Jørgen Aanæs og hans kone var umiddelbart helt enige om, at pornoficering af det offentlige rum ikke er noget, som de bifalder.
Men så gik de nogle ture sammen i Roskilde, hvor de bor, og det lykkedes dem ikke rigtigt at finde nogen spor af den meget omtalte, beklagelige pornoficering. Ingen letpåklædte kvinder på kæmpeplakater, ingen påtrængende videoforevisninger i butikkerne, ingenting.
"Det gik op for mig, at den megen snak om pornofice-ring i virkeligheden er ud-tryk for en nypuritansk ten-dens. Den byder mig stærkt imod, for jeg stammer selv fra en forbudstid. Jeg er 56 år og voksede op i Mørkhøj nord for København. Dengang var sex tabu, og det synes jeg ikke skal gentages i dag," siger Jørgen Aanæs, som kalder panikken om pornoen for et stykke spin, og er der noget, som kan gøre ham gal, så er det spin.
Derfor han skrev dette læserbrev til Information tidligere på året:
Efter lang tids forgæves eftersøgning er det nu lykkedes at identificere pornoficeringen i Roskilde og omegns offentlige rum. Den er lokaliseret til videofilialen Blockbuster, fjerneste reol, skråt under video-overvågningskameraet, venstre del af hylden, skjult bag ensfarvede blindkassetter.
Ironiske antydninger
Man kan ikke sige, at han presser sin pointe på læse-ren. Så hellere en ironisk antydning, og denne form er ikke tilfældig. Aanæs forklarer:
"Jeg er optaget af den so-kratiske metode, hvor man ikke går ind over folk og påtvinger dem meninger, men derimod stiller de rigtige spørgsmål i tiltro til, at de så selv er i stand til at finde løsningen."
Jørgen Aanæs, der er ud-dannet kemiingeniør og i dag arbejder som arbejdsmiljøkonsulent i Hvidovre Kommune, interesserer sig for filosofi. Fra Aristoteles til Kant.
I øjeblikket har han bogen Det onde eller frihedens drama af Rüdiger Safranski liggende på sit natbord.
Vietnamkrig version 2.0
"Det var Irakkrigen, der for alvor satte mig i gang med at skrive læserbreve. Som ung var jeg SF'er og skrev sporadiske indlæg til Minavisen. I de følgende årtier blev det ikke til så meget. Men Irakkrigen væltede mit verdensbillede, og jeg måtte til tasterne. Jeg købte ikke forklaringerne fra officielt hold, og den der 'ondskabens akse' kunne jeg slet ikke have. Vold kan ikke erstattes med vold," siger Jørgen Aanæs.
"Jeg kunne ikke lade være med at drage paralleller til Danmark under besættel-sen. Ville jeg ikke have gjort modstand, hvis jeg havde oplevet besættelsen af Danmark? Det eneste, jeg kunne gøre ved krigen i Irak, var at skrive debatindlæg imod den. Så har jeg da gjort noget, tænkte jeg. Så kan jeg engang sige til mit barnebarn, når det spørger, hvad jeg lavede under Irak-krigen: 'Jeg skrev imod den'. Det var vigtigt at gøre det hurtigt. I dag kan det næsten være lige meget, nu er alle jo imod, selv Dansk Folkeparti."
Krigsmodstanden kender Jørgen Aanæs fra sin ung-dom, da han var kollektivist i et bofællesskab i Herlev.
Dengang handlede det blandt andet om Vietnam-krigen. Men der udkæmpedes også andre slag i bofællesskabet.
Aanæs boede sammen med en flok, der for de flestes vedkommende var medlem af det ganske hidsige KAP (Kommunistisk Arbejderparti).
"Faktisk var jeg mere i op-position til dette yderligtgå-ende venstre end til så meget andet. Blot det at bo i en slags kollektiv var selvfølgelig et oprør mod mine forældre. Men jeg var i stærk strid med mine kollektivister, der ikke respekterede demokratiet og ytringsfriheden," fortæller Aanæs.
Nej, ytringsfriheden må forblive uantastet. Også selv om de fleste i dag ikke benytter sig af den.
"Det skal ofte være noget meget nært, før folk føler trang til at ytre sig i debatten, altså i andre aviser end Information. Jeg tror også, at det afholder mange, at det ikke er helt let at få antaget et læserbrev. Mange oplever nok en barriere. Selv synes jeg, det er meget svært at få noget i Politiken," siger Jørgen Aanæs.
