Læsetid: 5 min.

Darwins Rottweiler

Darwins Rottweiler kaldes han, den engelske professor i evolutionsbiologi, som har slået sit navn fast som en af tidens førende militante ateister. Sit seneste korstog har Richard Dawkins dog rettet imod healing og alternativ medicin, og her er hans kritisk-rationalistiske pointer mere velanbragte
Debat
13. august 2007
Den sardoniske engelske religionskritiker Richard Dawkins er nådesløs i sin kritik af kirken sat over for videnskabenns evolutuionsteorier, som Darwin fremsatte den efter hans legendariske besøg på Galapagos. Men han overser, at at religionen - i al fald i sine mere moderne manifestationer - for længst ikke længere gør forsøg på at udfordre den videnskabelige metode, mener dagens kronikør.

Den sardoniske engelske religionskritiker Richard Dawkins er nådesløs i sin kritik af kirken sat over for videnskabenns evolutuionsteorier, som Darwin fremsatte den efter hans legendariske besøg på Galapagos. Men han overser, at at religionen - i al fald i sine mere moderne manifestationer - for længst ikke længere gør forsøg på at udfordre den videnskabelige metode, mener dagens kronikør.

Da min svoger, John Diamond, pludselig døde i 2001, efterlod han sig et ufuldstændigt manuskript til en bog, der skulle være et generelt opgør med den såkaldt alternative medicin.

De færdige kapitler blev udgivet senere samme år sammen med et udvalg af lignende tekster, som jeg redigerede, under titlen Snake Oil. Forlæggerne hos Random House var aldrig i tvivl om, hvem der skulle skrive forordet - det skulle professor Richard Dawkins. De kunne ikke have fundet nogen bedre mand. Han skrev en vidunderlig sardonisk introduktion, der måske nok var rimeligt brutal i sin afsløring af charlatanismen i den alternative medicins univers, men samtidig var en smuk hyldest til Johns minde.

Derfor følte jeg en snært af samvittighedsnag, da jeg i sin tid skrev en klumme i nærværende dagblad om Roden til alt ondt - professor Dawkins tv-dokumentaristiske bredside imod religion (sendt på DR2 den 25. marts i år, red.). Min centrale pointe var dengang, at det da var tåbeligt at betragte troen på Gud som årsag til al ondskab i verden. Dawkins har også siden taget afstand fra titlen på sin dokumentar, om end ikke fra dens indhold.

Nu har professor Dawkins og Channel 4 så begået en ny tv-dokumentar, Fornuftens fjender, der over to afsnit udsætter troshealere, psykiske medier, astrologer, tarot-kortlæsere og hele det øvrige paranormale slæng, der rovdyragtigt jagter godtroende sjæle, for den granskende fornufts ubarmhjertige søgelys. Det er et højest velkomment program, som Dawkins præsenterer - ikke mindst, som han påpeger, fordi stadig flere mennesker i disse år bruger stadig større summer på disse "terapeutiske knivstik i mørket".

Mangler sondringer

Richard Dawkins vil utvivlsomt insistere på, at det er totalt ulogisk at lovprise hans indsats for at afsløre det pseudomedicinske bedrags svøbe og på samme tid klandre ham for hans forsøg på at nedbryde den religiøse sensibilitet. For i hans optik vil begge fænomener tage sig ud som to sider af den samme generelle overtros svigagtige mønt.

Det kan ikke nægtes, at Dawkins er en formidabelt velargumenterende ateist, men han savner ikke desto mindre blik for nogle meget grundlæggende sondringer. Frem for alt overser han, at religionen - i al fald den etablerede jødisk-kristne variant af den - som sit vigtigste ærinde har at instruere sine tilhængere i, hvordan man opfører sig ordentligt over for sine medmennesker. Kristne vil hævde, at dette centrale budskab er indkapslet i formaningen om at "elske sin næste som sig selv", men dette er på ingen måde en patenteret kristen indsigt, og den har da også ældre forgængere end Jesus Kristus. Ikke blot stammer formaningen fra Det Gamle Testamente, men rabbiner Hillel sagde længe før Jesus, at dette budskab "udgør hele Toraen (den hebræiske bibel, red.) - resten er fortolkning".

Princippet, der også kendes under betegnelsen 'Den Gyldne Regel', forudsætter ganske vist ikke nogen religiøs bekendelse. Pointen er imidlertid, at det udgør det polære modstykke til den selvfiksering, som kendetegner alle de moderne griller, som professor Dawkins rettelig stigmatiserer i sin nye dokumentar: De har alle at gøre med, hvordan vi kan dyrke os selv og vores egen navle og intet at gøre med omtanke for vore medmennesker. Denne selvcentrerethed er præcis, hvad der gør de 'alternative' strømningers guruer og tilhængere så ulideligt kedsommelige.

Den anden afgørende sondring, Dawkins overser, er, at religionen - i al fald i sine mere moderne manifestationer - for længst ikke længere gør forsøg på at udfordre den videnskabelige metode, den helligdom, som professor Dawkins sætter højere end alt andet. At kritisere ham for dette kunne ikke falde mig ind. Uden dobbeltblindsforsøg og lignende rigorøst eksperimentelle fremgangsmåder havde lægevidenskaben aldrig givet os den nuværende forventelige gennemsnitslevealder - en bedrift, som ville have slået vore forfædre med forbavselse. Hvis homøopati var eneste anvendte behandling, ville vi stadig trækkes med høj børnedødelighed.

Tilbagetrukket kirke

Det er korrekt, at kirken i århundreder var videnskabens væsentligste ideologiske modstander, men i sidste ende tabte den hvert eneste et af alle de slag, den udkæmpede imod videnskaben. Det er muligt, at Den Spanske Inkvisition midlertidigt kunne 'overtale' Galileo Galilei til at frafalde sin påstand om, at planeternes omløbsbane går rundt Solen, men den etablerede kirke har ikke længere magt til at true videnskabsdissidenter med tortur, og uanset hvad Richard Dawkins måtte mene, har den heller ikke noget ønske om at genoptage denne praksis.

Vel er der elementer inden for kristendommen - hovedsagelig med base i det amerikanske bibelbælte - som holder fast i den opfattelse, at Jorden blev skabt af Gud på seks dage for nogle få årtusinder siden. Deres dumstædige modstand imod Darwin er vel sagtens, hvad der i sin tid har gjort evolutionsbiologen Dawkins så gal i skralden på religionen.

For hovedpartens og i al fald for mainstream-varianternes vedkommende har de kristne kirkelige institutioner for længst trukket sig tilbage til etikkens og moralens sikrere og højere liggende terræn. Og heroppe forekommer de mig at være immune over for Dawkins svære retoriske skyts og helt uskadte af udfaldene i hans bestsellerbog, The God Delusion. Det ved vi forunderligt nok takket være den bemærkelsesværdige skotske 1700-tals-ateist David Hume - en mand, som Dawkins med rette beundrer.

David Hume var, så vidt jeg ved, den første, der satte ord på den indsigt, at vi ikke kan udlede 'bør' fra 'er', forstået på den måde, at vi ikke kan vide, hvordan verden burde indrettes alene ud fra en beskrivelse af, hvordan den er. Humes pointe blev senere forenklet med stor brutalitet af tænkere som A. J. Ayer til formuleringen om, at alle etiske udsagn dybest set er faktuelt meningsløse og alene udtrykker følelser og subjektive idiosynkrasier om, hvad vi kan lide og ikke lide.

Hjemmelavet karikatur

Ayer (der tilfældigvis var min nu afdøde stedfader) var sin tids Richard Dawkins, i al fald i den forstand, at han blev Storbritanniens mest feterede antireligiøse agitator. Paradoksalt nok kan hans ulastelige humeske logik nu mobiliseres som det uigennemtrængelige skjold, imod hvilket alle kugler fra hans efterfølger preller af. For hvis der af religionen resterer lidet andet end en samling etiske anskuelser - uanset med hvor glødende overbevisning de så måtte blive næret og hvor højtideligt så de end måtte iscenesættes - så kan den i sidste ende ikke fremstilles som 'forkert'.

Det kan f. eks. ikke i nogen som helst forstand betegnes som 'uvidenskabeligt' at insistere på, at ægteskab mellem to og ikke tre personer er den eneste moralsk acceptable form for partnerskab, eller at utroskab er en synd. Richard Dawkins afskyr den omstændighed, at ideologiske begrebet såsom 'Helvede' fortsat eksisterer i den katolske doktrin. Men det moderne kristne begreb om helvede betyder ikke stort andet end permanent adskillelse fra Gud: Forestillingen om at syndere vil blive torteret af djævle i et svolvflammehav er lige så bedaget og død som Hieronymus Bosch.

Den religion, som Darwins Rottweiler vender sig så frådende imod, er med andre ord i vidt omfang en ren karikatur, som han selv har kogt sammen.

Dominic Lawson er journalist og forfatter. Han er tidligere chefredaktør for The Sunday Times og i dag uafhængig skribent

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her