Kronik

Demokratikanon eller liberalismens besyngelse?

Vi er ikke enige om, hvad demokrati er. Nogle liberalister ser markedet med dets valgfrihed som verdens mest demokratiske institution. Markedet giver i ideal-billedet et maksimum af individuel frihed. Men det er frihed uden dialog og fællesskab
Kvindetoget i 1915. grundlovs-ændringerne i 1915, der indførte kvindelig valgret til Rigsdagen, er ifølge nogle iagttagere den reelle dato for demokratiets indførsel i Danmark. Arkiv

Kvindetoget i 1915. grundlovs-ændringerne i 1915, der indførte kvindelig valgret til Rigsdagen, er ifølge nogle iagttagere den reelle dato for demokratiets indførsel i Danmark. Arkiv

Holger Damgaard

24. august 2007

"Regeringen udarbejder demokrati-kanon," hedder det på Statsministeriets hjemmeside.

Folketinget er tilskuere. Det er ikke et politisk konsensusprojekt. Et udvalg af 'smagsdommere' skal udpege "de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har bidraget til debatten om og påvirket udviklingen af frihedsrettighederne i folkestyret i Danmark".

Det tog lang tid, før demokratiet gik op for danskerne. I 1947 viste en Gallup-undersøgelse, at kun hver anden dansker var sikker på, at vi havde demokrati i Danmark, og endnu færre kunne definere, hvad det gik ud på. Men nu mener det store flertal, at vi har demokrati. Danske politikere belærer indvandrere og fremmede om demokrati. Vi er endog gået i krig for at demokratisere.

Men vi er ikke enige om, hvad demokrati er. Nogle liberalister ser markedet med dets valgfrihed som verdens mest demokratiske institution. Markedet giver i ideal-billedet et maksimum af individuel frihed. Det er frihed uden dialog og fællesskab.

Der findes et mindretal af anerkendte demokratiteoretikere som f.eks. Alf Ross, der har ment, at friheden er det centrale i demokratiet. Men liberalister bør mærke sig, at heller ikke Ross talte om indivíduel frihed. Friheden til kollektiv selvbestemmelse er det centrale for Ross.

Flertalsdiktatur?

Nogle få kommunister mener endnu, at demokrati kræver folkedemokratiske etparti-stater. Nogle 'autonome' opfatter demokrati som total frihed fra majorisering. De forstår ved demokrati et direkte demokrati, hvor alle deltager i lange drøftelser, indtil konsensus er klar. De opfattede det nok som fascistisk, når det repræsentative demokratis flertal i 2007 lod politiet sætte unge ud fra Ungdomshuset på Jagtvej. Samme demokratiopfattelse får nogle af kirkens folk til at modsætte sig, at Folkekirken vælger en repræsentativ forsamling til at styre Folkekirken. Flertalsstyre er for dem udemokratisk. For nogle år siden skrev ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen med et smil en artikel, hvor han udleverede denne opfattelse. Den har forhindret, at Folkekirken bliver herre i eget hus med et repræsentativt demokrati og en handlekraftig organisation.

Når Dansk Aktionærforening hævder, at det er udemokratisk, at danske virksomheder opdeler aktionærer i A- og B-aktionærer - de sidste har ingen indflydelse - rammer man mere præcist. Dansk Aktionærforenings kritik bygger på en forestilling om, at demokratiets kerne er lige adgang til beslutningsprocesser.

De fleste danskere har lært, at vi fik demokrati med grundloven i 1849. Men Danmarks førende demokratiforskere som f.eks. professor Palle Svensson mener, at Danmark først blev et demokrati efter indførelsen af parlamentarisme i 1901, og da man i 1915 gav kvinderne og tyende valgret og afskaffede den privilegerede valgret til Landstinget. Først da stort set alle voksne havde valgret, da hver enkelt vælgers stemme vejede lige meget, og da det var sikret, at regeringsmagten var påvirket af flertalsdannelsen, kan man ifølge denne opfattelse tale om et demokrati. Den styreform, vi havde indtil da, må kaldes konstitutionelt monarki eller konstitutionel liberalisme. Politisk frihed uden en tilstræbt politisk lighed er ikke demokrati, det er politisk liberalisme. Når nogle - herunder jeg selv - mener, at Danmark først i 1915 blev et demokrati, skyldes det, at grundnormen i et demokrati for dem er politisk lighed.

Uopnåeligt mål

Verdens førende nulevende demokrati-forsker hedder Robert Dahl. For ham er politisk lighed kernen i demokratiet. Den politiske lighed er et i virkeligheden uopnåeligt retningsmål, man forfølger. Med politisk lighed menes ikke, at de demokratiske beslutninger skal tilgodese alle lige meget. Der menes, at man tilstræber politisk lighed i mulighederne for at påvirke de demokratiske processer. Det betyder, at nok kan mindretal blive overtrumfet af flertallet, når det gælder udfaldet af beslutningerne. Men mindretallene må ikke fratages mulighederne for at påvirke beslutninger ved at stemme. Der skal være lige og almindelig valgret og lige muligheder for at blive valgt, for at ytre sig og for at danne organisationer.

Valgene skal være frie og retfærdige. Systemet skal sikre, at den førte politik bliver afhængig af stemmeafgivning og andre udtryk for præferencer. Eller med andre ord: Statsapparatet skal være ansvarligt over for et valgt parlament eller en valgt leder af den udøvende magt.

Det er svært at kalde Danmark før parlamentarismen for et demokrati, fordi regeringsmagten ikke blev påvirket af flertalsdannelsen. Statsapparatet var med andre ord ikke ansvarligt over for vælgernes repræsentanter.

Frihedsrettighederne er ifølge denne opfattelse nødvendige, men ikke tilstrækkelige forudsætninger, hvis man skal tilnærme sig den politiske lighed i stedet for at fjerne sig fra den.

Et styre kan godt således godt have en liberal karakter uden at være et demokrati (oplyst mindretalsstyre med f. eks. ytringsfrihed). Politisk frihed i et demokrati er også andet og mere end det liberale forstår ved frihed: frihed er for liberale frihed for indgreb mod frihedsrettighederne, herunder ytringsfriheden forstået som frihed for censur. Det er en negativ frihed fra statens indblanding. Men for demokraten må friheden også være positiv. Det er en frihed til at få chancen for at påvirke. Det må være frihed til at kvalificere sin viden om offentlige anliggender ved at samle information. Det forudsætter lige adgang til alternative informationskilder og til den officielle information. Den liberale kan godt være tilhænger af en lukket og hemmelig forvaltning, men for demokraten må staten være åben og offentlig information må være tilgængelig for alle.

Liberal slagside

Regeringens demokratibegreb synes i virkeligheden at være et begreb om politisk liberalisme.

I kanonudvalgets kommissorium fremhæves frihedsrettighederne og frihedsbegrebet, men ikke den politiske lighed, som er så central for Robert Dahl.

Man placerede to medlemmer af den borgerligt-liberale tænketank Cepos i udvalget, Peter Kurrild-Klitgaard og David Gress. De har faglige kvalifikationer - men de har i modsætning til så mange andre forskere også et klart og markeret borgerligt-liberalt ståsted.

Udvalget er lige så meget sammensat ud fra politiske som faglige hensyn. Man forbigik professor Palle Svensson, og man forbigik den internationalt anerkendte docent Mogens Herman Hansen, der hele livet har arbejdet med demokrati-begrebet. Derimod udpegede man en integrationskonsulent, hvis tilstedeværelse viser, at det især er indvandrere, regeringen er interesseret i at oplyse. Dertil har man føjet bl.a. en skoleleder og en præst.

Det må kunne kræves af udvalget, at det gør rede for, hvad det forstår ved demokrati. Det er forpligtet til det, fordi dets opgave er at skabe debat om demokratiet.

Udvalgets demokrati-forestillinger vil være meget bestemmende for, hvilke historiske ideer, begivenheder og personer, der udvælges. I en liberal fortolkning vil f.eks Grundtvig, der i mange år foretrak enevælde for flertalsstyre, være en central figur. Det vil også nationalliberale som Orla Lehmann, der hyldede de lærdes, de dannedes og de besiddendes politiske privilegier. Diktatoren Struensee må fremhæves, fordi han indførte ytringsfrihed.

Andre figurer og bevægelser bliver langt væsentligere, hvis man udgår fra politisk lighed som demokratisk grundnorm. Så vil f.eks. Venstres og Socialdemokratiets kamp for parlamentarisme stå mere centralt. Kampen mod den privilegerede stemmeret til Landstinget og Socialdemokratiets og kvindebevægelsens kamp for udvidelse af stemmeretten til alle voksne vil også stå helt centralt.

Skal vi have en kanon om demokrati eller en besyngelse af den liberalistiske frihedsopfattelse, som samtidig forskønner dansk demo-kratihistorie?

Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab, KU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu