Analyse

Vil projekt 'et nyt Tyrkiet' lykkes?

Det bliver en svær balance for Erdogan at opbløde sekularismen og samtidig citere Atatürk flittigt
Debat
1. august 2007

"Vi har styrket økonomien, formindsket gælden, reduceret inflationen ned til et-ciffer, afsat den største budgets-andel til uddannelse, støttet projekter 'unge piger tilbage til skolen', sat fokus på reformer og udviklet et sundhedssystem, der behandler alle lige. Kort sagt, så har vi holdt, hvad vi lovede og sat vores borgeres ve og vel i centrum. Spørgsmålet er så, om I ønsker, at vi skal fortsætte ad samme vej?" Citatet er et udpluk af premierminister Recep Tayyip Erdogans valgtale. Hele 47 pct. af tyrkerne, krediterede dette spørgsmål med et 'ja' 22. juli. Men hvorfor denne opbakning og hvad vil han med Tyrkiet?

Valget er en 'borgerpligt' i Tyrkiet, og derfor afbrød flere tusinde feriegæster deres ferie for at gå til stemmeurnerne. Vælgerne er også gode til at huske og dermed straffe/belønne de partier/regeringer, for deres løfter og resultater. Det tydeligste eksempel er resultatet fra 2002-valget, hvor de fire ældste og største partier, herunder de tidligere Ecevit-regering, ikke nåede over spærregrænsen på 10 procent. Regeringen havde ikke leveret varen og 3. november 2002 satte et flertal deres kryds ved det nystiftede AKP-parti, som lovede reformer, bedre økonomi, nytænkning og en mere EU-venlig politik. Og med over 30 procent af stemmerne fik AKP lov til at afprøve sine valgløfter. "Måske kan AKP noget, som de andre ikke kan", som en af mine venner sagde det dengang. Og AKP kan noget, faktisk har de leveret varen. Økonomien er blevet styrket, landet er kommet nærmere EU og ikke mindst er uddannelse blevet prioriteret højere end militæret, idet størstedelen af budgettet er gået hertil. Vælgerne belønnede derfor AKP både med et genvalg og en fremgang fra 34 pct. til 47 pct. En tendens der aldrig er set i tyrkisk politik efter 1950. Den store fremgang overraskede Erdogan selv. Men succesen skal ikke alene ses ud fra regeringens politiske og økonomiske resultater, men ligeså meget ud fra deres valgstrategi og især kritikeres manglende sans for nytænkning. Mens Erdogan i sin valgkampagne kunne fremlægge konkrete resultater og samtidig slog på fremadrettede politikker, kørte hans kritikere, bestående af oppositionen og dele af militæret på frygten for fremtiden og bekymringen for nationalstaten og sekularismen. To centrale principper, dannet af landets fader, Kemal Atatürk og er blevet et med det moderne Tyrkiet.

De samme argumenter

Det nationalistiske parti (MHP) benyttede sig af den allerede eksisterende nationalistiske bølge, og kørte på truslen om PKK's terrorkampe. Tabet af over 70 liv, styrkede partiet. Formand, Bahceli gik så vidt til at love at genindføre dødsstraffen. Selv om partiet reelt ikke havde andre temaer, er de qua deres valgresultat på 14 pct. klart de næststørste sejrherrer. Omvendt forholder det sig for det største oppositionsparti, CHP, som i forhold til sidste valg er gået tilbage. Partiet har kun kørt på bekymringen for det sekulære Tyrkiets ophør og religionens dominans. Formand Baykals slogan om "vi vil ikke tillade en deling af landet, men kæmper for et sekulært Tyrkiet", lagde sig for tæt ad nationalisternes retorik, og var derfor ikke nyt.

Heller ikke det liberale parti, DP, havde et alternativ politik, hverken i forhold til erhvervslivet eller en øget privatisering. Partiet led et knusende nederlag og blev ikke valgt. Dertil kommer militærets handling og frustration over deres rolle i den politiske sfære, som viste sig tydeligst i debatten om præsidentkandidaturen. Udenrigsminister Gül med sin tørklædebærende kone blev for meget for generalerne.

Både oppositionens manglende nytænkning og militærets kritiske røst gavnede Erdogan. Er der så hold i kritikernes bekymring? Skeptikernes bekymring for Erdogans reelle hensigter i forhold til bevarelsen af det sekulære Tyrkiet, skal ses både i lyset af hans fortid som ung islamist, og hans handlinger og retorik.

Både Erdogan og andre i partiet bruger en række religion-tyngede ord, og flertallet har koner og døtre, der bærer tørklæde. Herudover eksisterer der et mere konservativt bagland i AKP, som har direkte relation til sekteriske grupper. Den mest kendte er Fethullah Gülen-bevægelsen. Dertil kommer, at enkelte politikere - heriblandt tidligere parlamentsformand, Bülent Arinc, har efterspurgt en ny definition af sekularismen. Det sekulære princip, hvor stat og religion er adskilt og tørklædet er forbudt i offentlige institutioner bør, ifølge Arinc ikke tolkes så firkantet. Da Arinc også kandiderer til præsidentposten, er bekymringen øget.

Kadrolasma-politik

Et andet kritikpunkt, som styrker skeptikernes bekymring er AKP's 'kadrolasma-politik'. Erdogan kritiseres for, at en række lederposter i bureaukratiet og andre institutioner er blevet udskiftet med pro-AKP stab, og 'ens-tænkende' personer kommer ind i betydningsfulde poster. Tendensen skaber størst bekymring hos middelklassekvinderne, der frygter religiøse normer på arbejdspladserne, det være sig tøjstil eller adfærdsformen.

Erdogan har fastholdt, at hans parti først og fremmest er konservativt, og at det går ind for bevarelsen af det sekulære og nationale Tyrkiet. Men parlamentssammensætningen vil udfordre ham, både i forhold sit bagland og oppositionen. Han skal blandt andet jonglere mellem den nationalistiske fløj, repræsenteret af MHP, og den prokurdiske fløj, repræsenteret af de 27 uafhængige kandidater fra DTP-partiet.

Den første prøve er valget af præsident, hvor Erdogan får brug for oppositionens støtte til at få de 367 stemmer, der kræves for sin kandidat.

Ligeledes skal EU-linjen holdes, herunder løsningen på Cypern-konflikten såvel som løsningen på PKK-baserne i Irak findes. Her får han brug for det EU-venlige DTP, dog uden at skubbe nationalisterne eller CHP væk.

Erdogans mission om et nyt Tyrkiet er i gang, og han har allerede prikket hul på tabuer som tørklædet. Men om han formår at opbløde sekularismen samtidig med at citere flittigt fra Atatürk, og gøre 'Tyrkiet opstillingsparat til nye tider', vil tiden vise.

Vælgernes opbakning har han fået!

Yildiz Akdogan er cand. scient. pol. og formand for netværket Tyrkiet i EU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et nyt Tyrkiet er en smukt tanke.Men magten i mellem Regeringspartiet som er islamiske og Gamle Ren race teorikerne udgør nemlig en vanskellig opgave.Her er nenlig et lille lyspunkt; muligvis første gang i hele Mellemøstens tragiske nyere historie er der en gruppe menesker der trodser autoriteterne ,ved at stå frem og bliver valgt ind i Tyrkiske Parlament.I sig selv en måske udvej af den elendige forhold der er i Mellemøsten.Uden USA eller Danmarks militær indgriben,hvilket der vil medføre kaos ;forholdet i Irak er bevis for.Udviklen der er skabt og bliver videreført af meget vanskellige forhold,til tider retssager,lynchning stemning tilhørerer dagligdagen i Tyrkiet.Men troen på Frihed og Demokrati vil ingen tage fra Tyrkere/Kurdere.