Kronik

En whistleblowers historie mellem glemsel og hævn

Mordechai Vanunu alias John Crossman mener ikke, at Israel har en fremtid. Landet kan ikke bestå, som det er, siger han. Israel er et hemmeligt diktatur, og diktaturer går en dag under. Kronikøren har talt med manden, der sad 18 år i fængsel for at have afsløret det israelske atomanlæg
Debat
4. januar 2007

For nylig sad jeg ved et frokostbord i Jerusalem. Jeg deltog i en konference og kendte ikke ansigterne omkring bordet. Indtil en herre over for begyndte at dele sit visitkort ud til alle. Den distræte høflighed, man ofte modtager andres visitkort på ved en international konference, forsvandt som dug for solen, da jeg slog et blik på kortet og så, at der stod Mordechai Vanunu og John Crossman. Jeg genkendte ham ikke, skønt det burde jeg have gjort. Nok havde jeg aldrig personligt truffet manden, men jeg var tilstede, da han den 21. april 2004 blev løsladt fra det israelske Shikma-fængsel i Ashkelon. Og jeg havde læst hans breve fra fængslet og dermed indirekte lært ham at kende.

Visitkortet afslører Mordechai Vanunus selvopfattelse og identitet: under de to navne står der; 'kidnappet i Rom 30. september 1986' og 'en fri mand efter 18 år i israelsk fængsel for at have fortalt verden om atomvåbenfabrikken i Dimona i Israel. På tredje år bosat i Østjerusalem uden tilladelse til at rejse!' og nederst med store bogstaver; 'BEFRI VERDEN FOR ATOMVÅBEN!!!'.

Det er et trist visitkort, fordi det røber, at Mordechai Vanunu slet ikke er en fri mand. Hans selvopfattelse er fanget i en handling, der nu er mere end 20 år gammel. I 1986 blev de billeder, han havde taget i Israels atomvåbenfabrik i Dimona, offentliggjort i en engelsk avis. Vanunu blev anklaget for landsforræderi og har nu for længst udstået sin lange fængselsstraf. Men den dag i dag er han endnu ikke fri, hverken fysisk eller mentalt. Det er lykkes den såkaldte retsstat Israel at forlænge straffen udover den afmålte fængselsstraf.

Han var ikke fri

Den dag i Ashkelon, da Vanunu under stor mediebevågenhed og med tilstedeværelse af både fredsaktivister fra hele verden og stærkt højreorienterede israelske zionister endelig kom ud og blev kørt bort, råbte atomvåbenmodstanderne dæmpet men taktfast; "Vanunu er fri, Vanunu er fri".

Men det var han ikke. Han er stadig underlagt restriktioner, der i virkeligheden blot har anbragt ham i et lidt større fængsel; han kan ikke forlade Israel, heller ikke blot for at besøge Vestbredden. Den første jul efter frigivelsen ville han tilbringe i Betlehem, men endte med at holde jul i et israelsk fængsel. Hvis han vil forlade Østjerusalem, skal han meddele det til politiet. Han må ikke tale med udenlandsk presse eller med udlændinge i det hele taget. Det sidste gør han alligevel og indvilgede uden tøven i en samtale med mig.

Indkaldes til høring

Jeg talte med Vanunu i haven ved Sct. George Cathedral's Guesthouse på Nablus Road i Østjerusalem. Her boede han i to år efter sin frigivelse. Nøjagtig på to-årsdagen, den 21. april 2006 flyttede han derfra og bor nu lidt tilfældigt hos venner og på lejede værelser i Østjerusalem.

Hver gang Vanunu overtræder de regler, som israelerne har udstukket for hans liv, efter at han har udstået sin straf, bliver han indkaldt til afhøring. Og man kan frygte, at hans kontinuerlige overtrædelse af disse regler kun medfører, at ophævelsen af dem udsættes. Så det naturlige spørgsmål er; hvorfor gør han det? Han forklarer, at det har at gøre med at opretholde en forestilling om personlig frihed. Han anerkender ikke de regler, Israel har sat for hans liv. Han finder, at de er udtryk for den israelske stats militaristiske karakter.

Israel er ikke et demokrati men et skjult diktatur, siger han, og staten bruger diktatoriske metoder i dens kamp mod dens kritikere. Vanunu agerer og taler, som levede han i et åbent demokrati, selv om han selv beskriver Israel som alt andet en åbent og demokratisk. Og han kommer åbenlyst i klemme mellem sin egen ideale anstændighed og statens benhårde pragmatisme.

Mordechai Vanunu har, siden han læste filosofi på universitetet i Beer Sheva som ung, været stærkt optaget af eksistentialisme. I en overgang også af den religiøse eksistentialisme i Søren Kierkegaards værker. Eksistentialismen har givet ham inspiration til at finde sin identitet i det at påtage sig personligt ansvar for livet. Man er, hvad man vælger. Kierkegaards kristendom og et ønske om at blive fri for jødedommen tilskyndede ham til at blive døbt. Det blev han i St. Johns kirke i Sydney i maj 1986.

Blev lokket til Rom

Det var også ved den lejlighed, han tog navnet John Crossman. Og det var i Sydney, han kom i kontakt med den britiske journalist, Peter Hounam, der så de billeder Vanunu siden 1983 havde taget i atomvåbenanlægget i Dimona, hvor han arbejdede fra 1976 som mellemteknikker.

Vanunu forlod Dimona i 1985 og rejste med sine ufremkaldte film gennem Østen for at møde 'buddhismen og det asiatiske folk'.

Sammen med Peter Hounam fløj han til London, hvor billederne blev afsløret i Sunday Times. De israelske sikkerhedstjenester Shin Bet og Mossad planlagde at kidnappe Vanunu, og det lykkedes den 24. september 1986, hvor den hemmelige agent 'Cindy' fandt ham på Leicester Square og lokkede den dengang meget naive Vanunu, der ikke gennemskuede plottet, med sig til Rom 'for at slappe af og komme væk fra medierne'. I Rom blev han den 30. september bortført til Israel, hvilket israelerne naturligvis ikke afslørede, eftersom deres metoder jo var åbenlyst problematiske for en demokratisk retsstat. Først seks uger senere offentliggjorde de israelske myndigheder, at han var blevet anholdt og ville blive anklaget for spionage og landsforræderi. I efteråret 1989 dømtes han efter en langvarig retssag til 18 års fængsel.

Dommen ankedes og først i maj 1990 kom endelig højesterets dom: straffen og strafudmålingen fastholdtes.

Troede på omstødelse

Gennem hele den lange appelsag var Vanunu overbevist om, at dommen ville blive omstødt eller reduceret væsentligt. Han mente, at han havde gjort sin pligt som et ansvarligt menneske, og at verden ville indse, at atomvåben virkelig er af det onde og bør demonteres.

I brevene fra fængslet, som han dengang skrev til sin anglikanske præst i Sydney, kan man aflæse profilen af en sky, søgende, middelbegavet, naiv ung mand, der troede på en absolut retfærdighed.

I dag smiler han, da jeg spørger til hans naivitet og lufter min fornemmelse af, at han dengang slet ikke havde overblik over rækkevidden af det, han satte i gang, da han 'blew the whistle'. Han indrømmer, at han var naiv og siger, at han dengang stadig troede på, at det israelske retsvæsen var apolitisk, og at Israel var et demokrati.

Af de 18 år Vanunu tilbragte i fængsel var de 11 1/2 år i isolation. Personlig disciplin og kristendommen var med at til holde ham fysisk og mentalt sund. Fængselsvæsenet søgte dels af reducere ham til en almindelig ligegyldig kriminel for derved at fratage ham og hans handling betydning og dels at friste ham til at vende tilbage til jødedommen ved at tilbyde ham særlige privilegier på sabbatten, hvilke han afviste at modtage.

Israel har ingen fremtid

Mordechai Vanunu mener ikke, at Israel har en fremtid. Landet kan ikke bestå, som det er, siger han. Israel er et hemmeligt diktatur, og diktaturer går en dag under.

Han har selv kun den drøm at kunne forlade landet. Men indtil videre betaler han stadig prisen for det, han som 32-årig troede var en hæderlig og ærlig sag. Han fortryder ikke og ser stadig sig selv som et eksempel på ordentlig, menneskelig opførsel. Han har mistet 18 år af sit liv, synes han, men er glad for, at han har overlevet med sin sundhed og menneskelighed i behold. På mig virker det som om, der heller ikke er så meget andet at være glad for. Vanunu er stækket og isoleret, ensom og endnu ude af stand til at sætte sig ud over sin identitet som whistleblower. Hvis ikke 18 års fængsel kan knække ham, så frygter man, at glemsel og ligegyldighed kan komme til det. I nogles øjne er han en forbryder, i andres en helt. Man hvad gør en helt, når hans heltegerning er glemt i offentligheden men husket af et system, der efter 18 års fængselsstraf endnu ikke vil tilgive ham og give ham lov til at bygge et nyt liv op? Kun et frit menneske kan leve, siger han. Så længe han kan holde fast ved sin egen definition af frihed, nemlig at gøre det som ens samvittighed byder én, og ikke lade andre diktere ens moralske standard, så vil han kunne leve. Men det vil blive et liv i ensomhed i en usynlig celle, fanget i sin historie og en politisk handling, som den israelske stat fortsat søger at holde skjult for verden, men ikke selv vil glemme.

Kirsten Jørgensen er sognepræst og opholdte sig i Syrien, Libanon og Palæstina i 2 1/2 måned i efteråret

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mordechai Vanunu kæmper for at få lov til at rejse ud af Israel:

http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2011/nov/09/mordechai-vanunu-israel

og historien fortsætter og fortsætter:
http://www.fromthenecup.org.uk/?p=389

Så meget for israelsk demokrati!

Interessant at de israelske myndigheder på den måde er med til at stadfæste holdningen:
http://www.salem-news.com/articles/december052011/jewish-democracy-ef.php

Heinrich R. Jørgensen

Personer med Mordechai Vanunu's tankegang er en repressiv stats største mareridt.

Hvad er en større trussel, end personer, der insisterer på at man fremfor noget andet, har pligt til at gøre sig til et menneske? At opføre sig menneske-ligt. At opføre sig om et menneske.

Med integritet holde fast i ét basalt princip -- at beslutte sig for, at egen samvittighed må stå over alle andre hensyn.

Når Grundvig sagde "menneske først, kristen så", er det et udsagn der da udfoldes på flere måder. De fleste ganske meningsfuldt. Én af dem kunne være: Opfør dig først og fremmest menneskeligt, så vil du også agere kristeligt.

Et simpelt princip, der praktiseres, men det er sjældent man hører om den slags stoikere. Gad vide hvorfor?

En gammel anekdote om én der på Vanunu's kanter opførte sig kriste-ligt og yderst menneskeligt er dog bevaret. Desværre ødelægges fortællingen som regel ved at den udlægges til sin modsætning. At vedkommendes bizarre adfærd skyldes dennes umenneskelighed. Ikke blev var vedkommende umenneskelig, men vedkommende var også unik, så den eneste der vil kunne agere kriste-ligt var den person nogle har givet navnet "krist".

Man kan spørge: Hvilket formål kan det tjene at have et ord som "kristelig", hvis ingen kan være det?

Var der ikke noget, at denne person sagde noget i retning af "gør som mig", "tal sandhed" og "sandhed vil sætte jer fri"? Hvad kan denne "sandhed" da være, hvis ikke: altid at tage udgangspunkt i ens menneskelighed og det personlige ansvar?

Mennesker med en stærk overbevisning og vilje til følge deres fornuft, er -- med henvisning til John Stuart Mill -- mere besværlige at få til at makke ret, end 10.000 personer der er motiveret af egeninteresse. Eventuelt kaldet "nytte" eller "politik".