Kommentar

Tayyip Erdogans stille revolution

Premierministerens mål er at genoprette religionens betydning i det offentlige rum i Tyrkiet, men det var ikke det, der sikrede ham valget. Nu har overmod resulteret i en regeringskrise, og det er for tidligt at fejre sejren.
Debat
26. juli 2007

Det er et uundgåeligt træk ved de fleste revolutioner, at de går til yderligheder. Det var tilfældet ved den franske revolution i 1789, den russiske i 1917 og den kinesiske i 1949, og det samme gjaldt den tyrkiske revolution i 1923. Kalifatet blev afskaffet, og samtidig blev de religiøse skoler ('madrassas') lukket og islamisk lovgivning ('sharia') erstattet med lovgivning hentet fra Schweiz, Italien og Tyskland. Endvidere blev de religiøse broderskaber ('tarikatlar') forbudt, og Tyrkiet blev erklæret en sekulær fremfor en islamisk stat. Mænd og kvinder blev ligestillet, og det blev forbudt offentligt at gå med religiøs beklædning.

Religion blev statsstyret af et særligt direktorat, som centralt har været i stand til at bestemme indholdet af fredagsprædikener i Tyrkiets mere end 77.500 moskeer. Men til trods for disse reformer er et omfattende netværk af religiøse ordener forblevet intakt, og i særdeleshed efter militærkuppet i 1960 har disse fået en stigende indflydelse på det politiske liv. Udadtil er tidligere premierminister Necmettin Erbakans Milli Görü? ('Det Nationale Synspunkt') bevægelse den mest kendte af de religiøst motiverede politiske bevægelser, fordi Erbakans koalitionsregering blev tvunget til at træde tilbage i det såkaldte 'bløde kup' i 1997, og hans parti, Refah ('Velfærdspartiet'), blev opløst af forfatningsdomstolen året efter. Det nuværende regeringsparti, AKP ('Retfærdigheds- og udviklingspartiet'), blev dannet af efterkommere fra Refah, som havde til mål at genindføre sharialovgivning i Tyrkiet.

AKP-regeringen, der kom til magten i 2002, har haft som mål at genoprette religionens betydning i det offentlige liv, og valgresultatet i søndags viser, at partiet har bred opbakning. Premierminister Tayyip Erdogans stille revolution er begyndt logisk nok med ungdommen. I 2003 blev det nemmere at oprette korankurser med det resultat, at tre år senere var der 4.950 heltidskurser (i forhold til 3.000 i 2003) og 58.500 på deltidsbasis. På gymnasieniveauet var der 65.000 studerende på imam-hatip skolerne (de religiøse højskoler), men tre år senere var dette tal fordoblet. Regeringens forsøg på at give disse studerende adgang til universiteterne på lige fod med studerende fra almindelige højskoler er blevet bremset af præsident Sezer og statsrådet, men det er ikke utænkeligt, at AKP vil gøre endnu et forsøg i den nye parlamentariske forsamling. Og et forsøg på at udrense medlemmerne af YÖK (det højere uddannelsesnævn) og universitetsrektorer er blevet standset af præsidentens veto og forfatningsdomstolen. Indenfor administrationen af skolesystemet har AKP indsat trosfæller i tusindvis af ledende stillinger. Ifølge oppositionspartiet CHP er 4.573 viceskoleinspektører, 4.013 skoleinspektører og 1.154 i lokaladministrationen blevet erstattet på den måde. Og ifølge en rapport fra undervisningsministeren er 836 fra direktoratet for religiøse anliggende blevet forflyttet til ministeriet.

Samme mønster gentager sig inden for statsadministrationen. Præsidenten har nedlagt veto mod mere end 3.000 udnævnelser, men for at komme uden om dette problem er disse stillinger blevet besat 'på midlertidig basis'. For eksempel arbejder der i undervisningsministeriet 536 uden autorisation.

Økonomien sikrede sejr

Imidlertid er det ikke denne krybende islamisering af Tyrkiet, som har sikret AKP's overvældende valgsejr men de solide økonomiske resultater. Siden 2002 har den tyrkiske økonomi haft en årlig vækst på 7,4 pct., og inflationen er reduceret fra over 70 pct. til under 10 pct. Takket være IMF's håndfaste styring er budgetunderskuddet reduceret fra næsten 15 pct. af BNP'et til kun 0,7 pct. i 2006, således at Tyrkiet allerede nu opfylder EU's krav på dette punkt. Istanbuls børs har fungeret som en magnet for udenlandske investorer, som nu ejer en tredjedel af aktierne. Og dagen efter valgsejren steg aktiepriserne til rekordhøjder, en femdobling siden 2002. Men træer vokser ikke ind i himlen. Skyggesiden er en stærk lira og et voksende betalingsbalanceunderskud, som nu udgør omkring 8 pct. af BNP'et. Tyrkiets succes på det makroøkonomiske plan modsvares af stigende arbejdsløshed. Ifølge officielle statistikker er antallet af arbejdsløse steget fra 1.5 mio. i 2001 til 2.5 mio. i dag, men ifølge avisen Tercüman er dette tal reelt det dobbelte.

Økonomiminister Ali Babacan har indrømmet, at regeringen ikke har været i stand til at skaffe arbejde til 700.000 nye arbejdssøgende, der kommer ind på arbejdsmarkedet hvert år, og ifølge Turkish Economy Bank står en femtedel af Tyrkiets ungdom uden arbejde.

Der er anslået 18 millioner tyrkere, der lever under fattigdomsgrænsen og en million, der lever under sultegrænsen, og valgresultatet er i lige så høj grad udtryk for AKP's 'outreach' og græsrodsarbejde. Det har ikke bare været AKP's nødhjælpsprogrammer, som har gjort udslaget, men partiets aktive indsatsfor at nå frem til vælgerne. I Istanbul alene har der været 150.000 medlemmer ude på gaderne for at inddrage befolkningen, hvorimod CHP har nøjedes med at holde taler og uddele pamfletter.

Samtidig er valgsejren udtryk for et systemskifte i Tyrkiet fra den gamle, kemalistiske middelklasse til en ny, konservativ og islamisk middelklasse, de såkaldte 'anatolske tigre', som står for industriproduktionen i storbyer såsom Konya, Kayseri og Gaziantep på den anatolske højslette. Den største udfordring, som den genvalgte AKP-regering står over for, er valget af en ny præsident, og det var regeringens overmod, med at indstille udenrigsminister Abdullah Gül som kandidat, som har udløst den nuværende krise. To tredjedele af parlamentet skal være enige om en ny kandidat inden for 60 dage, ellers skal der udskrives nyt valg. Da AKP kun får 340 ud af parlamentets 550 pladser, er det afhængigt af støtte fra oppositionen og de 27 uafhængige deputerede.

Det ubesvarede spørgsmål er hvornår, eller om militæret skrider ind over for de kurdiske guerillaer i Irak. Derfor er det for tidligt at fejre AKPs imponerende sejr. Som amerikanerne siger. 'It ain't over till the fat lady sings.'

Robert Ellis har i en årrække kommenteret udviklingen i Tyrkiet i den danske og udenlandske dagspresse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tyrkiet er et muslimsk land, Dette betyder, at der skal have lov til at bevæge sig med tørklæde i det offentlige rum, hvis demokratiet skal inføres. Det er mærkeligt at et muslimsk land som føre demokrati ikke skal have lov til at leve med tørklæde i fred og ro. Der er jo ingen, som er tvunget til at bære tørklæde i Tyrkiet. Dette respekteres af alle.
Mit kommentar er, Recep Tayyip Erdogan gør det rette for det land ikke kun økonomisk men også politisk. I år var jeg tre måneder i Tyrkiet, og kunne se den frihed kvinderne havde fået ude på arbejdsmarkedet, hvilket var ikke i tilfælde før denne regering. Uddannelsessystemet ændre sig til positiv retning osv.

Fra at være et EU land,har Tyrkiet forspildt sine chancer.Bag ved facaden om spille offer rollen har nuværende Tyrkiske Regering,misbruger EU forhandlings forhandlingerne.
1-Den brutale Politi indsats mod Kvindernes Kampdag 8 mart,Kurdernes Fest dag Newroz 21 Marts-2008 og senest Arbejdernes kamp dag-1 maj 2008.I alle tre tilfalde unødvendig brutalitet blev der brugt.
2-Bombningen af Kurdiske Oprøre i Nord Irak ,siden november 2007 ødelægger Forsoning og-Fredsbetræbelserne mellem Kurderne og Tyrkerne
Sandsynligvis kan det være ,at hampen brænder under den nuværende Ultra Religiøse AK parti Regeringen.Med en retsag på halsen kunne man tænke sig Regerings partiet AK Parti ,måtte søge forsoning med Kurderne og andre Politiske Partier i Tyrkiet.Men der sker er simpelthen ,uhørt uhøflighed nogensinde,nemlig at man sparker til det allerede forfulgte Kurdiske Borgmester.Næsten alle Kurdiske Borgmestre blev dømt fornyligt.
Den dømte Kurdiske Borgmester Osman Baydemir ,var her i Danmark i sidste uge for bla. holde tale for et Arbejdsgiver Forening -DKAF-.Næsten alle tilskuer havde sværtved at holde tårerne tilbage.I disse tårer må Despotterne drukne snart.