Læsetid 5 min.

Slip begejstringen løs

Den største trussel mod Michael Rasmussens triumf i Tour de France kommer ikke fra konkurrenterne i løbet, men fra det selvbestaltede parnas af sportsjournalister og dopingeksperter, der ikke forstår, at brud på de skrevne regler ikke nødvendigvis kan siges at være snyd
Omkring cykelsporten er der opstået en slags nul-tolerance-journalistik og -politik, hvor man stiller sig markant og højtråbende på de skrevne reglers side. Hvorfor er det blevet sådan?

Omkring cykelsporten er der opstået en slags nul-tolerance-journalistik og -politik, hvor man stiller sig markant og højtråbende på de skrevne reglers side. Hvorfor er det blevet sådan?

26. juli 2007

I disse dage er Michael 'kylling' Rasmussen måske ved at levere en enestående præstation ved som bjergrytter at vinde verdens største cykelløb. Der er dog endnu et stykke vej til Paris, og omkring kyllingen svæver glubske gribbe fra Lotto- og Discovery Channel-holdet.

Men den største trussel imod kyllingens himmelfærd har ikke noget med cykelløbet at gøre. Omkring cykelsporten findes nemlig en grød af snyltere, som i kampen for deres egen kridhvide førertrøje i opportunistisk moralsk ophøjethed har fået opbygget et parnas af pseudomoralske korstogsfarere, der får publicity og drømmer om Cavling-priser, imens de kagler løs om doping. Parnasset består af sportsjournalister, der fremfører sig selv som moralens og sandhedens vogtere, af dopingeksperter og en kulturminister, som desperat leder efter en mærkesag. Disse er godt assisteret af faldne cykelryttere, som har et behov for at tude ud over hele sendefladen og gerne trække andre med sig i faldet. Under sig har parnasset diverse cykelunioner og løbsarrangører, der står til at tabe alt, hvis publikum mister interessen for sporten 'pga. af doping', som nogle debattører 'bekymret' fremfører.

Denne pointe i dopingdebatten aftvinger diverse arrangører desperate udmeldinger og sanktioner. Men frygt ej, kære arrangører, der er rent faktisk intet, der tyder på, at dyrkelsen af cykelsporten vil dø, i hvert fald ikke på grund af dopingen.

Interessen for Tour de France fortsætter med at være tårnhøj. Medlemmerne af det selvbestaltede og selvopretholdende dopingmoraliseringsparnas består mestendels af folk, som kun kan høre deres egen stemme. De kævler løs for at komme først med de 'rigtige' synspunkter, og ikke det mindste ænser de, at de fuldstændigt har tabt et forbløffet publikum.

Som sex uden orgasme

Tag for eksempel TV 2's mærkværdige 'viktorianske' dækning af årets Tour de France. Når en etape er overstået, og kyllingen endnu en gang har leveret en pragtpræstation, så viser man et par glade interviews og jubler en lille smule i studiet. Men 'fejringen' holdes på et moderat plan.

Og for at ingen nu skal tro, at man sidder og synder med synderne, så skynder man sig i samme bevægelse at snakke om doping. For seeren svarer denne form for journalistik nogenlunde til at have sex og så stoppe lige før orgasmen og sige fem ave maria i stedet for.

Hvis jeg skal tage mig selv som udtryk for en gennemsnitlig Tour de France-glad seer, har man dermed taget fuldstændig fejl af sit publikum. Vi vil have alle de gennemførte orgasmer, vi kan overkomme, uden at nogen skal komme og fortælle os, at det er en synd. Det må de selv ligge og rode med. Vi elsker sporten med alle dens ingredienser. Og vi går ikke blåøjede rundt og tror, at rytterne er 'rene'. Det har vi aldrig gjort. Vi ikke trætte af dopingen. Vi er trætte af al den ævlen løs om doping.

Som Jørgen Leth helt rigtigt siger: "Cykling er en ekstremsport, og dopingen er en del af det ekstreme."

Elitesport er fuld af præstationsfremmende midler og metoder. Men for os, der elsker sporten, er det bare en velkendt del af den. Derfor er det latterligt og hyklerisk at påberåbe sig uvidenhed og kræve uskyld som betingelse for at transmittere fra begivenheder som Tour de France, VM i fodbold og OL. Og det er irriterende som seer at blive talt til, som om man deler denne påberåbelse og disse krav.

Skrevne og uskrevne regler

Vi kender alt til sportens fulde betingelser. Brud på skrevne regler er et fundamentalt og alment kendt træk ved de fleste populære sportsgrene helt ned på fodboldens serie 4-niveau. Vi dyrker ganske vist sportsmanship, men den, som tager denne som andet og mere end begrænsede ritualer, har forstået det hele meget dårligt.

Ofte har sportsmanship imellem udøverne faktisk ikke noget med overholdelse af skrevne regler at gøre, men snarere fairness i forhold til de regler, vi nu engang er fælles om. Hvad enten vi taler om epo i Tour de France, kokain og 'film' i fodbold, steroider i atletik eller ureglementerede skuldertacklinger i serie 4, så er brud på sportens skrevne regler et helt og aldeles integreret element, som de fleste udøvere (selv de mest hellige) på et eller andet tidspunkt har benyttet. Også kulturministeren, sportsjournalisterne og ikke mindst de angrende bekendere og de misundelige beskyldere kender til denne uskrevne konsensus, som dannes i og af kampen, imellem de konkurrerende parter.

I forhold til moral er det en vigtig pointe, at sådanne brud på skrevne regler ikke fra udøvernes og de indviede tilskueres synspunkt kan siges at være snyd. Snyd forudsætter, at modstanderen eller tilskueren ikke kender og/eller ikke bruger de samme midler i kampen for sejr. Det ved for eksempel den indviede fodboldjournalist, derfor relativeres en fodboldsejr ikke ved at diskutere de mange urene tacklinger fra vindernes side. De nævnes måske, men der pilles ikke ved sejren.

Hyklere og løgnere

Men omkring cykelsporten er der opstået en slags nul-tolerance-journalistik og -politik, hvor man stiller sig markant og højtråbende på de skrevne reglers side. Hvorfor er det blevet sådan?

En mulighed er, at mange af de selvbestaltede antidopingprædikanter simpelthen ikke er indviede tilskuere, men blot reagerer 'udefra'. Her må sande cykelsportselskere bede dem holde kaje og overlade sporten til dem, den tilhører. Men for de mange antidopingprædikanters tilfælde gælder det, at de udmærket kender til den fundamentale relation imellem skrevne og uskrevne regler, og at de i vid udstrækning fuldt ud accepterer mange af cykelsportens øvrige uskrevne - og ifølge de skrevne reglers kodeks konkurrenceforvridende - regler (f.eks. det at mange gule trøjer igennem tiden har kunnet diktere, hvem der måtte hvad i feltet). For denne del af parnasset gælder altså ikke, at man er uindvidet. Næh, man er derimod lige nøjagtig skyldig i de løgne og det hykleri, man ellers beskylder cykelrytterne for. Hykler, fordi man påberåber sig den uskyldige, uvidendes forargelse, og løgner, fordi man giver sig ud for at være sande moralvogtere, når man i virkeligheden er ude efter eksponering og selvophøjelse.

Anders R. Hougaard er ph.d. og adjunkt ved Institut for Sprog og Kommunikation ved Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu