Besættelsens modstandskamp var forbi, politisk kontroversiel, et middel til selvhævdelse frem for selverkendelse, af Venstres statsminister brugt i propagandaøjemed for en ny krig og af Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti til folkekærlighed. Et par tidehvervspræster iscenesatte modstandskampens reprise for at systemskifte alle gode danske hjemmefødninge. Det gamle folkepartis nazi-samarbejde føg som ugræs over hegnet til Søren Kam, menaf asken opstod a la Valdemar Rørdam og Harald Nielsen et nyt arbejder- og genrejsningsparti på højrefløjen i skæringspunktet mellem socialnationalisme og nationalsocialisme.
Tiden er for revisionisme. 200.000 kr til omfortolkning af det danske Hilfpolizei, Hipos speciale i Lorentzen-terrorisme, 10 millioner til at grave i venstrefløjens landsforræderiske forbindelser til Sovjet og et par småsjatter til en forfalden præstegård i Vedersø, et beskedent bidrag til religionskrigen. Og JyllandsPosten genopfriskede den populære redaktion fra 1930'ernes diktatorhyldest, ufortalt følgerne af læren om den ariske race og arve- og eutanasilovenes renselsesprogram. Regeringens koldkrigskommission og historieprofessor Bent Jensens udnævnelse blev slået op på forsiden 14. januar:
"Forsker anklager journalist for KGB-samarbejde" og inde i bladet en præsentation af forskningsprojektet med et personangreb på Jørgen Dragsdahl for agentvirksomhed, en mediebevågenhed, som ingen kunne inddæmme, eftersom oplysningerne var hentet i efterretningstjenestens lukkede arkiver, i øvrigt uden tilladelse til offentliggørelse. Undersøgelsen omfatter ikke modstykket, den katastrofale binding til USA, udelukkende sovjethistorie, og man ser for sig Mogens Fog arm i arm med Aksel Larsen, Hovmann, Scherfig, Møller Kristensen, Kirk og andre DKP'ere undervejs til statskup. Efterfølgende satte avisdebatten nazisme og stalinisme i samme bås og snart gik diskussionen på, hvem der havde flest massemord på samvittigheden, Lenin eller Stalin, mens en udlægning ved Kristian Hvidt endte som meningstyranni og arkivmaterialer manifesterede krigen på Østfronten.
Dobbeltspil
Krig er spændende, terror og tortur eller Blut und Fleisch, som nazisterne sagde. Vi formerer kampen om sjælene på ærens mark og slås siden om dens første offer, sandheden. Sammen med en garvet sabotør har jeg forsøgt at forstå de bevæggrunde, som afgjorde, om man meldte sig til Frikorps Danmark eller gik ind i modstandsbevægelsen. Motiverne stod selvsagt i forhold til idealerne, den udbredte nazifisering, regeringens samarbejdsvillighed og gruppepresset i et moralsk spændingsfelt fra Fritz Clausen og Harald Bergstedt over Ole Wivel og Valdemar Rørdam til rendyrket socialisme. Men drømmen om uniformer og skydevåben gav skæbnevalget et tilfældighedspræg, Klaus Rifbjergs synsvinkel, når han forlægger verdenskrigen til familieidyllen på Amager og skydegale unge mænd, mens det senest er lykkedes Knud Romer at genopvække vægelsindet til ransagelse og en forbitret forargelse, som endnu rammer den, der vover 'at røbe' det dobbeltspil, som hæderkronede erhvervsvirksomheder, organisationer og godsejere spillede og stadig spiller.
Fædrelandskærligheden blev rubriceret i medløb og modstand, krigen var forbi, og koldkrigen nuancerede mellemkrigsårenes politik, fra dengang en magtfuld europæisk højrefløj i august 1936 arrangerede fredsskabende olympiade i Berlin og i selvsamme dage lod tropperne gå over Gibraltar for at indlede den krig, som varede de næste 10 år.
Både krig og sportpræstationer tyder på overmod. Opfattelsen af angreb og forsvar er atter sat til debat. Den konservative forsvarsminister Knud Østergaard kendte fra O-grupperne forsvarsviljens legitimitet, Per Stig Møller og Søren Gade tager ikke krig for krig, militæret forebygger og humaniserer. Modparten kaldes terrorister, men er dog i egen forstand modstandsfolk, akkurat som sabotørerne 40/45, der fik den officielle betegnelse af terrorister og kriminelle, siden. At det bedste forsvar er et angreb viser folk, der benægter erkendelsen af krig, ved at personfiksere modparten. Vil den kollektive erindring om besættelsen vedkende, at sindelaget var kendemærket frem for antal jernbanesabotager, at fællesskabet rakte fra konservative til kommunister, at flere kommunister også var jøder fordrevet af zarens kosakker før revolutionen, eller erindre sig vore første ofre, bl.a. Gustav og Arne Munch-Petersen, døde i henholdsvis Spanien og Rusland før 9. april?
For at komme tættere på besættelsen vil jeg citere Hans Mørup, der deltog i organiseringen af den konservative modstandsbevægelse i Sønderjylland, da han under internering i Neuengamme mødte nogle helt unge dansktalende kz-fanger, som viste sig at være medlemmer af Frikorps Danmark:
"De havde som de fleste unge ikke haft forstand på politik og er gået til kamp mod bolschevismen af både eventyrlyst og på grund af den danske regerings accept af Frikorpset. De kom til Østfronten og blev beordret til at udrydde hele landsbyer, men kunne ikke få sig selv til at skyde kvinder og børn. Dermed havde de brudt fane-eden til Adolf Hitler."
De blev henrettet af SS'erne. Det er en ganske anden fremstilling end Harald Bergstedts, da han fra Vestre Fængsel fortalte om de prægtige unge og uskyldige nazister og nærmer sig opfattelsen hos en sen kollaboratør, Haaest, et lærestykke i moralsk sindelagsforvirring, tidligst udpenslet under den franske retssag mod unge alsacere, der (ligesom slesvigerne) var tvangsudskrevet til SS og deltog i massakren på Oradour juni 44. Parlamentet måtte vedtage en amnestilov for nogle af de mentale vrag.
Kulturforvirring
De redaktionelle synsvinkler i Berlingeren, Politiken og Information sætter anderledes standarder på krig og besættelse end Jyllands-Posten. I Information (18.-21. juli) interviewer Anna von Sperling kulturudvalgets formand, Claes Kastholm Hansen uden at få en substantiel begrundelse for støtten til en holocaust-benægter:
"Vi øver ikke sindelagskontrol- Studiet af nazismen har alt for længe været hæmmet af moralske filtre."
Ingen forventer forklaring på, hvori kunst består, men dog en påvisning af kulturværdien. Hos Haaest bliver bøddelen et omsorgsfuldt væsen, og i Anna Lorentzens person forenes en frelsende engel med en dæmonisk djævel. Historisk kulturforvirring, krig. Nu optages ikke mindre end tre storfilm om modstandsbevægelserne i Tyskland, i Holland og i Danmark. De tre dagblade bragte i maj reportager fra Ole Christian Madsens instruktørarbejde, Berlingske igen i juli, om modstandens farlige, modige sabotage. Christian Monggaard fra Information havde allerede i oktober refereret instruktøren for, at modstandsfolkene var ungdomsoprørere.
Ungdomsoprør forudsætter nogle unge, der fungerer uafhængigt i et opgør med fædrene arv. Mange modstandsfolk var notorisk (pur)unge, men langtfra alle, f.eks. kommunisterne. Og kredsen omkring fllmens to hovedpersoner handlede ikke autonomt og var sammensat af folk fra Dansk Samling, Holger Danske og DKP. Den uforfærdede Bent Faurschou påtog sig mange opgaver, mest kendt likvideringerne, men de skete i fællesskab, og på skæbnens dag stod han altså uden sine to Walter-pistoler, en 7.65 i lommen og en 6.35 ved bukseopslaget, faldt ikke i kamp som Jørgen Haagen eller som chefen for gendarmeriet Paludan-Müller, mandsmod i filmdramaets regi.
60 år efter De røde Enge produceres endnu en sabotørfilm, næppe om modstandsbevægelsen, men en film om storhed og sejr, konstrueret over individualiteterne - i den tyske film Stauffenberg-figuren frem for en Molkte. Skulle krig antages at føre til andet end krig og menneskerettighederne til krigens resultat, kunne filminstruktørerne perspektivere teorien om ungdomsoprør. Filmens centrale vidne, fru Bomhoff, nævner betydningen af den dyrekøbte tavshed, der fulgte mange efter krigen, som forsvandt i mængden. En af mine venner, som jævnligt omgikkes Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmidt, kendes kun i en snæver kreds, og for mit eget miljø gjaldt, at vi straks efter hjemkomsten i maj 45 var opsat på at genoptage arbejde og skolegang. Krig er kulturnederlag, ej glemt, men gemt. Vidnerne måtte tro deres egne øjne, og de overlevende har haft krig nok og erhvervet retten til at tie og tænke.
Per Diepgen er pensionist, tidligere brændselshandler
