Læsetid: 4 min.

Retsopgøret efter Irak-nederlaget

Begynder forhåbentlig nu - og erstattes ikke af en diskussion om Asmaa-Hamid
Debat
31. juli 2007

Nu vender tropperne hjem. Alligevel har hverken statsminister eller udviklingsminister forberedt enten sejrsparader på Kastellet eller velkomstmatinéer i Tivoli. Afhængig af om regeringen og dens folketingsflertal helst vil have den danske mere end fireårige indsats i Irak betragtet som bidrag til nedkæmpelsen af Saddam Hussein og Osama bin Laden med alt deres terror-væsen og masseødelæggelsesvåben eller ønsker engagementet opfattet som led i genopbygningen af Irak til et sundt og økonomisk rigt demokrati. Magthaverne i Danmark mener åbenbart ikke, der er noget at fejre.

Deri har de og alle de andre mange danskere, som for fire og fem år siden støttede eller i hvert fald stiltiende affandt sig med udstationeringen af danske krigsfolk på irakisk grund, ganske ret. Der er ikke noget at råbe hurra for.

At soldaterne så ikke af en grædende befolkning ved store sørge-ceremonier modtages som slagne, men heltemodige sønner og døtre af Danmark kan på den anden side heller ikke undre. Den store kompakte majoritet ville tabe ansigt ved at erkende sit nederlag. Og hvorfor det, når de smertelige tab, militæret har lidt i Irak, dog på ingen måde måler sig med dem, der ramte det og hele det danske folk ved tilbagetrækningen fra Dannevirke og nederlaget ved Dybbøl i 1864?

Tabene er ikke på danskernes men på irakernes side: 650.000 dræbte, mange gange flere lemlæstede, fire millioner jaget på flugt. Eller sagt på en anden måde med et Ritzau-telegram fra i går:

"Næsten en tredjedel af den irakiske befolkning har brug for nødhjælp. Det viser en ny rapport, som den store engelske nødhjælpsorganisation Oxfam har lavet sammen med en række organisationer i Irak. I alt otte millioner mennesker lever ifølge rapportens opgørelser i så stor fattigdom, at de har brug for hjælp for at kunne få mad og drikke. Det tal omfatter også de to millioner irakere, som er drevet på flugt inden for Iraks grænser samt de to millioner, der lever som flygtninge i Iraks nabolande. 15 procent af irakerne har jævnligt ikke penge nok til at spise sig mætte, og hele 30 procent af de irakiske børn er underernærede. Et tal der er foruroligende meget højere end før den amerikanskledede invasion i 2003."

Hvorfor sørge over det? I stedet kaster den offentlige mening sig over Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten.

Hendes fejl er, at hun har talt om, at "det i alt for høj grad er lykkedes at stemple modstandsbevægelserne (i Irak, el) som terrorister." De sunni- og shiamuslimer, der skærer halsen over på hinanden og sprænger irakiske kvinder og børn og civile mænd i luften, må dog kaldes terrorister, uanset hvor meget de så end også er modstandere af vores, briternes og amerikanernes tilstedeværelse i deres land. Både Asmaa Abdol-Hamid og Enhedslisten vil være tjent med at indrømme, at der jo ikke er opstået noget, der ligner en konsekvent irakisk modstandsbevægelse mod selve den besættelse, et flertal af irakerne ifølge meningsmåling på meningsmåling dog erklærer sig udsat for. Allerede umiddelbart efter Bagdads fald for godt fire år siden udtrykte især amerikanerne forbløffelse, forskrækkelse og forargelse over, at deres tropper ikke blev modtaget i gaderne med jubel som de befriere, de gerne ville være. Allerede dengang forklarede bl.a. Robert Fisk i The Independent og Information, at den almindelige irakiske befolkning følte sin værdighed krænket af, hvad den opfattede som en besættelse.

At Asmaa Abdol-Hamid har ret i, hvad hun senere har præciseret "den irakiske befolknings principielle ret til at gøre modstand mod besættelsesmagten", burde give sig selv. "Når man går i krig og besætter et land, så må man forvente at de besatte skyder igen. Derfor ønsker jeg også de danske soldater hjem hurtigst muligt." Men det forklarer ikke fraværet af en større, gedigen modstandsbevægelse i Irak.

Tvetydigheden i Irak kan imidlertid belyses af et eksempel, som "besættelsestidens første danske historiker", Jørgen Hæstrup, i sin tid fremførte i et interview i Information: En modstandsmand af både den tyske besættelse og af den danske samarbejdspolitik med tyskerne kastes i faldskærm ned i nærheden af Nakskov. Inden han når frem til København, har han overnattet hos mere end 10 danske familier. Hvoraf flertallet har stemt på samarbejdspolitikere! Den danske modstandsbevægelse kunne endda alliere sig med de allierede stormagter, som rykkede frem mod og i Tyskland. Hvad og hvem kan "en større, gedigen modstandsbevægelse i Irak" alliere sig med?

Tilbage står de ufattelige lidelser, den danske indsats i Irak har været medvirkende til at påføre det irakiske folk. Den indsats har Asmaa Abdol-Hamid ingen lod og del i. Den skriger nu på et retsopgør. Hvorfor skulle Danmark absolut deltage i det Irak-nederlag, som så mange i både USA, Storbritannien og Danmark allerede fra eftersommeren 2002 advarede så indtrængende imod?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her