Erik Haaest gør i Information 1. august gældende, at hans overskrift "Anne Franks dagbog er løgn og latin" ikke gengiver hans personlige synspunkt. Den udgør kun en henvisning til, hvad han hævder skulle være en dom, afsagt af den amerikanske højesteret. Ifølge Haaest blev Annes far Otto Frank dømt til at betale erstatning til en amerikansk forlægger for at have narret denne til at udgive et falskneri, som om der var tale om en autentisk tekst, mens der (ifølge Haaest) i virkeligheden var tale om en roman.
Usandt
Aviser og andre medier har imidlertid angiveligt ikke villet offentliggøre denne dom.
Dette er usandt. Den person, som anlagde retssagen, Meyer Levin, var ikke forlægger, men forfatter. Han havde medvirket til at få Anne Franks dagbog oversat og udgivet, og skrev siden et skuespil, baseret på dagbogen. Det samme gjorde imidlertid også to andre forfattere, Albert Hackett og Frances Goodrich, som opnåede Otto Franks støtte til deres projekt, og det var deres version, der blev opført og senere filmatiseret. (Jeg så selv en dansk version med Skolescenen først i tresserne.)
Levin var stærkt kritisk over for denne, idet han mente, at den i for høj grad underspillede Anne Franks jødiske identitet, og de overvejelser, hun i dagbogen gør sig om dette emne.
Han anlagde sag imod de to forfattere for at have hugget hans idé, og imod producenten for at have brudt en aftale. Otto Frank indvilgede i at betale Levin for at droppe sagen, som han fandt uværdig.
De to dagbøger
Anne Frank forfattede selv to versioner af sin dagbog: Den første var den, hun påbegyndte på sin 13 års fødselsdag den 12. juni 1942, i en rød/hvid-ternet notesbog, som hun havde ønsket sig og fået i fødselsdagsgave.
Den anden version blev påbegyndt den 20. maj 1944, efter hun i radioen havde hørt en opfordring fra den nederlandske (hollandske) minister for undervisning og kultur (der var i eksil i London) til landets borgere om at føre dagbøger om deres oplevelser af krigen. Anne Frank begynder derfor at bearbejde sine oprindelige dagsbogsnotater, med henblik på at kunne udgive dem efter krigen. Denne ændrede version er mere "litterær". Dele af de oprindelige notater udelades, nye tilføjes, og teksten udformes med henblik på en læser, hvis nysgerrighed skal stimuleres, men som også skal have hjælp til at orientere sig. (Fysisk skrives denne tekst ikke i den rød/hvid-ternede notesbog, men på løse ark.)
Dele af de oprindelige dagsbogsnotater er gået tabt og kendes kun fra 1944-bearbejdelsen. Andre dele findes i to versioner.
Sammenskrivningen
Den bog, som Anne Franks far Otto Frank lader udgive i 1947, indeholder elementer af både Anne Franks oprindelige dagsbogsnotater og hendes egen bearbejdning - men gør ikke læseren opmærksom på, at der er tale om en redigeret sammenskrivning af to forskellige versioner. Denne første udgave kom i et beskedent oplag, og Otto Frank har på det tidspunkt ikke kunnet forudse, at bogen ville få en sådan udbredelse.
Både de oprindelige dagbogsnotater, Anne Franks egen "litterære" bearbejdning af disse (fra 1944), og den sammenskrivning, som hendes far udgav i 1947, er indeholdt i den store tekstkritiske udgave, som kom på nederlandsk i 2001 og på engelsk i 2003: The Diary of Anne Frank - Revised Critical Edition.
Hvis Erik Haaests omgang med de kilder, han øser af i sit eget arbejde som historiker, er lige så lemfældig som hans omgang med Anne Franks dagbog, er der grund til bekymring.
9. oktober 2008
Det er med glæde, jeg har læst ovenstående artikel i Information for 3. august 2007.
Jeg har ¨længe ikke læst aviser ud over på nettet, og netop denne har jeg ikke været opmærksom på, da den blev skrevet. Men bedre sent end aldrig.
Jeg har nu opdaget, at Information faktisk er blevet læseværdig, hvorfor jeg i nogen tid har været tilmeldt avisens daglige elektroniske nyhedsbreve.
Da jeg for 30 år siden medtog sagen Anne Frank i min daværende tryksag 'Nationaltidende' , byggede jeg min overskrift på - så vidt jeg husker - en meget kort Ritzau-nyhed. Jeg er glad over nu at have læst denne Informationsartikel. Jeg har tilladt mig at gemme den i mit arkiv med henblik på min stilling, dersom sagen igen skulle dukke frem.
Dermed tak til artiklens forfatter , cand. psyc. Nikolaj Lunøe, Christianshavn