uddybes her, til at kolportere en historie om, at min familie fravalgte en skole på Vesterbro med mange to-sprogede.

Hvis man tog Krarup ligeså højtideligt, som han selv gør, ville man selvfølgelig om sladderagtigheden have brugt hans egne klicheer, som allerede dengang var nedslidte: Uhæderligt, simpelt, underlødigt, ubegavet, gement, og hvad han ellers i sit komiske show hæfter af etiketter på politiske modstandere. Med Olsen er det, måske, lidt anderledes. Han står ganske vist uden for partierne, men er fra det yderste venstre tilsyneladende kommet tæt på en kreds af socialdemokrater, som ser Det radikale Venstre som Socialdemokratiets hovedmodstander. Vel at mærke uden så meget som at antyde, hvor flertallet bag en S-ledet regering i givet fald skal komme fra.

Resultatet er jo åbenlyst og kan ikke i det lange løb fortrænges med besværgelser, selv om der gøres hidsige forsøg: På vej ind i det syvende år med Fogh-regeringen står oppositionen uden et samlet, troværdigt regeringsalternativ, uden mindste tilløb til f. eks. en Soria Moria-erklæring, regeringsprogrammet, som i Norge samlede den daværende opposition og førte til den nuværende regering af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og (liberale) Senterpartiet, ledet af socialdemokraten Jens Stoltenberg.

Heller ikke tilslutningsmæssigt synes det at gavne mit parti med en udlændingepolitik tæt på regeringens og Dansk Folkepartis. Naturligvis ikke, burde det være overflødigt at tilføje. Et stort parti med stærke internationale traditioner og forbindelser kan selvfølgelig ikke forholde sig passivt til den forlorne nationalisme, som den borgerlige regering klynger sig til i håb om at beholde magten. Det eneste reelle regeringsalternativ er samarbejdet mellem S, R og de såkaldte venstrefløjspartier, også om centrale emner som udlændinge-, skatte- og undervisningspolitikken. Uanset, hvad de enkelte partier og deres ledere ellers måtte sige før valget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her