Kronik

Blind vej

Hvad stiller man op med den rædsel, der er forbundet med at miste en central sans, helt uden forvarsel? Alt det jeg var blevet opdraget til gennem studier og arbejde, alt det man skal være i denne post post-moderne tid, var jeg jo - omstillingsparat, fleksibel og helt med på kompetenceudvikling
Jeg er så sørgelig nyblind, så pinlig noviceagtig. Jeg betræder og beretter her om gang på stier, der er betrådt af andre. De er jo derude, de kompetente, bevægelsesvante og glade blinde og andre handikappede. Jeg er begyndt at opdage, at der på udsalgslisten, jeg undskylder det banale billede, er nogle ting, jeg ikke behøver at sælge ud af eller kan gøre anderledes, og måske er der ligefrem nyt land at vinde.

Jeg er så sørgelig nyblind, så pinlig noviceagtig. Jeg betræder og beretter her om gang på stier, der er betrådt af andre. De er jo derude, de kompetente, bevægelsesvante og glade blinde og andre handikappede. Jeg er begyndt at opdage, at der på udsalgslisten, jeg undskylder det banale billede, er nogle ting, jeg ikke behøver at sælge ud af eller kan gøre anderledes, og måske er der ligefrem nyt land at vinde.

Steve Maisey

4. august 2007

Tankerne kommer hulter til bulter. Humøret svinger mere end før. Optimisme kan på få minutter afløses af en dyb sorg og følelse af tab. Sådan har det været nu i to år. Sporene fremad er endnu uklare. Dengang sagde lægerne:

"Der er tale om en meget usædvanlig og speciel sygehistorie," sagde en. "Det er en meget kompliceret sag," medgav en anden. De udenlandske specialister understregede situationens alvor, men gav ingen diagnose.

Lægerne ville så gerne, der var ingen uvilje dér. Kunne det være tuberkulose, malaria eller en hjernesvulst? Det var dygtige læger, grundige, ikke en finger at sætte, de kunne bare ikke.

Forinden var jeg i september 2005 vendt hjem fra Etiopien, hvor jeg var udstationeret med min familie. Jeg oplevede et vigende syn på venstre øje, og var nu hjemme for at få ordnet denne lille infektion. Med i lommen havde jeg returbilletten. Den skulle aldrig blive brugt.

Der fulgte tre ugers mareridt på hospitalet, hvor lidt af mit syn forsvandt hver dag. Den første uge var der håb. Lægerne fandt indikationer på tuberkulose og satte hårdt ind med antibiotika og binyrebarkhormon. Men de blev langsomt mere vaklende i mælet. Det var her, rædslen indfandt sig. Jo mere binyrebarkhormon, jo større angst, for det var tydeligt, at denne lidt diffuse medicin var sidste skud i bøssen. Jeg begyndte at sige farvel til min kones og mine børns ansigter, mens jeg lod som om, jeg kiggede på deres tegninger, der blev stadigt mere udflydende. Dagen for udskrivelsen oprandt. Og der står jeg så, i Rigshospitalets stueetage, 39 år og blind for første gang i mit liv og resten af det. Man bliver sgu da ikke bare blind! Jo, åbenbart. Verdens samlede lægestand og teknologi rakte som afsked til lidt binyrebarkhormon og et forstående håndtryk.

Fra kontrol til afmagt

Rædslen var dominerende i den første tid, tørhed i munden, søvnbesvær. Kunne ikke forstå det, slet ikke acceptere det. Når jeg endelig sov, drømte jeg næsten altid, at synet kom tilbage, nætterne var mere nådige end dagene, men hvor hæsligt at vågne. Men dommen var klar nok: ikke noget at gøre.

Hvad stiller man op med den rædsel, der er forbundet med at miste en central sans, helt uden forvarsel? Alt det jeg var blevet opdraget til gennem studier og arbejde, alt det man skal være i denne post post-moderne tid, var jeg jo - omstillingsparat, fleksibel og helt med på kompetenceudvikling. Standardsvaret på problemer havde hidtil været efteruddannelse, men ser man bort fra de fusentaster og spradebasser, der ser sig i stand til at helbrede det meste ved håndspålæggelse og hårloksanalyser (gribbene fløj tæt i en periode med lokkende tilbud), så findes der ingen kurser mod blindhed.

Med ét slag var jeg gået fra styring og kontrol til afmagt og dyb afhængighed af andre, eller sådan oplevede jeg det. Jeg har sidenhen tænkt på, at det føltes som at få en ny fødselsdag. Den dag jeg blev handikappet startede et nyt liv. Det er en følelse, jeg sikkert deler med mange, der har oplevet pludselige livsforandringer.

Med den erkendelse begyndte jeg på den liste, som andre også har lavet før mig - listen over de tabte muligheder, indbildte som meget reelle. Selvbedraget kendte næsten ingen grænser, når jeg opregnede de ting, jeg kunne have gennemført. Verden er gået glip af en fantastisk hjernekirurg.

Jeg ville gerne have set New York og vandret med inkaerne i Peru. Men det store tab ligger i det normale, i hverdagen. Jeg savner at kunne se folks ansigter, træer, bygninger, at cykle mine børn i skole, at købe ind, i det hele taget at kunne bevæge mig frit. Jeg havde mistet den selvstændige handlemulighed og bevægelsesfrihed, som vi vinder som store børn. Det er blevet afløst af bevægelsesplanlægning og masser af den. Arbejde, indkøb, social omgang, alt skal nu planlægges - det er tabet af uafhængighed og spontaneitet, der svier, ikke Peru.

Tabslisten vil jeg lave resten af mit liv, den varierer i størrelse alt afhængig af personlighed. En kær medblind kalder det et evigt blødende sår, man glemmer ikke, at man kunne se, og man glemmer ikke sin blindhed. Kantsten, Nørreport Station og Christianshavns kanaler får en helt ny betydning. Over en øl vædder vennerne, om det gør mest ondt at få et skilt i hovedet eller falde i en kælderskakt - meget morsomt!

Og så er der det med arbejdet. Er 40'erne ikke det årti, man formodes at stige til vejrs i? Det har jeg hørt engang - man er mere erfaren, familien er på plads, huset er købt og bilen står i carporten, og så dette! Hvis man så bare var blevet fyret, slået hjem med mulighed for at starte igen, men det føles i situationen snarere som om spillet er slut.

Jeg er fortsat på min arbejdsplads i en større ingeniørvirksomhed og "selvfølgelig skal jeg arbejde", som en rapport om blinde i arbejde er betitlet. Jeg har gennemgået glimrende nyblindekurser, fået bevilget elektroniske hjælpemidler, seende assistance, psykologbistand - firmaet har været strålende og kollegerne er søde. Og der sad jeg så, i maj sidste år, på mit kontor. Otte måneder tidligere var jeg seende, 'normal', fuld fart frem. Nu, efter den store vask og tørring, skal opgaverne omdefineres, tilpasses. Min computer taler til mig, og kollegaer viser vej til toilettet - jeg er handikappet.

Sporene er endnu uklare

Hvad mon andre tænker? I opstartsfasens halvpaniske tilstand danser spøgelserne. Man projicerer sin egen skrøbelige tilstand over på andre og mener at kunne mærke, at de stirrer. Psykotisk forestillede jeg mig, at kollegaer, venner og det meste af Skåne, Halland og Blekinge kun havde ét i tankerne - mig og min blindhed. Se dér går han, fin fyr engang, men nu ret ubrugelig. De flinke talte om de andre sanser, der jo formodes at vokse i brugskraft til halvgudelige størrelser - "Kan du høre træerne? Kan du lugte Kødbyen fra dit hus i Birkerød?" Dengang var jeg høflig, nu prøver jeg at ramme folk i hovedet med min blindestok.

Men pæne folk tænker faktisk ikke på mig hele tiden (skuffende), projiceringen af egne tanker kan kontrolleres. Det er jo dæmonerne i mit hoved, der skal bekæmpes, ikke omverdenen.

Jeg er så sørgelig nyblind, så pinlig noviceagtig. Jeg betræder og beretter her om gang på stier, der er betrådt af andre. De er jo derude, de kompetente, bevægelsesvante og glade blinde og andre handikappede. Jeg er begyndt at opdage, at der på udsalgslisten, jeg undskylder det banale billede, er nogle ting, jeg ikke behøver at sælge ud af eller kan gøre anderledes, og måske er der ligefrem nyt land at vinde. Salig statsminister Hartling fortalte engang den danske verdenspresse, at han havde haft en dyb og intellektuel samtale med lige så salige formand Mao, dette på et tidspunkt, hvor formanden blev holdt oppe af stivere i ryggen. Det blev der grinet meget af den sommer. Jeg bilder mig ikke ind at være blevet så dyb som Hartling eller så viis som mytologiens blinde. Men jeg er begyndt at finde andre lag i mig selv.

Samværet med andre mennesker har fået en anden og større betydning, nærværet er blevet mere intenst. Jeg savner Superligaen og Roberto Carlos' lange løb op ad banen, men jeg taler nu mere og længere med venner om andre ting i tilværelsen. Jeg forholder mig mere til andre mennesker og deres problemer. Litteraturen er også på indkøbslisten. Jeg har ikke læst klassikere siden gymnasiet, men med mere tid til rådighed nu er lydbøger en fantastisk mulighed, og Blindebiblioteket har det meste.

Hvorfor oplever jeg først nu, at samtaler kan vare længere end fem minutter? Måske er det bare alderen, eller at jeg nu må gøre en dyd ud af nødvendigheden. I et vist omfang ja. Men jeg tror også, at de nye spor, jeg skal lægge, rummer en ny alvor, og jeg er begyndt at sætte pris på den. Men alvoren skal tøjles for ikke at ende i forstillelse og ynk. Jeg anbefaler en kritisk kone, der hellere opildner end ynker, og krævende børn. Gode, lange middage med venner og de sjove historier skal også med. Det er da meget skægt at svine en skuespiller til i teatret, fordi man tror, at man stadig står udenfor i en langsom kø eller at sætte sig på fremmede i restauranten. Det kommer der ikke nødvendigvis dybe samtaler ud af, men anderledes. Jeg har startet en læse- (lytte-) gruppe, jeg holder en lydavis og arrangerer debataftener. Og så er det rigtig godt at have et arbejde, der kan gøres spændende, hvis viljen er der. Sporene er endnu uklare, men jeg begynder at ane signaler i horisonten.

Og så har jeg lige fået en vidunderlig søn mere, så hvis jeg ikke sov før, gør jeg det slet ikke nu.

Kronikken mandag: Brown eller Cameron?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu